BERLIN- Det er en forsvunden tid, og alligevel virker atmosfæren omkring Wallot-strasse fortrolig. Villaerne er bygget inden Første Verdenskrig. Der er gamle træer med parklignende haver. Og hvis de ikke er store nok til, at man kan samle tankerne her, så ligger Halensee og Grunewald kun nogle få skridt væk. Engang lå hele dette område i udkanten af det vestlige Berlin og dannede rammen om byens bedre borgerskab. Tag Berliner Kindheit um Neunzehnhundert som eksempel - man kan sagtes forestille sig den unge Walter Benjamin sidde i det passerende S-tog med de gamle træbænke på vej ind til Zoologischer Garten og Kurfürstendamm med de mange lygter og promenerende mennesker.
I Wallotstrasse 19 ligger Wissenschaftskolleg zu Berlin eller Institute for Advanced Study, som det hedder på engelsk. Et sted hvor verdens fremmeste forskere opholder sig i perioder for helt at hengive sig til deres studier. Hver dag spiser de middag sammen, en gang om ugen holder én af dem et oplæg for alle de andre, hvor vedkommendes forskningsprojekt bliver præsenteret og bagefter diskuteret af den samlede skare. Det er internationalt. Det er interdisciplinært. Og det er elitært - på en vidunderlig gammeldags facon.
Wolf Lepenies kender stedet ganske godt. Han har ledet Wissenschaftskolleg i 15 år, fra 1986 til 2001. I dag er han tilknyttet som såkaldt permanent fellow. Da Lepenies som 45-årig overtog ledelsen af kollegiet, havde han allerede det meste af et livsværk bag sig: I 1969 havde han skrevet Melancholie und Gesellschaft, i 1976 Das Ende der Naturgeschichte, i 1985 Die Drei Kulturen, som placerede sociologien midt imellem litteratur og videnskab. Derudover havde Lepenies, der i 1984 blev udnævnt til professor ved Freie Universität Berlin, udgivet et firebinds værk om sociologiens historie.
Arbejdsroen ved Wissen-schaftskolleg har præget Lepenies' sene værk, som rummer en lærdom og et overblik af de sjældne. Længe før verden begyndte at bekymre sig om og over islam, inviterede Lepenies forskere fra den arabiske verden til Berlin. Han anså det for værende på høje tid, at de vestlige samfund forandres fra Beleh-rungskulturen zu Lernkulturen - fra kulturer, som vil belære andre, til kulturer, som vil lære af andre, som han skrev i essayet Benimm und Erkenntnis i 1997.
Den store letargi
For ifølge Lepenies er fundamentet for de vestlige samfund ved at krakelere. Deres værdigrundlag har indtil for få år siden beroet på en kombination af industrialisering, demokratisering og videnskabelig rationalitet. Men nu er arbejdspladserne ved at forsvinde, den politiske deltagelse går stærkt tilbage, og videnskab og teknik skaber blot nye problemer for hvert problem, der løses.
"Vi er trådt ind i uvishedens tidsalder. Der kan slet ikke være tale om, at demokrati og markedsøkonomi befinder sig på et globalt sejrs-togt. Tværtimod er netop markedsøkonomien og demokratiet i Vesten trådt ind i kriser, som vi p.t. ikke kan se en vej ud af. Stor er forvirringen, men endnu større er vores letargi - ikke blot politikerne i vores land ligner folk, som nægter at tro, at deres hus brænder, så længe de har nøglen til det i lommen."
Intet samfund kan imidlertid bestå, uden at det er bundet sammen af et fælles værdigrundlag. Det gælder for nationalstaterne, siger Lepenies, men det gælder også for Europa. I 1989 havde hele kontinentet en stor chance for at forny sig. Revolutionerne i øst var drevet af folk med en høj moral - en moral, som viste sig stærkere end pansere og mure, og som forvandlede demonstranter til regeringschefer i løbet af kort tid. Men allerede den tyske sociolog Max Weber havde konstateret, at karisma hurtigt bliver til dagligdag. Og hvad værre var - den vestlige del af Europa var heller ikke parat til at lytte og forandre sig selv. Moralisterne i Øst stod over for et ekspertvælde i Vest, som ikke havde fantasi til at forestille sig andet end sig selv. Som Lepenies skrev i 1997 med henblik på den tyske genforening:
"1989 synes i dag at ligge lysår tilbage. Selvkritisk må vi tyskere spørge os selv, hvorfor vi i løbet af genforeningsprocessen ikke havde mod til et moratorium, mod til at overveje vores indspillede rutiner."
Glem det umulige
Det har taget vores vestlige samfund lang tid at forstå, at historien ikke er forbi, at vi ikke har sejret over hele linjen, ja, at vi skal genopfinde os selv, hvis der også i fremtiden skal være et samfund og dermed et værdibaseret fællesskab, konstaterer Lepenies. Men hvordan finde frem til et nyt værdisæt, når nu det gamle - industrisamfundets - bliver udhulet? Hvordan overkomme denne letargi, som præger den offentlige debat? Lepenies udpensler ikke nogen detaljeret masterplan, men han ved, hvem han tilegner en afgørende rolle.
"I dag må de intellektuelle, disse konstitutionelle melankolikere, handle. De må forsøge at opnå det mulige, i stedet for at drukne i selvmedlidenhed og vente på det umulige," som han skrev i anledning af genudgivelsen af Melancholie und Gesellschaft for nogle år siden.
Især videnskaben bliver nødt til at droppe sin såkaldte værdifrihed og genopfinde sig selv som en del af den samfundsmæssige virkelighed. I en tid, hvor flere og flere udstødes og tabet af arbejdsplader underminerer den oprindelige samfundskontrakt, er det i Lepenies' øjne en skandale, når nationaløkonomien trækker sig tilbage på sin teoretiske udkigspost uden at forholde sig til disse kendsgerninger. Ifølge ham mangler der en moralsk bevidsthed, en engageret lærdom, en ind- og underordning af videnskabelige problemer i moralske sammenhænge.
"En ny indstilling til videnskab og teknik er nødvendig, som ikke er præget af en vækst- og fremskridtsideologi, men som i indskrænkninger og afkald ser ønskelige værdier," skriver han i essayet Det nye Europa om de intellektuelles opgaver.
Og i Benimm und Erkenntnis:
"Vi har brug for en ny, en anderledes Marx. Hans hovedværk skulle hedde: 'Kritik af den upolitiske økonomi'."
Det er næsten ikke til at tro, at disse ord er skrevet i Wallotstrasse - borgerskabets gamle højborg.
