Læsetid: 8 min.

Den overvurderede virkelighed

Kunst er ifølge maleren Gerhard Richter større end virkeligheden. Det samme gør sig gældende for musik
23. maj 2005

Louisiana viser indtil den 6. juni en tankeavlende udstilling. Kunstneren er den 73-årige tysker Gerhard Richter, ifølge de timelige hitlister øjeblikkets nummer ét blandt kunstens verdensnavne. I udstillingskataloget beskriver Poul Erik Tøjner hans værk som en udfordring rettet "mod vores historiske sans og mod vores forestillinger om, hvad kunst er og kan være". Og hvad virkelighed er, kunne man tilføje.

"Kunst er en speciel form for dagligt stofskifte med verden, hvor vi erkender os selv og alt omkring os. Kunst rummer derfor en nydelse ved frembringelsen af fænomener, der i større eller mindre grad ligner virkelighedens," siger Richter.

"Det handler om billeder som vore midler til at orientere os i verden," forklarer Tøjner.

Og naturligvis orienterer vi os med øjnene. Men unægtelig også med ørerne. Vi har også et 'stofskifte' med den del af verden, som foregår i lyd, den verden, vi oplever med ørerne. F.eks. musik.

Men musik afspejler jo ikke en virkelighed. "Musik er ude af stand til at udtrykke noget," skrev Stravinsky i sin poetik. Senere foretrak han ganske vist "musik udtrykker kun sig selv". Men virkeligheden, den så han ingen plads til.

Absolut musik

I vore dage har begrebet 'absolut musik' højstatus i den klassiske musikkultur, musik, der knytter sig til sprog eller billeder, opfattes ofte som andenrangs. Den klassiske musiks vaner er lænket til en forestilling om, at musik 'i sig selv' - musik uden 'ekstramusikalsk' indhold - er den sande musik. Mens omvendt den allestedsnærværende populærmusik i alle dens genrer og former helt overvejende er knyttet til sprog, til konkrete følelser, til 'historier' og betydning.

Men idéen om 'absolut musik' er faktisk ny. Fra antikken og langt ind i det 18. århundrede blev musik uden ord betragtet som reduceret, amputeret musik. Som tom klang, en slags støj, der nok kunne opfylde bestemte funktioner, men som ikke for alvor talte hverken til forstand eller hjerte. Selv romantikeren Robert Schumann ville vise "stjernebilleder på en underjordisk himmel" i sin musik.

For en moderne musikfilosof som Adorno var billeder i musik derimod mistænkelige. For ham risikerede selv den nøgterne Stravinsky at degradere musikken til "maleriets parasit" og fremme intet mindre end "musikkens abdikation som selvstændig kunstart". Musik, ord og billeder var blevet irritable sengekammerater. Virkelighed var ikke musikkens sag.

Verdenslyd

Når vi taler om verden, gør vi det spontant i billeder, vi taler f.eks. om vores 'verdensbillede'. Det er vist de færreste, der taler om deres 'verdenslyd', selv om det vel er lige så meningsfuldt. Vi gør os billeder af næsten alt i livet. Af kærligheden, af døden, og naturligvis af musik. Mange oversætter spontant musik til farveoplevelser eller ser konkrete billeder, situationer eller begivenheder for sig.

Men de er klar over, at det er en oversættelse. Gerhard Richters tale om "fænomener der ligner virkeligheden", skal derimod forstås helt bogstaveligt. Igen og igen maler han billeder af fotografier, altså billeder af billeder af verden.

Et foto gengiver normalt noget, som er set i virkelighedens verden. Men virkeligheden har ingen særstatus, når talen er om kunst. Måske tværtom. Når et barn finder en stump træ og kalder det en hest, begynder kunsten. "Al kunst lyver", påstod komponisten György Ligeti, kunst er noget "kunstigt", noget vi spiller, leger, - en ikke-verden ved siden af den virkelige. "Kunst er unaturlig, jeg ønsker at lave noget fuldstændig kunstigt," sagde han.

Tag blot teatrets eksempel. Skal en skuespiller agere rollen som beruset, vil det ikke være ham til nytte, om han på forhånd har drukket sig fuld. For vi vil da ikke med sikkerhed se en beruset, men måske en syg, måske en gangbesværet person. Illusionen om virkelighed opnås kun, hvis skuespilleren bevidst sætter sin teknik og evne ind på at opnå den.

Kunstens virkelighed

Kunst problematiserer den uimodsigelige autoritet, vi ellers tildeler virkeligheden. Og måske er dens autoritet ikke ganske fortjent. Faktisk hævdes virkeligheden først at være opfundet i 1320'erne, helt præcist på et gæstgiveri i nærheden af Colmar i Tyskland, da dominikanermunken Meister Eckhart ikke kunne huske, hvordan man plejede at oversætte det latinske realitas, og fandt på ordet Wirklichkeit; en lille mindesten er endog opstillet på stedet!

Richters fotografiske billeder leger drillende med den forvirrende lighed mellem (eller forskel på) det billede, vi ser, når vi betragter verden, og det billede, vi ser, når vi betragter et billede af verden. For os er fotografier, film og tv blevet en indlysende måde at se verden på. Og det hænder, at disse billeder forekommer mere virkelige end verden selv. Richters fotorealistiske billeder kan have en sær melankoli, der ligner, hvad man kan opleve, når man lytter til optagelser med store, forlængst afdøde musikere. Ingen virkelig violin har nogensinde lydt så sødmefuldt indsmigrende som Frits Kreislers på de gamle shellak-optagelser. Men sådan lyder Kreislers violin i vores bevidsthed, uvirkelig er den ikke.

Bevaret virkelighed

Gamle optagelser fremkalder ofte denne sære følelse af både nærhed og fjernhed, ægthed og illusion. Når vi hører Glenn Gould, død i næsten 25 år, spille temaet fra Bachs "Goldberg Variationer", er et menneske til stede blandt os; for han nynner jo! Oplevelsen kan være næsten chokerende virkelig. Men han er til stede i magnetspor eller digitale nuller og ét-taller...

'A record' er et stykke bevaret, gemt virkelighed. Edison valgte ordet med omhu, da han opfandt fonografen, opfindelsen skulle bruges til at gemme bedsteforældres eller børns stemmer, forretningsaftaler eller måske musik. Men i dag ved alle at ordet, at plader, cd'er, kasettebånd osv. ikke repræsenterer en bevaret virkelighed. De er stykket sammen, eller de har fokuseret virkeligheden fra et særligt sted på en særlig måde; de repræsenterer en idealverden, et udsnit, en konstruktion.

Og i dag er den virkelighed, optagelsen afspejler, ikke længere nødvendigvis et ideal. Ofte er idealet snarere teknologi end 'levende musik'. Rockmusik i koncertsalen kan lyde som en rå efterligning af plader eller cd'er, hvad enhver kan bevidne, der har oplevet f.eks. The Beatles både på plade og til koncert.

Da stereo kom frem, var kvalitetskriteriet en sammenligning med levende musik. Men i dag er der langtfra altid noget 'levende' at sammenligne med. Den 'kunstige', elektriske lyd som karakteriserer rock- og popmusik har endog skabt en særlig type højttalere med lys, gennemtrængende klang og en overbetoning af top og bund. High Fidelity hed det engang. Men troskab imod hvad? Når vi siger 'fotografi', ved alle, hvad vi mener. Hvorfor siger vi det ikke rent ud: fonografi?

"Recorded live" står der måske. Og uredigerede optagelser fra koncerter kan give en højst virkelig følelse af nærhed. Men ligeså ofte er den særlige stemning eller atmosfære, den magi, der animerede koncerten, forsvundet i lydsporene. Peter Bastian beretter, at gruppen Bazar kunne spille en "fed" koncert, hvor musikerne følte intens inspiration for så senere, når de hørte båndet, blot at opleve noget fladt og dødt.

Vil man være sikker på, at en koncert lyder live, kræver det studieteknik. Aggressiv mixning, overdubbing og andre kneb kan skabe en fysisk fornemmelse af tilstedeværelse, sådan som det ofte opleves i rockmusik. Faktisk gengiver live-optagelser næsten altid en redigeret virkelighed. Jean Cocteaus læste sin tekst i Paris, og optagelsen blev klippet ind i Stravinskys live-optagelse fra Köln af "Oedipus Rex". De høje toner i Kirsten Flagstads berømmede Isolde blev erstattet af Elisabeth Schwarzkopf-

Da han arbejdede på musik til filmen Alexander Newskij forsøgte Prokofjev at efterligne Eisensteins kameravinkler. Han opdagede muligheden for at vende orkestrets dynamik "på hovedet", f.eks. ved at anbringe den lydsvage fagot tæt på mikrofonen og en kraftig basun 20 meter væk. Alle yndere af Sergio Leones westerns kender Ennio Morricones sound design; tænk blot på de fem tyste basuner og den altgennemtrængende blokfløjte i Hævn for Dollars. Virkelighed? På film er vi jo helst fri for musikkens virkelighed. Det er ret uromantisk, hvis man ser Mantovanis 101 strygere for sig, når helten kysser heltinden...

Richter lyttede igen og igen til Goulds Goldberg, mens han malede de fire vældige billeder, han kaldte Bach". Og måske har han anet et slægtskab. Gould opgav enhver forestilling om musikkens 'virkelighed'. Han trak sig tilbage til optagestudiet og brugte hundredvis af stumper til at stykke sine indspilninger sammen. Han indså, at såvel fortolkerens som lytterens situation var fundamentalt ændret i den tekniske reproduktions tidsalder. Muligheden for uendelige gentagelser, for indgreb i forløbet, for sammenligninger og overspring, var ny. Selve virkelighedens tid i musikværket var ny, den kunne splittes, omflyttes og forrykkes efter forgodtbefindende. Ikke ganske ulig rummet i Richters uvirkelige virkelighed. Den lineære tid herskede ikke længere uantasteligt - på cd blev tiden til en slags energi, der kunne doseres og frisættes efter den enkelte lytters fantasi og behov. På plade eller cd eksisterer 'helheden' fra start til slut ikke længere på samme måde. Udsnittet, delen, øjeblikket får en ny betydning som vi endnu ikke - efter 100 år - er kommet ganske på det rene med.

Glenn Gould forventede, at 'fonografi' ville føre til helt nye forståelsesrammer. Han forestillede sig, at skellet mellem komponist, fortolker og lytter ville udviskes, når lytteren med tekniske midler kunne gribe kreativt ind i sin egen lytning. Her ligner han en anden stor idealist: John Cage: "Når folk går til koncert, tror de, at der skal gøres noget ved dem. Men det er jo dem selv, der skal gøre noget"!

Indtil det blev muligt at fastholde musik uden for tiden, blev musikfænomenet altid opfattet som et her-og-nu, bundet til et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Men sådan tænker ingen længere. Nu kan den vanemæssige, lineære tidsopfattelse måske ligefrem være en forstyrrende faktor, noget der truer med at lukke vejen til den egentlige musikoplevelse. Er musik i vores verden ikke netop den virtuelle kunstart par excellence - noget som kan opstå i et øjeblik, når som helst, hvor som helst, og forsvinde igen?

Den gængse, vedtagne opfattelse af virkelighed er mere end en vane, ofte er den et sine qua non. Danskere vil (ifølge tv's dramachef Ingolf Gabold) have "noget der er så realistisk og naturalistisk som overhovedet muligt". Afviger tv-dramatik fra dét, "er helvede løs!" Men Richters eller Goulds eksempel viser stilfærdigt, at vores verden bliver større og rummeligere, når vi opdager, at virkeligheden er overvurderet, at billeder og lyde findes overalt omkring os, og at vi altid kan forholde os æstetisk til dem, virkelige eller uvirkelige, ligesom vi forholder os til kunst. Dermed bliver Richters idé om et 'stofskifte' med verden mere end et blot og bart kunstgreb, den bliver et tilbud om at se og høre mere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu