Læsetid: 3 min.

P-dag året rundt

20. april 2001

NÆPPE var sprittågerne lettet efter P-dag – bryggeriernes svar på den hellige opstandelse – og tømmermændene oven på påskefrokosterne forduftet, før der fra skatteminister Frode Sørensens mund undslap et berusende budskab. Snapsen skal ned i pris, helt derned hvor enhver idiot kan indse, at det bare gælder om at komme hen og hente ildvandet i den lokale døgner frem for at valfarte til Tyskland, hvor rus- og nydelsesmidler som bekendt er så billige, at man brolægger gaderne med dem.
Skulle en og anden lystig sjæl nu få den tanke, at den socialdemokratiske minister med forslaget om afgiftssænkning er ude i et livsnyderisk, ukristeligt ærinde, kan man sandelig godt tro om igen. Forslaget bunder i benhårde skattekalkuler og strengt objektive hensyn til samfundsøkonomien. For at gøre en lang snak kort: Jo mere vi drikker, jo bedre får velfærden det.
Styrelserne og skolerne og forsvaret og sygehusene og uge 40-kampagnerne koster mange penge, og en af de oplagte måder at skaffe dem til huse på er afgifter på våde varer. Så går det ikke an, at danskerne i et væk krydser den nu endog Schengen-åbne grænse for at købe ind i Tyskland og dermed snyde skatteministeren for fire milliarder kroner i afgifter om året. Derfor og ikke for fornøjelsens skyld skal afgifterne ned. Danske branderter til danskerne, om vi må be’.
Alkoholindustrien er på sin egen forsigtige facon rørende enig, det samme er denne industris parti på tinge, Venstre, som dog lige har det problem, at man varmer op til valgkamp og derfor er pisket til at være uenig med socialdemokraterne i et og alt. ’Slesk tale og billig portvin’ råber mundheldkyndige Venstre efter skatteministerens forslag.
Bryggerierne så gerne tilstande som i Tyskland, hvor punktafgiften på øl er fire gange lavere end i Danmark. Ikke så sært, at næsten en femtedel af danskernes velvoksne ølforbrug bliver købt syd for grænsen. Stillet over for sådanne astronomiske mængder forslår skatteministerens sølle sænkning af den hårde spiritus’ afgifter blot som en enlig flaske Gammel Dansk til et langtrukkent konservativt gruppemøde.
Hvad der ikke loves i valgkampen, vil blive indhentet senest den 1. januar 2004, hvor 24-timers-reglen for grænsehandel ophører, og sprutten slippes helt fri. Forstemmende er det derfor, at et oversmart og forhastet udspil får lov at tage kegler, inden en samlet regering har prøvet (man har da lov at håbe på regeringens åndsevner) at formulere en langsigtet sundhedsstrategi for Danmark i et mere integreret Europa.

NØGTERNE vurderinger fra Sundhedsstyrelsen og fra skatteministerens partifælle, sundhedsordføreren Lone Møller, om afgiftssænkningens skadevirkninger har ikke rystet stovte Frode Sørensen. Han afviser bestemt, at folk pludselig vil drikke meget mere, fordi en flaske spiritus bliver halvanden pizza billigere. Frode Sørensens vægtige vurderinger må være til stor beroligelse for de forældre og ungdomsklubmedarbejdere, der unødigt bekymrer sig over, at de unge får råd til at fylde lommelærkerne helt op.
Samme lyssyn og pragmatiske holdning til alkoholfronten præger kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen. Også hun slås med grænser, der overskrides, idet flere danske kommercielle stationer sender fra London for at omgå det danske forbud mod tv-reklame for alkohol og andre slemme sager. Det er rigtig synd for blandt andet TvDanmark 2’s indtjening, mener den radikale kvinde og foreslår de kommercielle hardcore-kanaler befriet for offentlige pegefingre.

NIELSEN fra Kulturministeriet har vel også haft en halv valgkamp i baghovedet, da hun for ligesom at understrege sin uhildede holdning til de ungdomskære profit-stationer forleden gæstede TvDanmark 2’s skandalesucces Big Brother, dog uden for tv-kameraernes rækkevidde.
Ministeren finder, at programmet er et stykke museumsegnet kulturhistorie, men skynder sig, som man har for vane i hendes parti, at tilføje et på-den-anden-side. Big Brother er noget møg, og hendes varme sympati rettes – ifølge både Ekstra Bladet og B.T., og så er det sandt – mod de tre deltagere, der under en af programmets talrige drukfester i påsken begik kollektivt harikiri i spillermæssig henseende og forsvandt ud i storbyen for at få uhindret adgang til stride strømme af sprut.
Et eksempel til efterfølgelse åbenbart, og den slags vil kulturministeren belønne ved at tillade tv-stationen at sende ølreklamer i tide og utide og midt i programmerne. Danske ølreklamer på danske stationer, om vi må be’.
Er det ikke på tide, at skatte- og kulturministrene inviterer sundhedsminister Arne Rolighed på middag? Big Brother-huset står tomt fra den 11. maj, og i disse museale omgivelser kunne der passende serveres en god gang valgflæsk og dertil tøndevis af gravøl over en del af den danske sundhedspolitik.

lieb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her