Verden er afhængig af USA's gode vilje, mener danske forskere, men specialrådgiver for FN Jeffrey Sachs frygter, at amerikansk nærighed og politisk spin vil spænde ben for en ambitiøs G8-plan for Afrika
Hvis ikke man kan nå til enighed med USA om de store globale problemstillinger, er muligheden for at kunne afhjælpe verdens problemer forsvindende lille. Det konkluderer to fremtrædende danske forskere forud for G8- topmødet i Skotland i dag, og den amerikanske topøkonom Jeffrey Sachs udtrykker tvivl om den amerikanske vilje til for alvor at gøre noget ved støtten til Afrika.
"USA er den eneste supermagt, og eftersom amerikanerne sidder så centralt på Verdensbanken og de finansielle institutioner, så kan man helt enkelt ikke have en langsigtet, sammenhængende global strategi, hvis ikke de er med," fastslår professor i international politik Ole Wæver fra Københavns Universitet.
Det er således en mægtig mand, der i dag mødes med statsminister Anders Fogh Rasmussen for at sige tak for hjælpen i Irak, inden turen går videre til Edinburgh og G8-topmøde om fattigdomsbekæmpelse i Afrika og global opvarmning.
"USA er uden sammenligning 'the biggest gorilla on the block'. Landet er på alle de tunge områder - bortset fra handel, hvor Europa er godt med - den eneste magtfaktor, der virkelig kan sætte handling bag ordene. Sikkerhedspolitisk, geopolitisk og i forhold til de internationale institutioner og aftaler sker der intet uden USA, og derfor er den linje, Bush lægger, så hamrende vigtig," siger ekspert i transnationale forhold og amerikansk udenrigspolitik på DIIS, Anja Dalgaard Nielsen.
Det er retningen på den linje, Anders Fogh Rasmussen har udtalt, at han vil forsøge at "inspirere" ved Marienborg formiddagsmødet, hvor statsministeren primært vil tale Afrika med præsident Bush.
Store ambitioner
Premierminister Tony Blair, der er vært ved G8-topmødet, har fremlagt en plan, der foreskriver, at Afrika i 2010 skal modtage 50 mia. dollar i samlet hjælp. Det svarer til, at de rige OECD-lande bruger 0,7 pct. af deres BNP til udviklingshjælp - et mål, USA har været med til at vedtage på Monterrey Consensus Konferencen i 2002, men i dag nægter at føle sig forpligtet af. I stedet har Bush antydet, at USA vil fordoble deres hjælp fratre mia. dollar i dag til seks mia. dollar årligt frem mod 2010.
På klimaområdet forventes Bush at ville give sig en smule i forhold til tidligere udmeldinger, men han vil stadig ikke høre tale om at tilslutte sig Kyoto- Protokollen. I stedet fastholder Bush, at de amerikanske bidrag til Afrika allerede er så generøse, at det ikke er rimeligt at forlange meget mere.
Blålys
Den højt respekterede økonom og rådgiver for FN's generalsekretær Kofi Annan, Jeffrey Sachs, beskylder i Financial Times Bush og USA for at fordreje sandheden om den amerikanske hjælpeindsats og for at gå langt under de vedtagne mål for hjælp til Afrika.
Han specificerer, at USA's bilaterale bidrag fra den amerikanske statskasse til udviklingsprogrammer for Afrika i dag anvendes på tre hovedsøjler:
- En mia. dollar til madprogrammer
- En mia, dollar til hiv/aids- kontrol
- En mia. dollar til alt andet, hvor Jeffrey Sachs anslår, at langt størstedelen går til at betale amerikanske lønninger i forbindelse med hjælpeprogrammerne.
Selv hvis USA kommer op på seks milliarder, er der langt op til Tony Blair og OECD-målet, hvor USA's andel, den såkaldte 'fair share', udmålt i forhold til USA's andel af verdensøkonomien, er 15 milliarder dollar.
"USA's bidrag til at møde Afrikas basale behov er derfor blot en lille del af, hvad det burde være," siger Jeffrey Sachs og indskyder, at USA's årlige udgift til Irak-krigen (80 mia. dollar) er større end de samlede udgifter til Afrika-hjælp fra 1960 til i dag.
Dertil kommer, at halvdelen af pengene til mad går til de amerikanske kornproducenter, og den anden halvdel til transport på amerikanske skibe, og således ikke til at opkvalificere det afrikanske landbrug, ligesom kun halvdelen af pengene til indsatsen mod hiv og aids går direkte eller indirekte til vacciner. Jeffrey Sachs håber at blive positivt overrasket, og at en historisk aftale kan indgås i Edinburgh, men fastslår, at den forventede amerikanske fordobling af bistanden er helt utilstrækkelig:
"Resultatet vil være tragisk i forhold til at møde Afrikas behov og forhåbninger; flere liv vil blive spildt meningsløst, og vi vil helt sikkert se mere politisk spin om, hvordan afrikanernes problemer består, 'på trods' af den store amerikanske generøsitet."
