EFTER hårde forhandlinger i den idylliske historiske by Ohrid i det sydvestlige del af den lille republik Makedonien lykkedes det søndag aften at nå frem til en foreløbig fredsaftale i den etniske strid mellem albanere og slaviske makedonere. EU-repræsentanterne Javier Solana og Francois Leotard var behersket optimistiske. Og der er heller ikke grund til andet. For selvom de to siders parlamentariske repræsentanter blev enige i store træk, mangler der meget i en stabil fred. Aftalen giver væsentlige indrømmelser til det albanske mindretal. Men er det nok for oprørerne, som mod givne aftaler har udvidet det område, de dominerer i de nordlige områder? Og vil det overhovedet være muligt at samle det nødvendige to trediedels flertal til beslutningerne i det makedonske parlament til at gennemføre de grundlovsændringer, som er en del af aftalen? Og hvis det lykkes, hvor effektiv vil så den afvæbning af oprørerne være, som er en grundlæggende del af aftalen?
Situationen er unægtelig hurtigt kommet til at minde om Nordirland eller andre lignende konfliktområder. En af de mest foruroligende udmeldinger fra etnisk makedonsk side kom søndag fra et møde i Skopje, afholdt af den »Makedonske Verdenskongres«, en organisation domineret af eksilmakedonere, som der findes mange af blandt andet i Australien. Kongressens præ-sident, Todor Petrov, havde sidste uge givet de albanske oprørere et ultimatum til 5. august til at forlade Makedonien i modsat fald ville han opfordre de etniske makedonere til at organisere sig i paramilitære grupper.
DE MEST yderliggående makedonerne ser det internationale samfund som oprørernes støtter, og har givet deres vrede afløb i hærværk mod både albansk-ejede forretninger, vestlige repræsentationer og firmaer, og biler tilhørende internationale organisationer. Imens har de afsunget nationalistiske slagsange og kaldt både præsidenten og ministerpræsidenten (begge nationalister) for forrædere og albanere.
Disse bøller kræver våben udleveret for selv at afregne med albanerne. Så Petrov skal ikke gå langt for at finde deltagere til de paramilitære styrker, han vil have opstillet, hvis oprørerne ikke pakker sammen og forsvinder. Blandt andet vil han kunne rekruttere dem blandt de mange makedonere, som er flygtet til Skopje fra Tetovo og omegn og føler sig som ofre for etnisk udrensning.
Endnu lever makedonere, albanere, tyrkere og andre befolkningsgrupper fredeligt med hinanden i det meste af Makedonien. Men for hver dag konflikten varer, vil flere og flere makedonere og albanere komme til den konklusion, at et fredeligt samliv ikke mere er muligt, og at man må »give krigen en chance«. En krig som vil blive mindst ligeså ødelæggende som forgængerne i andre dele af det tidligere Jugoslavien, og som vil kræve årtiers genopbygning. En effektiv militær indsats i starten kombineret med en hurtig imødekommelse af centrale albanske krav kunne måske have stoppet udviklingen af konflikten. Men netop det sidste, imødekommelsen, har det ligget meget tungt med for de nationalistiske politikere på makedonsk side. Mens de albanske politikere har været bange for at blive kørt ud på et sidespor af oprørerne ved at sige ja tak til for lidt. Derfor har forhandlingerne, som ikke direkte har inddraget oprørerne, været så vanskelige. Der havde været håb om, at de sidste detaljer var kommet på plads mandag. Men forhandlingerne kørte igen fast, angiveligt fordi den makedonske side har stillet nye krav.
MEN SELV OM det lykkes at få en færdig aftale i hus, er der stadig langt igen. For vi ved stadig ikke, hvad oprørerne vil sige til den.
Og om de etniske albanske politikere vil have styrke og vilje til at lægge afstand til oprørerne, hvis de ikke accepterer aftalen. Dertil kommer det pres, de make-donske politikere er udsat for fra ekstremister i deres bagland.
Minimum for en aftale, som kan accepteres af de etniske makedonere, er, at oprørerne lader sig afvæbne. Her kommer NATO ind med et tilbud om at stå for en styrke, som kan overvåge en afvæbning. Men tilbudet lyder kun på en periode på 30 dage efter deployeringen af styrken. Der er ikke udtalt nogen vilje til at blive i landet i længere tid, som i Bosnien og Kosovo. Men spørgsmålet er, om det ikke lige præcis er det, der er brug for. Igen må man beklage tilbagetrækningen af FN-styrken i 1999. Da den forsvandt, mistede man det efterretningsapparat og de påvirkningsmuligheder i lokalsamfundene, som var en medvirkende årsag til, at Makedonien ene af alle eksjugoslaviske lande undgik krig i 1990erne. Som situationen nu er, bør en international militærstyrker med våben, som er parternes overlegne, forblive i landet i længere tid, og den reform af politiet, som allerede er aftalt, bør følges og overvåges af en international politistyrke, således som man har gjort i Bosnien. Discount-løsninger er ikke nok, så farligt som situationen har udviklet sig i Makedonien i de sidste måneder.
