Læsetid: 4 min.

På besøg i et musialsk fusionskøkken

Daniel Lanois gav et stopfuldt Train i Århus en fejende flot opvisning i underspillets ædle kunst, dog afbrudt af en smule tomgang her og der
24. april 2006

Daniel Lanois er en mand der uden besvær kunne hvile på laurbærrene, hvis det var det han ville, eftersom han har et cv, der kan få de fleste musikentusiaster til at gispe. Hans renommé hviler på meritter som producer (og karriere-kickstarter!) for koryfæer som Bob Dylan, Willie Nelson, U2, Marianne Faithful, Robbie Robertson, Peter Gabriel, Emmylou Harris, Neville Brothers m.fl., mens han som solist over en 17 års periode har udsendt fire diskrete, men elegant vindende solobums, hvoriblandt det tredje, Shine fra 2003, er en vaskeægte femstjernet perle. Lanois har på såvel sine produktioner for andre som på egne plader benyttet delikat stemningsmættede stilgreb, som delvist skyldes et årelangt samarbejde med Brian Eno, der også bør tilskrives æren for at have 'opdaget' Lanois' særlige talenter. Først og fremmest evnen til at vægte det spontant 'ægte' ved en given performance såvel som noget følelsesmæssigt fortættet i klangen fremfor en teknokratisk tilgang til pladeproduktion, hvilket ved hjælp af analogt årgangsgrej og uortodokse studieteknikker er med til at give hans projekter deres vibrerende og stoflige karakter.

Alt dette præger i høj grad hans til dato fire underspillede udgivelser, og det var da også derfor, vi havde forflyttet luksuskadaveret til det århusianske, hvor den 54-årige canadier spillede op til sang og dans, akkompagneret af tre grungeagtige typer, der til hverdag udgør L.A.-trioen Mother Superior og som næppe var mere end halvt så gamle som kapelmesteren. Men alder er i musikalsk forbindelse generelt underordnet, ikke mindst den livligt meddigtende og iltert flydende trommeslager Jason Mackenroth og den melodisk opfindsomme bassist Marcus Blake taget i betragtning. Vi var måske kommet for at opleve solisten i fri dressur, men fik noget, der mindede om en ensembleoplevelse med hjem, thi samspillet mellem de fire aktører slog med jævne mellemrum gnister af den art, som med lethed kan sætte en større brand i gang.

Spacet, flyvsk og drilsk

Lanois kan nu ikke siges at være helt fri for lidelsen guitar-hero-syndromet, en ganske særlig sygdom, hvor der helst skal spilles meget guitar hele tiden. Men travlheden på gribebrættet opvejedes langt hen ad vejen af den ofte originale facon, hvorpå instrumentet var klanget; spacet, flyvsk og drilsk var den ind i mellem decideret ude at vende i sfærerne og så er denne signatur jo glad. Det er selvklart, at når der spilles så meget, som Lanois gjorde på sin Gibson Firebird, må der ind i mellem gå tomgang i den, men generelt var hans soniske ekskurser værd at følge, og ofte tangerede de såmænd det sublime. Kedeligt var det sjældent, selvom det godt kunne ærgre en smule, at han kun trakterede sin lap-steel guitar et par gange, thi han er en ganske original behersker af dette særegne instrument, som trods sit uanseelige udseende uden problemer genererer de weirdeste og vildeste klange i rette hænder.

Trods en noget begrænset vokalpragt besidder Lanois' sangstemme en tiltalende varme og sans for det intime, der drager lytteren helt ind i hans ganske særegne rum. Og trods hans grænseafsøgende produktionsteknikker er han som sangskriver og performer traditionalist om en hals, ganske tæt på at være en gemen roots-kunstner (intet odiøst i det), men med lige den der lille forskel i tilgang og udførelse, der gør ham den tand mere interessant end det store flertal af kunstnere, der primært synes interesseret i at genskabe traditionelle klange fremfor at videre-udvikle dem. Han bryder således ikke decideret nyt land, men er ret skrap til at presse allerede eksisterende skabeloner til det yderste.

Dristigt og fascinerende

Som canadier med afsæt i Quebec har Lanois fået lidt af den franske chanson-tradition med ind over sit i øvrigt afvekslende musikalske modspil til det såkaldte fusionskøkken, der i dette tilfælde består af en tæt blanding af country, blues og folk med en knivspids psychedelia og en lettere ambient opbagning; ofte er det svært at høre, hvor det ene begynder og det andet tager over, da flere af hans kompositioner skifter karakter løbende. I bedste tilfælde er resultatet dristigt, hvirvlende og fascinerende, i de værste (som der ikke var mange af) lidt gumpetungt og forudsigeligt. Live kan man ind i mellem dog godt savne den lydlige sparsommelighed, der er i instrumenteringen på Shine, ligesom den for Lanois så karakteristiske fornemmelse af plads til hver en tid på en scene fyldes ud med et guitar-lick, hvis ikke en decideret solo.

Vi forkæledes med mange af hans bedste kompositioner - "The Messenger", "The Maker", "Where Will I Be", "Sometimes", "Still Water", "Fire", "Shine", "Sleeping In The Devils Bed" og flere andre - hvor især de to, hvor han i teksten veksler mellem den form for mund-og-klov-syge, der kendes som canadisk-fransk og så gement engelsk, gjorde særligt indtryk på denne lytter: "Jolie Louise" og "Pour Ton Sourire". Begge herligt melankolske perler af rent traditionalistisk tilsnit. Der blev også fyret nye numre af, som vi gætter på hed sådan noget som "House Of Soul" og "Do Or Die" samt en atmosfære-vædet solo-instrumental, der i den grad fyredes af på hans trofaste lap-steel. Der blev flere gange fra salen råbt på "Death To The Train" (!), men den opfordring måtte solisten renoncere på, da han ikke kunne huske teksten. Til gengæld imødekom han kravet fra en publikummer om at skrue ned for sin guitar; så har man også oplevet det!

Alt i alt en fin aften, hvor vi stemningsmæssigt bevægede os fra det kuldslåede Montreal til det solbeskinnede Mexico med alskens bizarre stop på vejen. Ujævnt, jo vist, men på den fede måde. Det fremhæver ind i mellem kun det sublime, at man periodevist lige holder sig på landjorden. Historier fortaltes, snapshots vistes frem og det udløste en bittersød længsel i denne lytter efter videre rejser ud på det musikalske landkort.

Daniel Lanois, Train, Århus, fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu