Læsetid: 3 min.

På bodega med Fedte-Frans

-og alle de andre drikfældige modernister. Billedkunstner Torben Ribes suveræne leg med modernismen gør, at beskueren hele tiden snubler i egen værkaflæsning
13. september 2005

Humøret aftager med lysets aftagen. Det er psykens ulidelige naturlov på disse vore breddegrader og smuk Indian Summer på trods, så kommer vinteren jo uundgåeligt krybende som en muggen flodbølge af landsdækkende mismod. Hvad kan man stå imod med?

Det kunne være kunst. Kunst der skaber eufori og holder bevidstheden svævende over egne trivielle rutiner. Kunst som dope. Som visuelt fix. Fontex. Noget i grunden overfladisk og hurtigt, der lige giver de dér ryk, der gør, at man kan komme videre. Det er en mulighed. Og i dette perspektiv kan man godt se den aktuelle udstilling på galleri Tom Christoffersen med skulptøren Rene Schmidt (f. 1968) og akademieleven Torben Ribe (f. 1978). Schmidt har igennem omfattende udstillingsvirksomhed for længst markeret sig som en af de mest interessante og for sin generation den måske vigtigste skulptør (hvorfor det da giver anledning til gedigen undren, at han ikke er repræsenteret af de store museer!). Akademieleven Torben Ribe er et ubeskrevet blad, men som nu virkelig markerer sig. Derfor skal det også hér handle om ham.

Abstrakt bodega

Men ærlig talt, hvor skal man begynde? Ribe viser over 30 værker i omtrent lige så mange stilarter og formater. Visuelt pågående abstrakt kitsch fyldt med kunsthistoriske hilsner og hyldester. Ophængningen er tæt, dynamisk og uoverskuelig. Og en rundtosset munter fornemmelse indtræder med det samme, kun afløst af spontan latter. Som når man pludselig i værkvrimlen opdager et lille kluntet trærelief hængende i messingkæde med titlen Abstrakt bodega (fedte-frans). Og ved siden af en Piet Mondrian parafrase, der bærer titlen My new sweater. Eller hvad med titler som Mordor Modernisme, Beatybox (for Walasse Ting), Conceptual teenager og Forpappet guld!?

Piet Mondrian pilles ned fra piedestalen og mønsteret i den nye maskinstrikkede sweater fra Hong Kong ophøjes. Der er hyldester til den innovative hobbykunstner, og der vrænges af Asger Jorn. Eller gør der? For hva' faen går det ud på, tænker man, andet end at det jo ser temmelig godt ud, som billederne hænger der og funkler i al deres funkyness og stilsikre materialitet. Gennemført på alle planer. Også når Ribes værker er dårlige, er de gode, og det dårlige - det bevidst kitchede, bad taste-æstetikken - vrænges hele tiden ind over og blandes med højmodernisme i forskellige afskygninger (fransk modernisme som ironisk omdrejningspunkt og ellers afstikkere til informelt maleri, abstrakt ekspressionisme, minimalisme og cobra).

Fra ét billede til det næste gaber man over en formel afgrund. Man må hele tiden skifte optik for at kunne følge med i udstillingens brutale sidestillinger og kuriøse kontraster mellem høj og lav, modernisme og bodega-æstetik. Evindeligt kanalskift på kunsthistoriens store satellitmodtager. Det er dét, der i Ribes kunst udløser de små euforiske ryk i bevidstheden, nævnt indledningsvist. Det er udpræget ironisk, og man kunne skyde hele projektet ned for at være overfladisk postmodernistisk stil-zapperi. Ironien er da også svagest, når den er mest vrængende og vitset, for det lukker læsningen. Men omvendt er der så meget malerisk stoflighed, commitment og oprigtig kitsch i værkerne, der alle forekommer ret præcise i deres humoristiske forskydning af et kunsthistorisk forlæg.

Daddy is out of focus

Sagt på en anden måde: Ribes værker falder skævt og er bevidst ude af fokus i forhold til den kunsthistorie, de læner sig op ad. Det er lidt ligesom skuespilleren (spillet af Robbie Williams) i Woody Allens film Deconstructing Harry, der pludselig bliver uskarp. "Daddy is out of focus," vrænger børnene af ham. Han må lade sig sygemelde, fordi folk bliver søsyge af at kigge på ham (rundtosse-effekten!). Og netop fordi han er ude af fokus, så bliver det hele tiden ham, som alle fokuserer på. Men ingen kan stille ham skarpt. Ribes kunst er ligeledes koncentreret ufokuseret. Man snubler over egen værkaflæsning, fordi kunstneren hele tiden placerer værkerne et nyt uforudsigeligt sted. Men altid med et ekstremt fysisk nærvær. Også når værket melder sin ankomst som en modernistisk bautasten fra det ydre rum, som i værket Extra terristial plywood. Vær hilset du store fremmede inter-gallaktisk rejsende modernismekonstruktion på flappende vinger af forpappet guld!

Rene Schmidt og Torben Ribe. Galleri Tom Christoffersen. www.christoffersenart.dk. Skindergade 5. København K. Frem til den 1. oktober

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu