Læsetid: 2 min.

På das i Sverige

Enden på komedie og tanker på et lokum
Tankerne får frit løb når man sidder på at primitiv træ-das midt i det grønne.

Tankerne får frit løb når man sidder på at primitiv træ-das midt i det grønne.

21. juli 2007

Det er sommer, regnen siler ned over Nordeuropa, og jeg befinder mig på et das i udkanten af Blekinge. Hvad laver jeg her? Jeg foretager det, som Jørgen Leth nok ville kalde en meget konkret handling.

Det er svært at trives i sådan et skur, hvor skovbunden, hvis det var dét, den ville, kunne snige sig ind på en nedefra, mens man er mest forsvarsløs.

Man ønsker at forkorte sit ærinde til et minimum. Man forsøger at tøjle tankerne snarere end at lade dem vandre. Jeg ser mig omkring.

Her er træ til alle sider. Et par smalle bjælker holder et bliktag af nyere dato på plads. Under mine fødder er der en brun måtte med tætte, stride hår. Måtten er placeret oven på et linoleumsgulv, som de tidligere ejere vel har lagt for at fastholde tanken om, at civilisationen er lige uden for døren. Er der noget, der karakteriserer det industrialiserede samfund bedre end en plade linoleum? Den skæve trædør, som står på klem foran mig, må være blevet åbnet og lukket i hen ved 100 år. Gennem et hjerteformet kighul, som er forseglet med et stykke transparent plastic, ser jeg svenske trætoppe, der rager op i et lavt skydække. Det andet vigtige stykke plastic herinde er et cremefarvet toiletsæde, som forhåbentlig er blevet monteret på denne side af årtusindskiftet.

På min venstre side er er en holder til toiletpapir. Til højre for mig står et lille aggregat, en såkaldt air freshener af mærket Essence of Nature, som ved et let tryk på maven afsondrer en tiltalende duft.

Dyreliv

Nogen har klistret fotos af forskellige dyrearter op på væggene. De har hængt der længe og er falmet. Med undtagelse af stinkdyret synes de ikke at have nogen relevans i en lokumssammenhæng. En søløve; et rådyr; et vildsvin; en elg; og dér til venstre et billede af to lavthængende svaner i smuk flugt gennem terrænet.

Det ligner et træsnit af den fynske billedkunstner og fuglemaler Johannes Larsen (1867-1961). Ved siden af svanerne er der en kvadratisk glasrude med udsyn til en tæt bevoksning af skov.

Jeg har glemt elefanten. Nede i hjørnet af skuret, ved siden af døren, er der en buttet, smilende, hvid elefant med butterfly. Den kan være af plastic eller af glas. Jeg har endnu ikke haft behov for røre ved den. Udover at den skaber en kuriøs stemning har den funktion af toiletbørsteholder.

Vi nærmer os enden på denne rejse. Her vil jeg henvise til François Rabelais' (1494-1553) fortælling om kæmpen Gargantua. I kapitel 13 lader Rabelais i lange passager Gargantua rable løs om dennes omfattende private forskning i kunsten at tørre røv. Han har prøvet alt og når endelig frem til det resultat, at "der ikke er en endeklud, der kan måle sig med en rigtig dunblød gæsling, når bare man passer på at holde næbbet mellem benene."

Kæmpen fortsætter triumferende: "Og tro mig på min ære! I vil føle i Eders endehul en vidunderlig nydelse, både ved de bløde dun og ved gæslingens tempererede varme, der let meddeler sig til endetarmen og andre indvolde, indtil den når hjernen og hjertets regioner."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu