OG DETTE SKAL være vor Grundlov til ære, hurra! Under almindelig dansk selvhyldest fylder landets forfatning i dag 150 år. I en omskiftelig og ofte ond verden så mange år med frihed og folkestyre! Jamen, er det ikke bare - dansk?
Åh jo, i den forstand, at vi i vor nationale småt-men-godt følelse er tilbøjelige til at bortse fra, at virkeligheden ikke har været den idyl, vi nu hylder.
Nok fik danskerne en fri forfatning i 1849, men de ville ikke give én til slesvig-holstenerne, der også ville være fri - for danskerne. Det kostede tre års Balkanblodig borgerkrig. Slesvig-holstenerne føjede sig først, da de europæiske kejsermagter - i afsky for al farlig snak om national frigørelse - tvang dem til det. 'Sejren' indgød den danske regering et overmod, som førte til den militære og politiske katastrofe i 1864. Riget blev lemlæstet, og godsejerne benyttede chancen til kup med den reaktionære Grundlov af 1866.
Herpå fulgte 35 års forfatningskamp - med provi-
sorielove, gendarmer og tilløb til væbnede borgerkorps. Mange frygtede en ny borgerkrig. Sådan gik det ikke, for magtudøvelsen sled Højre træt, mens Venstre i folket voksede sig stærkt nok til uafviseligt at kunne indtage ministertaburetterne ved systemskiftet i 1901.
Skiftets skrøbelighed viste Kong Christian X ved at afsætte landets parlamentariske regering under påskekrisen i 1920, et skridt, monarken dog måtte tage halvt baglæns igen, for at ikke kronen skulle rulle ham af hovedet.
I 1930'erne og 40'ernes første halvdel var forfatningen mindre fri end sin ordlyd. Af ængstelse for Hitler skruede regeringen ned for ytringsfriheden, og aviserne var mere end følgagtige. Da fjenden stod i landet, ulovliggjorde Folketinget kommunistpartiet, og Højesteret føjede sig.
FØRST EFTER Grundloven af 1953 har frihed og folkestyre blomstret unedtrådt. Skærmet af, at Nordvesteuropa i samme periode har levet i forholdsvis fred og velstand. (I dagens festlige anledning ser vi nådigst bort fra de mulige forfatningskrænkelser, der kan have ligget i efterretningsvæseners ulovhjemlede snuserier og i dansk iver efter at behage partnere i EU og NATO).
Er 1953-Grundloven den bedste af alle tænkelige? Nej, da. Den er et produkt af sin tid og af at være skrevet ind i de forudgående forfatninger. Alskens knirk, gammeldags sprog, anvendelse af ordet "Kongen", selv om vi nu har en dronning, og ordet i de fleste sammenhænge betyder "regeringen".
Jamen, hvorfor laver vi så ikke bare en ny? Op til Grundlovsjubilæet har det ikke skortet på forslag om allehånde forbedringer: Skriv den om, så den kan for-stås af hver en skolelærer; rib majestæten for al magt, så at ikke hun eller efterfølgerne skal falde i fristelse; lad frihedsrettighederne stråle med gnist og glød, indskriv også noget om miljø og andet godt; og hvorfor skal den evangelisk-lutherske kirke være "den danske folkekirke", når nu flere og flere danskere tror på noget helt andet eller slet ingenting? Lad os få en forfatningskommission og komme igang!
TØV EN KENDE. Det er et hyr at lave Grundloven om. Den forlanger i sin Pgf. 88, at ændringer skal vedtages enslydende i to på hinanden følgende folketing og efterfølgende ved folkeafstemning tiltrædes af 40 procent af samtlige vælgere.
Det kræver, at praktisk talt alle samfundsgrupper er aktivt med. Hvad kan vi opnå sådan konsensus om i vort stedse mere opdelte samfund?
Frem til 1953 fordrede Grundloven 45 procent af samtlige vælgeres tilslutning. Det gik galt, da et folketingsflertal allerede i 1939 søgte landstingets ophævelse. Venstre havde mukket, og kun 44,46 procent gik med. Forinden havde vi flirtet med national ydmygelse, da kun knebne 47,56 procent i 1920 kunne bekvemme sig hen og stemme for den Grundlovsændring, der skulle til for at få Sønderjylland tilbage.
Det var belært af de forskrækkelser, at man i 1953 sørgede for også at få kommunisterne fredsommeliggjort - og koblede folkeafstemningen på den folkekære ændring af tronfølgeloven, der royaliserede Margrethe.
NU KAN DET være, at kronprins Frederik forærer forfatningsrevisionister den chance, at han bliver far til en datter før en søn, og at folket synes, at datteren skal krones forud for sønnen. Det kræver ændring efter Grundlovsreglerne. Og så kan man jo prøve at få lusket lidt andet med.
Men hvor har Grundlovskritikere i øvrigt løftet bevisbyrden for, at ændringer er så bydende nødvendige, at nationens politiske liv bør stå i stampe i flere år, mens de gelejdes på plads? Plus risikoen for, at højrenationalister griber chancen for at markere sig på et korstog for "vor kære gamle grundlov" - og gør det hele omsonst, mens de samtidig vinder sig selv en gevaldig sejr.
Grundlovssproget nåja, det er en del af vor historie. Og majestæterne skal såmænd nok holde sig på måtten. Nutidige frihedsrettigheder har vi allerede fået i fuldt omfang, derved at vi er tilsluttet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som nu også er indskrevet i EU-traktaten. Men miljøet får det ikke bedre af nogen løfteparagraf. Se på den, vi allerede har om "mulighed for arbejde".
Om tro og afstamning siger den nugældende Grundlov, at de ikke kan begrunde, at nogen "berøves den fulde adgang til nydelse af borgerlige og politiske rettigheder". Det må da være nogenlunde godt nok.
Og dét der med EU og suverænitsafgivelser - om det hersker i det danske folk en reel politisk meningsforskel, som ingen nok så finurlig Grundlovsbestemmelse kan borttrylle.
Træd frem - I, der vil en ny Grundlov - og forklar, hvorfor det er bøvlet værd. dr
