Læsetid: 4 min.

På filmens krigssti

28. februar 2000

DANMARK HAR fået en ny filmformand, Søren Kjær, som har indledt sit formandsskab for Det Danske Filminstitut med udtalelser om, at der skal strammes yderligere op, så filmselskaberne tvinges til at tænke mere på publikum, når de laver film.
Derved har han bragt sig på konfrontationskurs med Margrethe den Anden, der af Guds nåde er Danmarks dronning, og som i 1997 underskrev en lov, hvoraf det fremgik, at dens formål var at støtte "filmkunst, filmkultur og biografkultur i Danmark".
Udtalelserne faldt på baggrund af en artikel i Jyllands-Posten (24.2.) med den otte-spaltede overskrift: Zentropa er dårligste filmsælger. Filmformanden sagde også, at der skulle være længere mellem film-flops, og at der i årevis har været en åbenlys foragt for publikum i dele af den danske filmbranche.
Heldigvis skyndte han at slå sig selv for munden ved samtidig at sige, at der stadig skal være plads til smalle, kunstneriske film som f.eks. Jørgen Leths.
Og så er der jo fortsat håb for filmkunsten. Og ikke mindst for Jørgen Leth.

BEVARES, det kan lyde både tilforladeligt og fornuftigt, at en ny formand gerne vil have flere
biografgængere. Alligevel skurrer det fælt af flere grunde:
Det er ikke så ligetil, som nogen åbenbart tror, at foruddiskontere en film til publikumsmagnet. Film-historien fremviser talrige eksempler på, at film, som man troede gik rent hjem hos publikum, floppede, mens andre, som man ikke havde den store tiltro til, rent publikumsmæssigt, fik folk ned i stolene.
Filmloven er i forvejen sådan formuleret, at der er plads til både de kunstneriske og kommercielle film - for nu at sige det lidt firkantet, for det ene udelukker jo ikke det andet, men dog i nogle tilfælde.
Filmkonsulenterne (ikke formanden) har pligt til at indstille film til støtte ud fra rent kunstneriske kriterier. De kommercielle kan støttes via en anden pulje penge, den såkaldte 60-40-ordning.
Loven er med andre ord viseligt formuleret til at tage hensyn til både filmkunsten og biografkulturen - hvilket dronning Margrethe jo altså også har stadfæstet med kongelig hånd og segl.

DET, DER er det værste er imidlertid den undertekst af mangel på kunstforståelse, der ligger i både formandens udtalelser (de første af dem) og i Jyllands-Postens artikel. Man kan vel roligt sige, at en kunstners kald er at tænke på sin kunst - ikke på publikum. Det gælder digteren, maleren, filminstruktøren, osv. Netop det personlige gør kunst til kunst. Der er således ikke tale om foragt for publikum, men om at følge en kunstnerisk nerve eller verve, en indre stemme og tilskyndelse.
Filmformanden lægger med sine udtalelser et vist pres på filmproducenterne for at gribe ind i instruktørernes film, et system, som kendes fra amerikanske film, produceret for privat kapital.
Men den danske filmlov skulle netop sikre en arbejdsro og frihed for kunstneren. Et system, som har givet flotte resultater, men da også film, som ikke er lykkedes, hvad man tydeligt har kunne iagttage - i bakspejlet.
Hvad artiklen angår, overholder den de journalistiske principper om tilstræbt objektivitet. Alligevel er det umuligt at læse den uden en klar fornemmelse af, at Zentropa - endnu engang - sættes i gabestokken.
Og ikke bare Zentropa, men den filmkunstneriske bestræbelse og dermed kunstneren. Af Filmsælgernes hitliste i Jyllands-Posten fremgår det, at Zentropa får mest i statstilskud, men sælger færrest billetter.
"Helten" på hitlisten er Grasten Film, der sælger flest billetter og får mindst i statstilskud. Regnar Grasten er da også et enestående eksempel på en producent, der har været dygtig til at forudberegne biografsucces'er. Derimod er de kunstneriske sejre for dette selskab små og få.

SAGEN ER, at Zentropa bruger filmloven efter dens hensigt. Selskabet tør - ligesom den ene af indehaverne, Lars von Trier, der aldrig laver to film af samme "slags" - satse på det uprøvede og usikre.
Så må vi lige være her! Flops med film er i sig selv ikke noget at stræbe efter, og det gør da heller ingen instruktør ved sine fulde fem. Men derfra til det gustne overlæg og spekulation i publikumstilstrømning er der et godt stykke af en alen.
Med de mange penge, der i de senere år er blevet tilført dansk film, er der råd til mislykkede film på kunstens og fornyelsens alter, og gudskelov for det.
Søren Kjær er i øvrigt en velanskrevet person i filmkredse. Ud over at være amtsskoledirektør i Vejle, har han designet pladeomslag for Lars H.U.G. samt været instruktørassistent for Nils Malmros.
(En anekdote vil vide, at han engang, da Malmros i utilfredshed sendte sit filmhold hjem, gemte sig, hvorefter de to herrer indledte et smukt venskab).
Med denne udviste konduite tør man håbe, at formanden med sin formandsdebut i det benhårde filmmiljø har tænkt i pragmatiske baner, da han slog sig selv for munden. Det tror vi på. Indtil videre.
Og det endskønt den lille vind kun falder alt for godt i forlængelse af større luftninger for tiden - lige fra krav om, at billedkunsten skal være glad og positiv til det på tv herskende seertyranni.
Så pas på, formand Kjær! Ellers henter vi dronning Margrethe. Bjørk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her