Læsetid: 5 min.

På flugt fra det maskuline fængsel

I kamp mod fastlåste forestillinger om, hvad det vil sige at være mand, har den unge danske kunstner Jesper Just lavet film, der bliver vist verden over. For tiden er han i New York, hvor han netop har været hovednavn ved den nye Performa05 biennale
25. november 2005

NEW YORK - Jesper Just laver film om mænd. Om hvad de gør og bør, og om hvordan de smerteligt længes efter at bryde fri af samfundets maskuline spændetrøje og turde være sammen med andre mænd uden at gemme følelserne væk bag lastbiler og slipseknuder.

Han er dygtig, 31-årige Jesper Just, og det har den internationale kunstverden også fundet ud af. Udover at være aktuel på Statens Museum for Kunst er hans videoinstallationer blevet udstillet på en lang række gallerier og museer verden over fra Korea til Italien, Luxembourg, Norge, Canada og USA og snart på Tate Modern i London.

Tidligere på måneden var Jesper Just hovednavnet, da den første performance biennale "Performa05" åbnede i New York med hans seneste værk, True love is yet to come, en live/video-musical performance, der med en særlig 3D-teknologi følger en selvkontrolleret mand, spillet af skuespilleren Baard Owe, der kæmper mellem passion og kontrol.

Uimponeret
Det var modedesigneren Donna Karans Stephan Weiss-studie i Manhattans West Village, der dannede ramme om forestillingen. Et stort, råt rum med kridhvide vægge, sorte plastic-stole og vandrør højt oppe under loftet bød det bedre borgerskab velkommen. Blazer over t-shirt, fløjl, læbestift, hvidvin og velplejede skægstubbe. Jesper Just gik afslappet rundt i sin forvaskede røde t-shirt, sludrede af og til med et par gæster, og lignede det han var: En ellers uimponeret kunstner fra København med fødderne solidt plantet i en vis muld, men alligevel lidt nervøs over at skulle vise sit værk frem live foran et publikum i New York.

22 minutters performance-kunst og et bifald senere stod Jesper Just lige ved siden af deres udsendte og fortalte om al den adrenalin, det medfører, når man er vant til at lave film og så pludselig skal fremføre sin kunst på "sådan en teater-agtig måde".

På spørgsmålet om, hvad det betyder for ham at være hovednavn ved sådan en biennale, smilede han, og gjorde det klart, at det også var kommet lidt bag på ham. Men han nåede ikke længere, før et par ældre damer brød ind for at fortælle Jesper Just, hvor "wonderful" og "compelling" forestillingen havde været.

Han takkede ydmygt og fortalte dem om den særlige spejlteknik, som teaterproduktionsselskabet Vision3 har stået for, og de kiggede på ham, som om han var den svigersøn, de aldrig fik. Pludselig blev det deres tur til at blive afbrudt. En ulasteligt klædt herre skulle lige introducere Jesper Just til først den ene, så den anden, og velvilligt forsvandt han ud i den vigtige verden af netværksarbejde.

Det maskuline ståsted
Det blev til ni forestillinger på fem dage, udsolgt hver gang ikke mindst takket være en anmeldelse i New York Times. Den tidligere supermodel Helena Christensen, musikeren David Bowie og forsangeren i R.E.M., Michael Stipe, var blandt de besøgende, og sidstnævnte var næsten rørt til tårer over forestillingen, fortalte han Jesper Just efterfølgende. Ikke at kendisser er et succeskriterium, men kunstverdenen i USA er ifølge Jesper Just anderledes markedsorienteret og pengefikseret end i Europa, hvor statsstøtte tillader en større fokus på kunst for kunstens egen skyld.

En uge senere, over brunch på en lille cafe i SoHo - bydelen, der for nogle år tilbage bugnede med gallerier og kunstudstillinger, men nu kun mangler at blive overdækket for at være verdens mest eksklusive indkøbscenter - fortæller Jesper Just om, hvorfor hans kunst kredser om temaet mænd og deres forhold til hinanden.

"Der er nogle helt klare forventninger og sociale konventioner om, hvordan man opfører og begår sig som mand. Jeg prøver at sætte spørgsmålstegn ved mænds måde at være sammen på i den offentlige sfære. Manden har ligesom glemt at finde sin plads og redefinere det maskuline ståsted. Mænd har brug for at finde et rum, hvor de kan åbne op. Jeg kender problemerne fra mig selv, så det er helt klart nogle djævle, jeg selv kæmper med," siger Jesper Just.

Mændene i Jesper Justs film er vidt forskellige. Der er lastbilchaufføren, som pludselig har paryk på og befinder sig på en scene, hvor han følelsesladet giver sin version af Olivia Newton-Johns Please don't keep me waiting. En gruppe mænd tager på stripklub uden kvinder og har kun interesse for hinanden. En gammel villa er fyldt med ensomme ældre mænd, der i et maskulint kriminalfilmunivers sidder stille med hver deres telefon, indtil en ung mand ringer til en af dem, og en følsom duet udvikler sig. Problematikken er klar: Ingen mand er en ø.

"De mænd, som filmene handler om, min fars generation, bryder sig sjældent om filmene. De synes, det er nogle skvat, mens deres koner som regel er meget glade for det. Min egen generation virker helt anderledes åbne over for den her længsel efter at være sammen med mænd på en kærlig og følsom måde," siger Jesper Just, hvis værker ofte bliver tolket homoerotisk, selv om det ikke er hans intention.

"Når mine ting bliver læst som homoseksuelle, så er de ligesom ikke nået så langt. Så bliver man i fordommen om, at mænd, der er sammen på den måde, er homoseksuelle, og så ændrer mine værker ikke så meget."

Rigeligt at se til
Jesper Justs film har det seneste år været udstillet på Perry Rubenstein-galleriet i Chelsea. En bydel på Manhattan, der bugner med gallerier.

På vej tværs gennem byen forklarer han, at det netop var den udstilling, der fik kurator RoseLee Goldberg til at hyre ham som hovednavn til performance biennalen Performa05. Og kædereaktionen fortsætter, for efter fremvisningen af True love is yet to come er der kommet flere tilbud om at fremføre forestillingen andre steder. Om det bliver til noget er dog ikke sikkert, Jesper Just har i øjeblikket travlt med en ny film, som han har brugt sommeren på at optage i New York. Præcis hvordan filmen ender med at blive, er han ikke helt klar over - det opstår i processen - men han er overordentlig tilfreds med at have fået adgang til at filme i New Yorks højesteret, hvor en jury bestående af et 12-mand stort finsk mandekor, råber "I've got you under my skin" til en ældre mand i vidneskranken, inden de til sidst begår kollektivt selvmord.

Tilbage i Chelsea er vi nået frem til Rubenstein-galleriet. Tre af Jesper Justs film bliver vist kontinuerligt på bagvæggen af et lille rum, tre gange tre meter. En enkelt mand sidder på gulvet. Flere kommer til, blandt andet en ungt par, manden med kasketten omvendt på. Da lastbilchaufføren i filmen Bliss and Heaven pludselig har paryk på og giver sig til at synge, smågriner den unge mand. Efter filmen slutter, rynker han panden, smiler hovedrystende til kæresten, tager hende under armen og går igen. Det var ikke her, der var rum for redefinering.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu