Læsetid: 4 min.

På gengroede stier

På sin seneste, underspillede og poetisk mættede cd afslutter Neil Young værdigt den trilogi, hvis andre dele udgøres af 'Harvest' fra 1972 og 'Harvest Moon' fra 1992
26. september 2005

Selv om Bob Dylans ry og rygte givetvis altid vil overskygge Neil Youngs, forekommer det os, at hvis der er nogen, hvis musik afspejler 60'er-generationens op- og nedture siden det store trip tog sin begyndelse, er det nok i højere grad Youngs end Dylans. Og når han på "The Painter", det første nummer på hans seneste opus, det strålende Prairie Wind, syn-ger linjer som "if you follow every dream, you might get lost", kan det snildt tolkes som endnu en kommentar til en generation, der ville det hele og hen ad vejen opnåede meget, men til gengæld i disse tider oplever strid modvind, efter den uregerlige tidsånd har vendt sig mod den og dens idealer. Disse udsving på holdningsbarometeret er næsten til at forudse, og selv det klamme klima, vi p.t. opholder os i, må (skal) på et eller andet tidspunkt skifte til noget andet, gerne mindre kuldslået, egocentreret og kortsigtet, men lad os nu ikke blive for kåde.

Ikke at Youngs karriere har været lige køn at følge. Det er i høj grad gået op og ned, men det er stadig at foretrække for den sikkerhedsselepolitik, mange af hans samtidige er endt med at føre med forudsigelige og ofte triste resultater til følge. Få af Youngs status har slået så mange skæve, til gengæld må han applauderes for kompromisløst at have fulgt sine indfald, sin intuition, ja sin muse, om man vil. Og hun har godt nok lokket ham ud i mange bizarre situationer, men de senere par år er han endt med primært at splitte sit virke op mellem de to felter, hans kernefans foretrækker, på nær de få masochister, der bare må høre Trans (1983) eller Mirror Ball (1995) igen og igen. Det ene spor er selvfølgelig det af højspændt elektricitet sitrende rockudtryk, han især dyrker med det evige garageband Crazy Horse, hvor det andet er mere afdæmpet, indadvendt og akustisk. Med sin akustiske guitar og fistelstemme rammer Young nu om stunder oftest renest her, selv om han stadig kan få det til at ringle i hypofysen, når han sætter sin Gibson Les Paul til forstærkeranlægget og går amok.

Åndelig dimension

Men det er altså det akustiske og indadvendte spor, der forfølges på det underspillede og poetisk mættede Prairie Wind, som ifølge Young selv er tredje del af en trilogi, hvis to første manifestationer er hhv. Harvest fra 1972 (hans kommercielt mest succesfulde udgivelse) og Harvest Moon (1992). Med sit høje sangskrivningsniveau, relevante og komprimerede tekster, sparsomt effektive arrangementer, vidunderligt sikre musikalske indsatser fra et topmotiveret hold af gamle bekendte (Ben Keith, Spooner Oldham, Emmylou Harris m.fl.) og en lidet anmassende 'naturalistisk' produktion er den en sjælden nydelse at gå ombord i.

Young foredrager disse lavmælte rapporter fra livet hen over midten med en tilbageholdt intensitet og en erfaringens stemme, som både overbeviser og rører. Og han ville ikke være Young, hvis ikke der midt i alvoren og refleksionen blev plads til den pjattede, men vindende "He Was The King", en sang til den Elvis Presley, som i 1950'erne udgjorde fællesnævneren for Fuldstændig uafrystelig er den afsluttende salme, "When God Made Me", hvor Youngs åndelige dimension foldes helt ud.

Ryggen mod muren

Nu om stunder er det så som så med fornyelsen hos Neil Young, der bliver 60 til november. Men som det paradoksalt nok er sket med flere af hans samtidige og lidt ældre kollegaer - Bob Dylan, Merle Haggard, Dolly Parton, Rolling Stones, Peter Belli, Paul McCartney, Donovan og salig Johnny Cash - har den fremskredne alder både skærpet hans sanser og fået det bedste op i ham, thi han føjer sig med Prairie Wind til listen af dinosaurer, som atter ønsker at bevise deres relevans, før deres tid er omme. Og med det in mente tør vi påstå, at rockmusikken i disse år oplever en ny dimension; sandt er det, at den har svært ved at blive voksen, og de fleste midaldrende rock- og folkmusikere forekommer ofte endog svært irrelevante. Men nu oplever vi stille og roligt, hvordan de lidt ældre og de rent ud gamle får givet tingene en drejning og føjer en lang række interessante facetter til deres kunst. Med ryggen mod muren, men ikke til sinds at give op.

Et rigt erfaringsgrundlag sammenholdt med indsigten i dødens stadigt mere intense nærvær har altså fået Young over på holdet af aldrende rock- og folkkunstnere, som ikke har tænkt sig at forlade etablissementet nedbøjede og i stilhed. Så selv om der er langt med de store fagter på Prairie Wind, slår den hårdere end så meget af den fægten med armene og spjættende med benene-rock, der p.t. har så godt tag i musikpublikummet. Det er en både vægtig og en værdig udgivelse, der uden forbehold må henregnes til én af Youngs ypperligste og forhåbentlig signalerer en kunstnerisk renæssance for den nogen gange angstprovokerende ujævne canadier. Man ved jo selvfølgelig aldrig med Young - næste gang dukker han måske op med et ukuleleorkester - men sikkert er det, at når fokus er så skarpt, og viljen så stærk som her, er hans ikoniske status på en konstant fluktuerende scene fuldt forståelig. Vi kan kun anbefale, at De under Dem selv at stifte nærmere bekendtskab med underet her, for det er gjort af samme sartstærke stof som drømme. Både dem, der gik i opfyldelse og dem, der bare gik op i røg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu