Læsetid: 4 min.

På grænsen til kulsort

Et nyt år, et nyt hold håbefulde debutanter med hver sit udspil under armen, parate til at træde ind i de voksnes rækker. Tre nye danske navne har alle fod på håndværket, men det er mere svingende, hvad de hver især formår i retning af originalitet
20. januar 2007

Er det godt eller skidt, når såkaldt ny musik minder én om alt muligt af lidt ældre dato? Det kan på den ene side ikke borge for den store originalitet, men på den anden side: Hvis ikke man som lytter er i stand til at definere præcis, hvilke navne pågældende stykke musik minder én om, tør man måske gå ud fra, at det er fordi, omtalte påvirkninger er blevet fordøjede og har udmøntet sig i noget, som det trods alt er muligt at påhæfte prædikatet originalt?

Sådan har jeg det i hvert fald med Caspar Davids løfterige debutalbum, Let The Past Begin - ja, alene titlen taler jo sit eget tydelige sprog, og her er godt nok også ekkoer af bl.a., Talk Talk, Japan/ David Sylvain, Prefab Sprout, House Of Love og ikke mindst Pulp, hvis Jarvis Cocker den gode David har en vis stemmelighed med. Ikke desto mindre overkommer hans musik mestendels inspirationskilderne og fremstår både nærværende og vedkommende.

Caspar David er med sin baggrund i teologien og filosofien ikke bange for at tage livtag med eksistensens store spørgsmål, men han er heldigvis hverken blind eller døv for den sigende detalje eller de umiddelbare sansningers værdi. Teksterne er forfattet på et endog usædvanligt stilsikkert engelsk, hvor der ikke er meget at komme efter, hverken syntaktisk eller sprogligt, selvom enkelte klicheer altså har fået lov at slippe gennem. Musikken er storladen og melodisk uden at svulme af patos, og David synger rigtig, rigtig godt. Rune Westberg har produceret med sikker hånd, smukt og lydhørt, og lytteren har vitterligt ikke andet valg end villigt at forvilde sig i musikkens labyrinter. Så lad Dem ikke afskrække af det røvsyge omslag, musikken er temmelig meget mere levende og farverig end det monokrome signal, det triste omslagsfoto udsender.

Tidstypisk rockkvartet

Siden The Strokes, White Stripes og andre amerikanske bands omkring årtusindeskiftet relancerede rock & roll som karrieremulighed, har det ikke skortet på bands til at tage stafetten op.

I England tog rock-renæssancen så en lidt anden drejning, da bands som bl.a. Franz Ferdinand og Kaiser Chiefs - måske med afsæt i newyorker- bandet Interpols bestræbelser - rettede blikket bagud mod guitardominerede post-punkgrupper som Joy Division, Gang Of Four, Josef K, XTC, Orange Juice og andre eksponenter for datidens patosfyldte, men også stikkende og kantede nyrock, der konsekvent bevægede sig på grænsen til kulsort. Det hører med til historien, at de nævnte bands formår at give påvirkningerne en personlig drejning.

Det er fra den samme genetiske pøl, at danske Green Concorde henter råmaterialet til deres højenergiske, men også noget ufærdige debut, Ten Cities, som vil en hel del mere, end ophavsmændene formår at indfri. Ingen skal dog påstå, at de ikke giver den alt, hvad de har i sig.

For pladens force er den entusiasme, hvormed denne tidstypiske rockkvartet går til makronerne på. Det er ikke svært at forestille sig, hvorledes nærværende materiale på det nærmeste vil kunne udfolde sig eksplosivt på en scene. Sangskrivningen er hele vejen igennem hæderlig, men kun sangen 'Detroit' skiller sig for alvor ud fra, hvad der efter et par gennemspilninger nægter at antage karakter af andet end stil-øvelser.

Mit bud er, at Green Concorde simpelthen er debuteret for tidligt, thi sangene løfter sig sjældent over pastichen for nu ikke at sige kopien. Det er en musik, der sidder lige i tidsånden - ouch! - men næppe vil holde året ud, som det lyder her. En benhård producer kunne måske have klanget instrumenterne bedre - det lyder i grel grad som noget, der burde være forblevet på demo-planet - samt skåret igennem og fjernet nogle af de mest åbenlyse lån og tyverier. Som det ser ud nu, behersker Green Concorde sin instrumentale metier og besidder som sagt en klædelig glød, men hvad angår sangskrivning, klang og personlighed, er der stadig et pænt stykke vej.

En sikker melodisk sans

Mere såvel substans som prægnans besidder kvintetten The Kissaway Trail på sin første, selvbetitlede langspiller, der ikke umiddelbart lægger sig i en trend, men stille og roligt udforsker diverse ikke altid indlysende eller umiddelbart beslægtede niche-genrer med både tæft og opfindsomhed.

Først og fremmest imponerer sangskrivningen, der tydeligvis hviler solidt på en sikker melodisk sans og fært for, hvad der er værd at skrive en tekst om. På et tilmed hæderligt engelsk, der sikkert vil gøre ophavsmændenes gamle lærer i faget stolt og glad. Stilen er, hvad man flot kunne kalde progressiv folk - det vrimler med akustiske strengeinstrumenter af enhver art i lydbilledet - og musikken besidder da også slægtskab med navne som Arcade Fire, Coldplay, Neutral Milk Hotel, The Thrills, British Sea Power og flere andre, men aldrig så der bliver tale om udpræget afskrivning. Gruppen kæmper tydeligvist hårdt på alle fronter for at opnå selvstændighed og personlig identitet, hvilket tilmed lykkes den det meste ad vejen.

Der er et klædeligt løft over musikken, der som helhed gør albummet til ren optur. Arrangementerne er sjældent mindre end subtile, og den tilsyneladende så ubesværede sofistikation, der præger pladen, kan kun glæde elskere af raffineret og gennemtænkt folkrock af såvel dybde som kanter. Produktionen er lækker og helt på bølgelængde med materialet, resultatet står som en brise ud af højtalerne og smyger sig forførende om lytteren.

Som helhed tør vi godt tale om en skønhedsåbenbaring af rang, og The Kissaway Trail transcenderer snildt det lovende og fremstår som et fuldmodent band, der burde kunne vække opsigt; også ud over landets grænser. Kvintetten er i hvert fald kommet godt fra start med en plade, man ikke bliver færdig med lige med det samme.

* Caspar David: Let The Past Begin (Columbia/ Sony-BMG)

* Green Concorde: Ten Citres (Transistor Music/Bonnier-Amigo)

* The Kissaway Trail (Polynation/Playground)

Alle tre udgivelser er i handlen mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu