Læsetid: 14 min.

På Herrens mark

Den kristne pastor hos khmer rouge-soldaterne, som historien har sendt ud i sjælelig ensomhed i deres politiske blindgyde, tager sig af deres sjælelige kvaler. Han giver de morderiske soldater mulighed for at få forladt deres synder og få fred i hjertet. Dette er tredje og sidste reportage fra Cambodja
20. marts 2006

Vi er på farten i det tidlige daggry dag, min motorcykel, chauffør og jeg. Herude venter man ikke på solopgangen, men allerede i den første dæmring tændes bålene ved vejene, og dagens første trafikanter kan der få serveret morgenteen og rissuppen.

Således når man at opleve de første svale timer, inden solen får fat ved otte-tiden og begynder at brænde ubønhørligt fra den skyfri himmel.

På vejen fra Battambang til Pailin sætter man pris på det, da vejen kun på korte strækninger er pletvis asfalteret, og ellers er en regulær støvvej. Når en bil passerer, hvirvler den en sky op efter sig, og vi kører ufortrødent ind i dette røde støv og ud på den anden side. Sandet sætter sig overalt, i håret, i øjnene, uden på tøjet og inden for tøjet.

Vi skal nå hele vejen til Pailin, 80 kilometer, spise og snakke med en pastor og tilbage til Guds Hotel i Battambang inden solnedgang. Det vil være selvmord at forsøge at køre ad denne helvedesrute i bælgravende mørke. Enten vil man omkomme i et trafiksammenstød, eller også vil man køre i et hul i vejen og blive sendt ud over styret af motorcyklen og kvæstet ud på marken ved siden af.

Men man vil dog - under ganske andre omstændigheder - alligevel nå hjem til Guds Hotel.

Efter et halvt hundrede kilometer ud ad støvvejen kommer vi til en mindre by. Der er et opløb nede ved markedet, kan vi se, og da det også er tid til en forfriskning, kører vi derned for at få indblik i hvilke løjer, der går for sig.

Turen i dette sandhelvede er ganske enkelt uhyrlig, og jeg må bede til, at jeg virkelig finder en pastor derude på Herrens mark, som har noget fornuftigt at sige mig om Jesus Kristus og frelsen og de hjemløse sjæle, ellers vil min ekskursion være forfærdelige strabadser til ingen verdens nytte for nogen. For det her er mildt sagt ingen chartertur.

På markedspladsen er det dog ganske andre mirakler, som løber ad stablen, og som ikke har det mindste med Jesus at skaffe. Min flinke chauffør fortæller grinende over vores isafkølede Heineken, at det er et decideret medicinshow, som vi nu har fornøjelsen af at overvære. Det ser nu også ud til at være næsten lige så godt. Medicinmanden har samlet en mægtig flok omkring sig på pladsen, alle er kommet hjemmefra, børn og koner og mænd. De står og lytter til hans abrakadabra, en art trylleformular.

Gør avispapir til penge

Et nummer går ud på, at han hævder at kunne trylle ganske almindelige papirlapper om til rigtige penge. Det nummer er der selvsagt stor interesse for, idet der er en beklagelig mangel på denne genstand i dette land. Dog måske ikke for medicinmanden selv, som har en funklende ny firehjulstrækker holdende oppe ved vejen. Men for publikum er det et attraktivt fif, som de gerne vil lære noget af, det med at trylle almindelig avispapir om til penge. Det ser nu ud til at trække ud i nogen tid, inden man får se, om resultatet indfinder sig.

Imens går medicinmanden rundt til publikum, og han formår rent faktisk at afsætte nogle af sine fantastiske produkter. Man må så håbe for ham, at han når at komme bort, inden de fremtryllede penge blegner igen og bliver til ganske almindelige papirlapper, som de lokale kun kan tørre sig i røven med.

Vi fortsætter uden at afvente dette sørgelige, men nok forudsigelige resultat, og ankommer lidt over middag til Pailin. Vi kører rundt på må og få for at få opsporet en kristen hyrde, som har viet sit liv til at sprede Guds ord for disse hjemløse khmer rouge stakler, disse gudløse kommunister, som historien nu har sendt ud i sjælelig ensomhed i deres politiske blindgyde.

Efter anvisning kører vi ned i byens rabarberkvarter. Der ser ikke kønt ud. Men midt i rodet og affaldsdyngerne finder vi alligevel Guds eget lille hus, som ifølge pastor Roth Phannit i denne bibelsk presbyterianske kirke er grundlagt af Khmer Rouge-folk selv, og som de siden hen har søgt en pastor til, som kunne komme og hjælpe dem.

Vi parkerer motorcyklen udenfor og vader ind og bliver mødt af en mand, der ser ud til hele dagen at have ventet på lige netop os.

Pastoren

Pastor Roth Phannit udstråler, at han har al den tid, der findes i verden til at svare på mine spørgsmål.

- Hvordan begyndte den kristne mission herude i Pailin, pastor?

"Jeg kom hertil Pailin for 5 år siden. Dengang var der kun en gammel bygning, som tjente som kirke. Siden hen har vi bygget en helt ny kirke, som blev indviet sidste år. Men da jeg kom, gik det virkelig op for mig, hvor meget folk herude havde brug for at høre om Jesus Kristus, og derfor besluttede jeg for alvor at slå mig ned og arbejde herude."

- Hvordan var det for Dem at møde disse tidligere Khmer Rouge soldater? Hvad er det disse mennesker søger i den kristne tro?

"Den første, jeg kom i kontakt med herude, var en soldat, som fortalte mig, at alt var ødelagt i hans liv, og at han hadede sit liv. Jeg spurgte ham, hvorfor det var sådan, og han fortalte, at engang i 1976, da Khmer Rouge var i krig med den nye regering, så deltog han i et angreb på en landsby, som regeringen kontrollerede, og man skød på folk.

Hans søster var blandt dem, han var med til at dræbe. Det kan han ikke glemme, det er noget, som rider ham som en mare hele tiden, det, at han har dræbt sin egen søster. Han fortalte mig, at han var så ulykkelig, fordi han havde sin søsters blod på sine hænder."

" Så fortalte jeg ham, at ingen i verden kan tilgive ham hans synder - ingen anden end Jesus. Så fortalte jeg ham om Guds ord, og siden hen har han været medlem af vores menighed her. Han var den første, jeg kom i kontakt med fra Khmer Rouge, og som bekendte sin synd. Nu fortæller han, at han har fred i sit sind, fordi han føler sig tilgivet af Jesus."

Kristi tilgivelse

"Der er dog stadig meget at gøre her, for De må huske på, det sted herude var den sidste fæstning for Khmer Rouge, og mange her har blod på hænderne. De har alle sammen dræbt andre mennesker. Så når jeg prædiker herude og fortæller om synden og om blodet, mennesker har på deres hænder, så forstår disse mennesker, hvad jeg siger, og de svarer mig, de forstår, at de alle sammen har brug for Jesu tilgivelse."

"Og da de alle sammen kommer fra en kultur - Khmer Rouge-kulturen - hvor man ikke kendte til religion, ja, hvor man foragtede og hadede religion, så er det den første gang, de møder den, når de hører Herrens ord. Så kommer de til mig hver søndag her i kirken. Men Gud vil have synderne til at gøre bod, når de kommer her, det fortæller jeg dem. De må forsage deres synder, de må gøre bod for at komme til Jesus."

- Men fortæl mig, hvad sker der, når man forsager, når man gør bod? Hvordan gør man det? Hvad gjorde manden, som havde dræbt sin egen søster?

"Han kom til mig og spurgte, om jeg ville bede for ham, søge tilgivelse hos Jesus for hans synder. Imens jeg bad for ham, begyndte han at græde. Jeg vil sige, at han var helt oprigtig, det var af et ærligt hjerte, han opsøgte mig og bad om at blive tilgivet. Med andre, som omvender sig, er ligesådan. De er oprigtige. Mange Khmer Rouge-folk ønsker også at besøge deres familie i andre dele af landet, men de har ikke turdet rejse herfra, fordi de er bange for, muligvis at blive genkendt - eller bare udpeget som tidligere Khmer Rouge-medlem. Og måske har de gjort noget forbryderisk et sted. Så de har naturligvis også været bange for at folk skulle hævne sig på dem, slå dem ihjel."

Fred i hjertet

"Men når de har omvendt sig og føler, at deres synder er blevet dem forladt af Jesus, så får de mod til at rejse ud herfra uden frygt. Det gør dem lykkelige, for de føler, at en byrde er taget af deres skuldre. Og så ved jeg også, at de har forstået Guds ord. Deres sind bliver rent. Deres sind er ikke længere formørket af deres synder. De fortæller, at de kan se et perspektiv i deres liv, et håb er blevet tændt for dem. De har fået fred i hjertet. Det er de svar, som de giver mig, når jeg taler med dem én for én. Nu er de parat til at stå til regnskab for, hvad de har gjort, de har lagt deres liv i Guds hænder. De føler ikke længere, at de skal skjule noget."

- Tror De, det er det, som er det vigtige for den, som forsager, for den, som gør bod, at han ikke må skjule noget mere, men åbent og ærligt bekende hvad han har gjort, når han bekender sine synder for Dem og også for menigheden? Er det en uadskillelig del af det at gøre bod for sine synder, at stå ved dem og fortælle hele sandheden og kun sandheden om de forbrydelser, man har begået?

"Ja, så afgjort. Jeg har også været ude for, at nogen kun har fortalt den halve sandhed, men så er det, fordi deres hjerte ikke er klar for at modtage Guds ord."

- Jeg har lige læst en bog om lederen af Toul Sleng, Kiang Guek Eav - alias Duch. Den er skrevet af en engelsk forfatter, Nic Dunlop, og hedder The Lost Executioner. Han fortæller selv, denne tidligere torturbøddel, at han er blevet genfødt - ligesom de mennesker fra Deres menighed, som de har hjulpet. Men denne bog, den handler om, hvordan forfatteren opsporer Duch, som på det tidspunkt, hvor han finder ham, arbejder for en hjælpeorganisation og gemmer sig bag et falsk navn. Og det er først da, det går op for ham, da Dunlop har fundet ud af, hvem han virkelig er, at han indrømmer det; ja, jeg er Kiang Guek Eav, og det er Guds mening, at nogen skulle finde mig, og nu er mit liv kun i Guds hænder. Så er det, jeg vil spørge Dem; kan han leve under et falsk navn og være genfødt, have mødt Gud og være tilgivet? Det forekommer mig ikke at lyde troværdigt. Hvad vil De sige til det?

"Nej, det lyder ikke godt. Jeg kender dog også til dette, hvor nogen forsøger at skjule sig under dække af at have gjort bod eller angret sine synder. Det er også hændt i nogle få tilfælde her på egnen. Jeg har talt med to af toplederne af Khmer Rouge, Khieu Samphan og Noun Chea. Og da jeg besøgte Chea fortalte han mig, at han udmærket var bekendt med Guds ord, for han har i sin ungdom studeret i Frankrig, hvor han har læst eller hørt om det. Den første gang jeg besøgte ham, fortalte jeg dog ikke direkte om Guds ord, men den anden jeg kom hos ham, besluttede jeg at tale lige ud af posen. Men så fandt jeg ud af, at han faktisk allerede havde en Bibel. Nogen har måske givet ham den?"

Bodsgang før retssag

"Om han læser i den eller ej, ved jeg ikke. Om han tror eller ej, det ved jeg heller ikke. Men jeg opfordrede ham til at gøre bod, inden han nu skal for retten i forbindelse med retssagen mod Khmer Rouge. Jeg opmuntrede ham til at tage imod Jesu ord og fortalte ham også, at jeg ville bede for ham, hvis han ville have mig til det. Men det var som om, han ikke ville røre ved dette emne. Faktisk så forsøgte han hele tiden at tale udenom. Han ved tilsyneladende noget om landbrug, så det belærte han mig om hele tiden. Det var lidt komisk. Han sagde også, at han ikke havde noget at frygte ved retssagen, for han havde ikke gjort noget forkert. Han hævder i dag, at han intet vidste om alle de forbrydelser, som Khmer Rouge begik. Dem havde han ikke noget at gøre med. Men jeg sagde, at jeg elskede ham som en næste, og at han skulle komme til Gud. Siden har jeg hørt fra andre, at han siger, han nu føler sig en kristen, at han bekender sig til Kristus. Men jeg ved ikke, om han er sandfærdig, om han er en sand kristen eller ej. Jeg er dog ikke sikker."

"Men nogle gange, så kommer man ud for, at folk bruger kristendommen som et skjold for at skytte sig mod angreb - men de har ikke for alvor taget Jesus ind i deres hjerte. De misbruger derimod Guds ord og fortsætter med at leve med løgnen i deres hjerte. Men jeg vil dog dertil sige, i forbindelse med Noun Chea, at jeg endnu ikke selv, personligt, har haft muligheden for at møde ham igen. Han bor lige her i nærheden i en villa, som er bevogtet af politiet dag og nat. Jeg har også kontakt med andre topledere af Khmer Rouge, som har aflagt deres vidnesbyrd til mig, og som vil høre Guds ord og er interesseret i at tage det til sig."

- Der er noget, som jeg synes er paradoksalt i forbindelse med ansvarsforflygtigelsen i forhold til forbrydelserne under Khmer Rouge-tiden (1975-79). Folk nede i geledderne siger hele tiden, lige som Duch og de under ham, at de bare fulgte ordrer. Hvis de ikke fulgte ordrer, ville de selv blive dræbt og andre ville udføre deres ordrer. Det samme kender vi fra retssagen i Jerusalem mod Adolf Eichmann, som var en af de ansvarlige for folkemordet mod de europæiske jøder i koncentrationslejrene. Han fulgte bare ordrer. Men når man spørger de øverste i Khmer Rouge her i landet, så siger de - som både Khieu Samphan, og efter hvad De siger også Noun Chea - at de intet kendte til noget som helst! Så hvor bliver ansvaret af? Der er noget, der slår mig, når jeg læser om Kiang Guek Eav - Duch fra Toul Sleng. Han fortæller om, at han har mødt Guds ord, og ganske vist så bekender han kun nogle af sine synder, han fortæller ikke om sin tid som leder af Toul Sleng. Han fortæller dog en pastor, at han i det mindste har været medlem af Khmer Rouge. Så får han at vide, at vi alle er syndere for Herren - som sandt er.

- Men synes De ikke, at der er noget facilt over dette? Er der ikke noget, der slår Dem? For det forekommer i hvert fald mig, at man banaliserer disse monstrøse forbrydelser, når man under ét taler om, at 'vi alle er syndere'. Det er da en banalisering, der nærmest tangerer en reel benægtelse, fordi den under ét klassificerer alle synder som en bestemt type af handling, vi alle - alle mennesker - har begået, fordi vi er mennesker og ikke guder. På denne måde sammenligner vi os alle med Duch, og han kan på den anden måde spejle sig i hvem som helst, fordi både han og vi er syndere. Er det ikke uhyrligt? Banaliserer kristendommen ikke uhyrligt? Forsvinder forbrydelsens monstrøsitet ikke, når man bare siger, at vi alle er syndere? Og tror De ikke, at det lige netop er dette aspekt ved kristendommen, som jo er en fremmed og eksotisk religion i disse egne, som tiltrækker personer med baggrund i Khmer Rouge, fordi den giver dem en mulighed for at sammenligne sig selv med hvem som helst. På denne måde, ved banaliseringen, får de så udvasket deres synder med et slag når de overgiver sig til Jesus Kristus.

"Jeg forstår, men jeg kan ikke svare Dem. Men dog, når nogen vil gøre bod må jeg jo hjælpe dem og lade dem høre Guds ord. 90 pct. af de, der kommer her, og som jeg møder, var almindelige Khmer Rouge soldater, som ved tilfældet befandt sig i en situation, som de ikke kunne undslippe - den var så at sige deres skæbne. De måtte følge deres mestre. Nu kan de få fred her.

"Men det er klart mere vanskeligt, når det drejer sig om lederne. Så forklarer jeg dem også, at det at gøre bod, det er ikke bare en læbebekendelse, det er ikke bare at sige undskyld, men fuldstændig at gøre op med hvem, man har været før - intet mindre. Man må gøre op med den, man har været og følge Guds ord. Nogen gange er der så personer, som skammer sig så meget, at de ganske enkelt ikke kan bekende deres synder foran hele menigheden, men beder mig om, jeg så ikke vil komme hjem til dem, for at de der i fortrolighed kan berette om de synder, som de har begået. Det gør jeg så. De er bange af mange grunde - måske fordi de ikke tør risikere deres job, ja, eller fordi de skammer sig."

"Jeg prøver så at sætte dem ind i, hvad det vil sige at være en sand kristen. Man må tro med hjertet, ikke bare med sine læber. Så er man ikke et Guds barn. Man må også lære dem om kristendommens doktriner, så de ved, at Jesus døde for deres synder. Det er uholdbart, hvis de bare har hørt lidt og er blevet tiltrukket af det - at de kan blive til tilgivet. De må kende til det kristne budskab, ellers er det som med lignelsen, så er deres hus bygget på sand. De skal vide, at de kun kan tilgives, fordi Jesus er tilgivelse, de kan ikke blive tilgivet, bare fordi de begynder at opføre sig anderledes. De skal vide, at de intet kan gøre selv for, at Herren tilgiver dem. Det er kun af nåde, de bliver tilgivet, når de tror, når de har tillid."

20060319-213206-pic-746672768.jpgEn mand betragter et foto af et af Khmer Rouges ofre, der blev tortureret til døde i en seng magen til den i forgrunden. Fotoet er fra Museet for Folkedrab i Phnom Penh i Cambodja. Khmer Rouge udnævnte ofte fattige børn helt ned til 11-12 års alderen til at uddøve brutal justits over hver enkelt landsbys beborere og i alt blev over 1,7 mio. mennesker dræbt fra 1975-79
Foto: Apichart Weerawong/Polfoto

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu