Læsetid: 3 min.

På Herrens Mark

14. januar 2000

LÆRKEN ER for længst fløjet. I øst-vestlig retning drøner bilerne afsted på den firesporede motorvej fra lufthavnen til Sjælland, parallelt med togene på den nye jernbaneforbindelse til City. I nord-sydgående retning rodes og regeres der med de sidste detaljer på anlægget af metro-højbanen, der med tre-fire minutters mellemrum skal lede de førerløse tog til hovedstadens centrum, mens bilerne suser ad Ørestad Boulevard. Om et øjeblik et af de største, mest hektiske trafikknudepunkter i Øresundsregionen. Der hvor lærkerne sang, rævene jagede mus, og rådyrene hvilede. "Skandinaviens bedste vejkryds", som bagmændene selv siger.
Og nu løfter de så sløret for kronen på værket. På Herrens gamle mark kommer field's. "Den nye metropol for indkøb og oplevelser," som butikscenteroperatøren Steen & Strøm og entreprenøren Thorkil Kristensen udtrykker det i den ny tryksag i storformat, der fortæller om centret over alle centre, midt på Vestamager, i Ørestadens hjerte, ja, i selve det ny knudepunkt for "Skandinaviens hovedstad".
Vi taler ikke om et gammeldags, vulgært butikscenter som Bilka eller City 2-rabat på vaskepulver i storkøb. Dette er - det kan kun siges på engelsk - fields of impression, fields of variety, fields of pleasure - fields of possibilities! Et såkaldt super-regionalt center for indkøb og oplevelser med flagship-stores i field's shoppinggader, hypermarked, attraktive udenlandske konceptbutikker samt leisure-faciliteter, multiplex-biograf, centralt food-court område plus familie- og businesshotel, så man kan blive et par dage og få det hele med og alle pengene brugt. Drømmesamfundet er kommet til Herrens mark. "Fields er mere end et bygningsværk. Det er en vision, der er ved at tage form." En vision om det friktionsløse konsum, om at give sig hen og lade sig opløse i en sansebedøvende, svimlende rus af materialisme. "Hvert besøg skaber forventninger til det næste," hedder det. Længslen efter livet som en uforstyrret tilstand af oplevelse og forbrug. Og for investorerne står der en forbrugsstigning på næsten 20 procent og venter - et uopfyldt forbrugspotentiale i hovedstaden på 13 milliarder kroner om små ti år, lover Steen & Strøm. Samt et formodet kundeopland, der strækker sig lige fra Blekinge i Sverige til Fredericia i Jylland.

DER ER BARE ét lille problem. Svend Auken.
"Jeg ser på det med klar skepsis," sagde miljøministeren, da Information for knap to år siden kunne fortælle om planerne for det rekordstore center, der omfatter 70.000 etagemeter butikker, 20-45.000 etagemeter underholdning samt 20.000 etagemeter kontor og hotel, det sidste ragende 85 meter op i luften. Under det hele 4.250 parkeringspladser, der vidner om, at dette foruden forbrugs- og oplevelsestempel bliver et nyt massivt knudepunkt for miljøbelastende biltrafik.
Svend Aukens skepsis dengang var begrundet i den rigelighed af store butikscentre, der allerede eksisterer i hovedstadsregionen - i Hvidovre, Rødovre, Lyngby, Ishøj, Hundige, Greve, Tåstrup, Ballerup, Glostrup, Frederiksberg...
Folketinget vedtog i 1997 en ny planlov, der ved nye centerforslag forlanger en overordnet planlægning og regional afvejning for at "fremme et varieret butiks-udbud i mindre og mellemstore byer og i de enkelte bydele i større byer." Frem til 28. februar er centerplanerne til offentlig høring i form af et af Københavns Kommune udarbejdet lokalplanforslag, et kommuneplantillæg og en såkaldt VVM-miljøredegørelse. Hvis denne høring udløser indsigelser fra f.eks. nogle af de omkringliggende kommuner, der frygter for egne centres overlevelseskraft i den centertunge hovedstadsregion, ja, så ender sagen ifølge 1997-loven på miljøministerens bord. Og så skal Svend - "jeg ser på det med klar skepsis" - Auken resolvere. Dvs. tage stilling til om regionen virkelig har brug for et megalomant center, der næppe - som loven tilsigter - vil fremme et varieret butiksudbud i de omkringliggende bydele og byer, endsige være neutralt overfor det miljø, som Københavns Kommunes miljøborgmester netop har udsendt en dyster statusrapport om.

ØRESTADSSELSKABET, Steen & Strøm samt
Thorkil Kristensen er i fuld gang med at forhandle med de fashionable mærkevarebutikker, der skal leje sig ind i field's, foruden med biografoperatører, restauratører og hotelkæder. Og Aukens partifælle, overborgmesterJens Kramer Mikkelsen, møder velvilligt op ved Steen & Strøms presse-event og taler varmt for
det ny center. Alle med aktier i projektet agerer nu, som om field's er en fuldbyrdet kendsgerning, og den forestilling understøttes med de opulente informa-
tionspublikationer om "det naturlige midtpunkt i den nye Ørestad."
Nogen står til et monumentalt prestigetab, når regnskabets time kommer senere i år. Enten hele broderskabet bag det nye drømmecenter for endeløs forbrugsudvidelse, trafikekspansion og økonomisk vækst. Eller miljøministeren. jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her