Læsetid: 3 min.

På hjul i Granada

Vi var der virkelig. Vi var nede hos Carlos, Miguel, Beloki, Nicki, Henrik, Dennis og alle de andre drenge
30. august 2005

GRANADA - Hvis man gerne en gang i sit liv vil opleve et af de store cykelløb helt tæt på, så kan man f.eks. pludselig lande i Granada den dag, de cirka 200 ryttere, der skal køre Spanien Rundt er der.

Så det gjorde vi, og da vi havde fået VIP-passet om halsen, spadserede vi selvbevidste, men dog med ydmyghed, op og ned ad den "rambla", hvor de forskellige firmaer havde parkeret deres campere, og lige der, ved en af dem, sad Nicki Sørensen på en cykel og varmede op til dagens strabadser. Så kom Carlos (altså Sastre) lige forbi, og Henrik Jul Hansen var i gang med at interviewe Jacob Piil. Vi fik også lige hilst på Indurain.

Sikken et cirkus! Benneweis gange syvogtyve- busser og andre biler så langt øjet rakte. Phonak, Liberty-Seguros, CSC- vi kender navnene, men aner dårligt nok, hvad de sælger. Rytterne gik rundt i deres farvestrålende, ålestramme fantomdragter, omgivet af officials og sponsorer og andre, der badede sig i lyset. På klos hold så nogle af rytterne ud, som om de var kommet lige fra skoleklassen og burde have haft deres mor med, men de havde store og strålende navne, fordi verdensmedierne fortæller om dem igen og igen hele sommeren, og til sidst tror man, de er kæmper.

Tag nu lille Oscar Sevilla, som lige nu bliver præsenteret på scenen af en hurtigtsnakkende stand-up'er. Vi gætter næppe forkert på, at han bliver spurgt om, hvordan det er at skulle cykle i Granada, og at han til publikums udelte jubel svarer, at det skam er noget helt, helt specielt.

Håndtryk og paella

Hvordan vi fandt frem til stedet? Det var let. Vores vært og chauffør, der bor i Spanien, fik øje på to Gerolsteiner-ryttere i gademylderet inde i Granada, og så lagde han sig simpelthen på hjul.

Vi parkerer, går så lidt rundt og ser et større presseopbud omkring en Ford Mondeo, hvor fra en mand sender et blændende hvidt smil ud til sine mange fans. Jo, det er ham- "den hvide mund", som Jørn Mader i sin tid benævnte Miguel Indurain, når denne på de sidste stejle bjergetaper med fråde om munden åd sine svagere modstandere. Nu vil alle spanierne trykke ham i hånden, så vi stiller op i køen og får vores håndtryk - hvor barnlig kan man være? - og vores vært sværger, at han ikke vil vaske sin hånd i et halvt år.

Så står vi ved målstregen. Der er tale om en kort enkeltstart, men som Piil sagde til Henrik Jul "en teknisk vanskelig rute", med en meget stejl stigning op til Alhambra, dernæst et herresving på næsten 180 grader- og så ned ad bakke med 100 kilometer i timen. Hvis man tør. Den, der tør, vinder, med mindre man som Beloki overdriver og vælter på cyklen.

Det er her, Dennis Ritter og Henrik Jul sidder og kommenterer løbet i et lillebitte "bur" i en todækker-bus mellem 17 andre presseteams i tilsvarende indelukker. Der står også Indurain i sine bluejeans og den matchende skjorte med blå og hvide tern og striber, omgivet af fire underskønne donnaer.

Kære læser, nu vil De måske gerne vide, hvordan Indurain egentlig var som menneske? Beskeden, beleven, imødekommende, en dejlig mand- med den aura, man nu engang har, når man har vundet fem Tour de France'r i træk. Men ellers helt almindelig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu