Læsetid: 7 min.

På jagt efter sig selv

Årets afgangselever fra Den Danske Filmskole imponerer med deres håndværk, både visuelt og fortællemæssigt, og tre film skiller sig ud med gode historier og flot skuespil
10. juni 2005

Det er altid med en vis spænding, at man træder ind ad døren til Den Danske Filmskole på Theodor Christensens Plads på Holmen. I hvert fald når man skal ind og se afgangsfilm fra en flok instruktører, manuskriptforfattere, producere, fotografer, tonemestre og klippere, der nu skal ud og forsøge sig i den virkelige verden.

I løbet af de næste tre-fire timer har man mulighed for at kigge ind i fremtiden for dansk film, og man sætter sig godt til rette i Filmskolens runde biograf med de røde sæder i håbet om at møde nogle stærke personligheder med gode historier at fortælle.

Man kan godt mærke på eleverne, der selv er til stede under pressekørslerne, at de er om ikke nervøse så i hvert fald spændte på, hvordan dette, deres første møde med pressen og de nådesløse anmeldere, kommer til at spænde af.

Som anmelder er man også sin rolle - og hvordan ens kritik bliver modtaget - mere bevidst end sædvanlig. Ikke fordi man skal være venligere over for debutanterne, hvis man virkelig føler, at der er noget at kritisere, men fordi man godt er klar over, hvor ondt knubbede ord kan gøre, når det er første gang.

En stærk helhed

Men det er nu svært ikke at lade sig imponere af afgangselevernes tekniske formåen. At lave film er i høj grad også et håndværk, og ingen tvivl om, at fotograferne, klipperne og tonemestrene og alle de andre teknikere på de seks film er sig deres håndværk bevidst. Efter pressekørslen fortæller en af de nyuddannede producere mig, at der ikke bliver givet ved dørene, når det kommer til det tekniske.

Det er jo ikke kun instruktørerne, men også fotografer, klippere og tonemestre, der tager afgang, og de kæmper med næb og klør for, at deres del af en film kommer til at virke så godt som muligt. Og det gør den. Samtlige seks film er velproducerede, veliscenesatte og ser rasende godt ud.

I sjælden grad har instruktørerne af de ellers meget forskellige film været bevidste om vigtigheden af, at det indholdsmæssige og visuelle spiller sammen, og billederne er både meddigtende og stemningsskabende, mens musik og lydarbejde underbygger fortællingen og bakker billederne op.

Man kunne med en vis ret hævde, at de seks film benytter sig af flere af de samme visuelle greb - et råt, upoleret udtryk, faste indstillinger, mange nærbilleder - og u-middelbart kunne det ligne en modreaktion mod dogme med stor stringens og mange æstetiske eksperimenter.

Men sandheden er nok, at hver instruktør har fundet ind til den stil, som passer bedst til den historie, de skal fortælle. Og da fem af de seks historier spiller i mol, og alle filmene faktisk synes at handle om mennesker på jagt efter noget, som oftest sig selv, så er det måske ikke så mærkeligt, at man indimellem, i løbet af pressekørslen, får en fornemmelse af deja vu.

Lige lovlig firkantet

Det er svagheden ved, at vise de seks film sammen. De får ikke for alvor lov til at stå alene og demonstrere, hvad de dur til.

Det ændrer dog ikke ved det faktum, at de seks film alle kan meget, hvad enten de forsøger at genskabe en sindsstemning eller fortælle en mere traditionelt fremadskridende historie. Dramaturgisk og formmæssigt har de unge filmskabere, instruktørerne og deres manuskriptforfattere, nemlig også styr på håndværket.

Emma Balcázars Deadline er en tæt og ofte spændende thriller om pressefotografen Lasse (Alexandre Willaume-Jantzen), som lever højt på sin kontakt til den skydegale politimand Marten (Dick Kaysø). Martin giver ham adgang til alle de saftige billeder og dermed forsiden på formiddagsavisen Deadline, en slet skjult parodi på Ekstra Bladet med sloganet "Bedre for enhver pris."

Spørgsmålet er, om Lasse for alvor er villig til at betale prisen og gå på kompromis med sine idealer - hvor få og små de så end måtte være - da Martin suspenderes for vold og vil have ham med på sit personlige vendetta i underverdenen. Hjemme venter nemlig Lasses kone, Karin (Charlotte Munck), og parrets ufødte barn.

Mexicanskfødte Balcázar, der har skrevet manuskriptet sammen med Elsebeth Nielsen og Stine Lauritz Larsen, holder hele tiden handlingen i gang, og man er spændt på, hvor hun mon fører os hen. Alligevel er filmen indimellem ved at kæntre, fordi plottet simpelthen bliver for overspændt og usandsynligt og det moralske budskab lige lovlig firkantet: Lasse ender selv som offer for tabloidpressen, og da han i et afgørende øjeblik kører forbi en billboard med en Deadline-plakat, er den ved at skrælle af.

Symbolikken er ikke til at tage fejl af.

Svigt og jalousi

Symbolik er der ikke meget af i Lisa Aschans udmærkede lille kærlighedsfilm In Transit, hvori to ensomme mennesker finder sammen. Den polske stewardesse Zofia (Paulina Holtz) skal overnatte på hotel i København. Her møder hun tjeneren Caspar (Søren Vejby) og lader sig en smule modvilligt overtale til at gå med i byen. De to morer sig strålende og tiltrækkes af hinanden, men hun tør ikke overgive sig til ham af frygt for at blive svigtet.

Der sker ikke meget i filmen, men uden de store armbevægelser bringer Lisa Aschan os ind i Zofias verden og hjælper os med at forstå, hvorfor hun gør, som hun gør.

I Danmarks sjoveste mand, der er instrueret af Mads Kamp Thulstrup og skrevet af Jacob Weinreich, spiller Timm Vladimir stand up-komikeren Jesper Conrad, som plages af mararidtsagtige forestillinger om, at hans kone er ham utro. Jesper Conrad står foran sit store gennembrud, men hans jalousi stiller sig i vejen, og man får hurtigt følelsen af, at tingene ikke kommer til at ende godt.

Mads Kamp Thulstrup har tilsyneladende ladet sig inspirere af David Lynch, og hans intense, psykologiske drama kræver et vist engagement af publikum, der bliver ført rundt i tomme, tavse stuer og lange hotelgange. Det er lidt enerverende i længden, fordi man trods en god præstation fra Timm Vladimir ikke rigtig når at fatte sympati for hans karakter.

Fucking Fakse

Trods et højt kvalitetsniveau skiller tre af årets seks afgangsfilm sig ud fra det øvrige felt. Den ene er svenske Johan Melins Steppeulve, som han også selv har skrevet, og som har Jakob Cedergren i hovedrollen. Cedergren spiller roden Jakob, der bliver løsladt fra fængslet to måneder før tid på grund af god opførsel og til sine gamle venners store overraskelse pludselig dukker op i hjembyen Fakse Ladeplads.

Intet er, som det var, da Jakob røg ind. Hans venner er blevet voksne og har enten fået ansvarsfuldt arbejde eller børn, og hans kæreste, Anja (Charlotte Guldberg), er flyttet sammen med hans bedste ven. Som Jakob tørt konstaterer, har de intet tilfælles, og de er kun blevet venner, fordi de begge "tilfældigvis er født i den her lorteby."

Anja elsker ham stadig, og i håbet om, at hun vil rejse væk sammen med ham, får Jakob skabt en masse ballade i løbet af det par dage, som filmen spænder over. Steppeulve er visuelt en meget energisk film, og man er med hele vejen. Den bliver måske nok ved med at trampe rundt i de samme ting lidt for længe, men det tilgiver man den gerne, fordi den er så velskrevet og -spillet.

Velkomment solstrejf

Mere helstøbt er Louise Friedbergs Afrejsen, som hun selv har skrevet sammen med Rikke de Fine Licht, og som fortæller om en karrierekvinde, der forsøger at forlige sig med sin 13-årige søn. Det er to stærke temperamenter, der støder sammen, og ingen af dem har lyst til at give sig, men i løbet af filmen finder de alligevel hinanden.

Ellen Hillingsøe spiller Annika, en rapkæftet journalist på vej til et korrespondentjob i Moskva, og den unge, talentfulde Simon Munk spiller hendes søn, Jonathan, der savner sin mor og ikke blot vil lade sig spise af med en tur i Tivoli. Der er mange rørende og stærke øjeblikke i Afrejsen, og Louise Friedberg gør sig umage for, at vi skal forstå både mor og søn, ligesom hun bestræber sig på, at vi ikke skal udsættes for en omgang overgjort, utroværdig sentimentalitet.

Som film nummer fem i programmet var Kasper Gaardsøes komedie Bare Holger et velkomment solstrejf midt i al mismodet. Filmen, der er skrevet af Mette Heeno, er en sorgmunter sag a la Jean-Pierre Jeunets Amélie, hvor vi præsenteres for den undseelige Holger (en glimrende Daniel Dencik), der fra barnsben har haft problemer med pigerne.

Som vores fortæller, Holger Juul Hansen, siger om en oplevelse, Holger havde som dreng: "Hvor andre måske ville have fået det første kys, fik Holger det første bistik."

Holger er med andre ord bare Holger. Og det er først, da Christian (Søren Pilmark), Holgers smarte overbo af en dameglad overlæge, rejser væk i en weekend, og Holger forveksles med ham, at han endelig kommer i kontakt med med bagerjomfruen Astrid (Helle Fagralid).

Men nu er Holger ikke verdens mest tjekkede person, og Bare Holger byder på adskillige urkomiske scener, hvor vor kiksede helt roder sig ud i de mærkeligste ting. Blandt andet bliver han udsat for en kinky forførerske i sygeplejerskeuniform og en hævngerrig ægtemand, der tror, at Holger er Christian. Timingen er i top, og spinkle Dencik og dejlige Fagralid udgør et godt omend usandsynligt par - hvilket selvfølgelig kun bidrager til komikken.

De seks afgangsfilm bliver fra i morgen og en lille uge frem vist i Grand i København, hvorefter de tager på turné til Gladsaxe, Odense, Århus og Aalborg

www.filmskolen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu