Læsetid: 4 min.

På job med antiterror-patruljen

Trusselsvurderinger og terroristprofiler er blevet en del af hverdagen hos Københavns Politi. Men at gå terrorpatrulje kan faktisk godt blive lidt kedeligt
30. juli 2005

Klokken er 15.00, og der er mønstring på Station City ved Halmtorvet. I spiserummet sidder de cirka 25 betjente, der udgør dagens eftermiddagshold. Den sidste frokost bliver fordøjet med Ekstra Bladet, mens der ventes på vagtlederen."Skal du på terror?" spørger en betjent sin kollega. "Jeg skal på S-tog." "Åh, det igen," lyder svaret. Da vagtleder Søren Svendsen træder ind i lokalet, falder der ro over betjentene, mens de bliver råbt op, og dagens opgaver bliver gennemgået. Et par anholdelser, en udlændingesag og en fangetransport. Og så skal Station City sammen med Nærpolitiet og Valby Politi levere fire hold til dagens 'tryghedsskabende patruljer' på metro- og togstationer. Vagthavende har modtaget et tillæg fra chefkriminalinspektør Per Larsen fra Københavns Politi, der indholder dagens trusselsvurdering, en terroristprofil og en beskrivelse af betjentenes opgave. "Ja, jeg vil ikke komme nærmere ind på det, men nøjes med at sige, at det er fem siders store tanker oppe fra Gården," bemærker Søren Svendsen, og flere betjente trækker på smilebåndet. "Og lad os så komme ud og spejde efter mistænkelige personer og deres rygsække."

Stille opgave

Politibetjent Anders Larsen og politielev Stine Jensen skal i dag patruljere Nørreport station.
"Vi er nødt til at gå til opgaven med lidt galgenhumor," bemærker Anders Larsen på vej til Hovedbanegården. Han er efterhånden erfaren i terrorpatruljering, men selv om opgaven bare er 'en del af jobbet', som han siger, adskiller den sig alligevel fra almindelige patruljeopgaver. "Når vi for eksempel bliver kaldt ud til husspektakler, ved vi, hvad opgaven er. Det her er lidt mere diffust," siger Anders Larsen. For Stine Jensen, der startede på Politiskolen i april og er i praktik på Station City, er det den første terrorpatrulje. Hun ville egentlig hellere på almindelig patrulje - ikke fordi terrorpatruljeringen vækker uro, snarere tværtimod. "Det er en mindre spændende del af jobbet. Det er jo ikke fordi, det er overflødigt at patruljere stationerne, men chancen for, der sker noget, er meget lille," siger Stine Jensen.

Flasker og en guitar

På perronen på Nørreport står en dreng og filmer med et lille digitalkamera. Betjentene lader ham filme, selv om det at filme for eksempel afgangstider eller stationer er noget af det, der kan kategoriseres som mistænkelig adfærd, fortæller Anders Larsen. I opgangen fra Nørreport stopper Anders Larsen pludselig op og kigger rundt om trappehjørnet. "Der sidder altid nogle og drikker deroppe, og de smider kapsler ned. Vi har flere gange fået dem i hovedet," bemærker han. Og ganske rigtigt: For enden af trappen sidder fire mænd placeret med hver deres eftermiddagsøl. Anders Larsen stopper for at tale lidt med dem og forsøger at fjerne dem. En af deres kammerater har efterladt en stor, sort guitartaske og to bæreposer ved nedgangen til stationen. "Hej! Kan I ikke lige få ham til at fjerne det her? Det må sgu ikke stå her," råber Anders Larsen efter dem. Han og Stine Jensen tjekker guitartasken og poserne, der klirrer højlydt, da de løfter dem. "Ja, der er ikke andet end hans ejendele og et par flasker," konstaterer Anders Larsen. "Det er jo ikke fordi, de glemmer deres ting, de har bare ikke andre steder at stille dem," siger Stine Jensen.
Anders Larsen efterlader poserne hos en af kammeraterne, og de to betjente fortsætter ruten. Ved billetkontoret ligger to omtågede mænd på brostenene og læner sig op ad skuret. Anders Larsen og Stine Larsen må ved fælles kraft hive den ene på benene, der vakler videre, da han er kommet op. "De er jo nogle stakler, og for de fleste mennesker kan det se voldsomt ud, når vi fjerner dem, men der skal være cirkulation i dem, ellers bliver stationerne jo bare væresteder," siger Anders Larsen.

Skyd for at dræbe

Endnu har Anders Larsen ikke oplevet nogen faretruende situationer på sine patruljer, men tanken ligger i baghovedet. Og situationer som den i England, hvor fire betjente skød og dræbte en uskyldig brasilianer gør indtryk."Hvis man står i en situation, hvor der er en reel risiko for et bombeangreb, må man jo skyde efter hovedet," konstaterer Anders Larsen.
Han har en afklaret holdning til at dræbe, hvis det bliver nødvendigt. "Sådan er det jo også på gaden. Vi skal altid anvende det mindste magtmiddel, men kan man ikke håndtere tanken om at stå i en situation, hvor man skal anvende pistolen, må man finde sig et andet job," siger Anders Larsen. Nede i Metroen kommer en steward hen til de to betjente.
"Hvor er det godt at se jer. I har en præventiv effekt - Karl Smarterne er ikke så smarte længere," siger han. Anders Larsen og Stine Jensen takker, udveksler et par ord med stewarden og går videre. "Nogle gange er der et par unge fyre, der lige skal imponere og kommer hen og spørger 'Skal du ikke visitere mig - jeg har en bombe!'" fortæller Anders Larsen. Andre gange oplever han, at folk ved synet af uniformen straks kommer hen for at spørge, om der er noget galt. Men de fleste tager betjentenes tilstedeværelse stille og roligt - nogle spørger sågar om togtider, siger Anders Larsen.

Oprydning

Vi går op på gaden igen. Der ligger en skjorte på trappen. "Lå den her sidst?" spørger Anders Larsen, og Stine Jensen ryster på hovedet. Skjorten viser sig at tilhøre gruppen af hjemløse, der sad på trappen før. "De er nogle sjufter," siger Anders Larsen og tjekker lommerne, der kun indeholder en tom cigaretpakke. "Ja, hvis man skal rydde op efter dem, kan man jo blive ved i en uendelighed," bemærker Stine Jensen. Der er stadig halvanden time tilbage af dagens vagt, og Anders Larsen og Stine Jensen går ned på perronen igen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her