Læsetid: 3 min.

Anden på joke

'Anden på coke' er kogende kongekunst - båret af en egostjerne, der tør se selv Gud i øjnene. Information giver fem troldænder for hans is i maven
2. juni 2006

Anden dryppede næseblod, i hvert fald på reklamerne på de otte blæretaxaer, der skinnede foran Falconérscenen onsdag aften. Og tilskuerne kunne såmænd også have fået blodet til at rinde i lind strøm ned mod scenen, ikke ved hjælp af forbudte rusmidler, men bare fordi de baskede hænderne mod hinanden:

Sådan et par tusinde unge, der piftede godt igennem... Kådheden smittede også af på teateroutsiderne, som havde ladet sig premierelokke af Andens ego-størrelse på plakaterne - og måske af minder om en langskægget Spies eller en Jul på Vesterbro.

Nå, men så sidder vi dér på rad og række, og så kommer Anden ind på en høj performerskammel med svømmefodsfodpind. Ups, tænker man. Hvad i alverden skal manden stille op med 100 minutter og en fuld sal?

Det tvivler han åbenbart også selv på i begyndelsen, uanset hvor hamrende prof han ellers er. Han flakker i hvert fald rundt i et gammelt jokerepertoire om børnesex og teenagevold, som han prøver at hente hjem med platheder om et drømmepublikum, der ikke bare skriger af grin, men skider af grin...

And i citron

Men så sker det: Anden ser lyset. Og det gør vi andre så også, ikke mindst takket være Jesper Kongshaugs løgnerlys, der stråler som direkte fra Vildanden. For Anden træder pludselig ind i sin 'egen' lejlighed omme bag stand-up-tæppet: Et vidunderligt hi-tech-tjekket samtalekøkken (nå nej, enetalekøkken!) med gråpudsede vægge og storskærm, sådan anden-lige-på-kornet af scenografen Rikke Juellund.

Nu falder Andens lange andekrøller roligere ned om nakken, og alt sluprer derudad som i andemad, mens Anders afslører sin inspirationsproces og dens dødvande. Overspringshandlingerne løber om kap til køleskabet, og de særeste emner ruller gennem Andens cola-delle-korpus, fra vandrestave til citronen fra Aarstiderne. Denne mand har blik for forbrug; handelstandsforeninger over hele landet burde score ham til æresmedlem! Og det er allerede her, at den første balstyrige fan må bæres ud af sikkerhedsvagter, mens han spinatpanisk skriger om nåde hos "AAAAnders!". Det er live, dette her.

Og det er zoom. Anden dukker ned foran sit akvarium, hvor en fisk svømmer filosofisk omkring. Et kamera rettes mod Andens opspilede øjne og hans overdrevne slugelæber, der liderligt forsøger at tiltrække en fiktiv moræneål. Storskærmen forvandler sig til et showroom for Andens tilsyneladende tandløse mundunivers, og her kommer så festforestillingen i forestillingen: Anden på Androgyn Akvarieaktion.

Her har instruktøren Nikolaj Cederholm fanget Anden i et perfekt close-up, hvor hans tankespring kan følges med intim-tilfredsstillende præcision. Cederholm har desuden skubbet Anden derud, hvor Anden holder op med at være stand-up'eren Anden og i stedet bliver skuespilleren Anden, der virker langt friere. Måske skuespillerrollens begrænsninger hjælper en overbegavet voyeur med afrapporteringstrang og overudviklede sætningskonstruktioner sådan som Anders Matthesen? Måske Anden bare svømmer bedre i fiktion?

And i Disney

Men åh nej... Mor ringer på mobilen, og Anders siger, at han laver te. Og mor ringer, og Anders siger, at han er ved at køre ombord på en færge... Anders sms'er hvide løgne til sin boss, så publikum hviner indforstået over hans kodesprog på storskærmen. Men hele tiden er kritikken subtil: ingen meningserklæringer, kun parodier. Selv når han til slut forsøger sig med Bange-Andens Banebrydende Bekendelsesmonolog, virker den som en nykristen løgn. Anden skal måske ikke tro på alle dem, der siger, at Anden er Gud. Faktisk klæder det ham bedre at være Samurai.

Heldigvis er Anden en rigtig andrik med krølle på halen. Denne gang er krøllen en munter kommentar til Disneys udødelige tegnefilm. Uden varsel kaster Anden sig nemlig ud i en børneværelsesforbudt sextolkning af Peter Pan og 'Gokkeblomst': (Jo, jo, du har ret: Scoop'et ligger i den helt rigtige diktion af replikken: 'Kom så, Nanna!').

Men hvad så? Er Anden på coke? Aner det ikke. Er Anden på joke? Ja, og det er måske hans svaghed. At hans stærke meninger forvandler sig til distanceparodier, sekundet efter de pibler frem under pandekrøllen. Eller under næsen.

Er Anden konge? Ja, og Anden på coke er kogende kongekunst - båret af en egostjerne, der tør se selv Gud i øjnene. Så herfra svømmer fem charmerede troldænder som belønning for Andens is i maven og kniv i replikken, hans selvironiske sofa - og hans evne til at lave nescafé i en opvaskebalje: Rap, rap, rap, rap, rap!

Anden på coke. Tekst og performance: Anders Matthesen. Instruktion: Nikolaj Cederholm. Scenografi: Rikke Juellund. Lys: Jesper Kongshaug. AV-design (tripsikker): Henrik Krarup. Akvariefisk (velsvømmende og sugemallevenlig): Artaud. Falconérsalen til 15. juni. Turné fra 9.sept. i Odense til 10. nov. i Albertslund.

www.fbi.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu