Læsetid: 4 min.

På kanten

10. januar 1998

KAN EN sommerfugls vingeslag udløse en hvirvelstorm, sådan som en smart skribent engang skrev om den matematiske kaosteori? Nej, det passer ikke. Men nu vil verdensøkonomerne have os til at tro på, at den japanske gennemsnitsfamilie kan udløse en global økonomisk nedsmeltning, hvis ikke den holder op med at spare på sine penge. Og desværre er det ikke helt usandsynligt, at det passer.
Långivning uden dækning har drevet store banker og virksomheder og hele nationer så langt ud mod afgrundens kant at hele læsset truer med at vælte hvis ikke forbrugerne i Japan bruger penge nok!
Indtil ugen før jul havde Japan en ganske almindelig Thorkild Livrem-type til premierminister. Stædigt holdt Ryutaro Hashimoto fast ved, at de offentlige finanser skulle strammes. Tæring efter næring.
Så vendte Hashimoto på en tallerken. Nu var han pludselig overbevist om, at Japan som nation har pligt over for verden til at gøre det stik modsatte. Den japanske stat skal bruge penge, den ikke har, for at redde verden fra intet mindre end en økonomisk nedsmeltning. På stedet bevilgede han to billioner yen i skattelettelser. Det er disse to billioner der beløber sig til godt 3.000 kr. pr. familie.

ALLEREDE den samme formiddag sagde Hashimotos rådgiver i skattespørgsmål, professor Hiromitsu Ishi fra Hitotsubashi Universitet til The Japan Times: "Det har ingen større virkning at give folk en sum penge. Folk har også penge nu. De vil blot hellere spare dem op, for at forberede sig på fremtidige byrder."
Men hvorfor skulle en sådan snusfornuft udløse en fatal kædereaktion af økonomiske og sociale ulykker i resten af verden? Det kan WTO's generaldirektør, Renato Ruggiero måske forklare. Han mener at 1997 bør fejres som et jubelår. Den 13. december stod han med løftet tommelfinger på WTO's hovedtrappe i Genève og sagde: "Dette er et anno mirabilis. På ét år har vi gjort utrolige fremskridt mod liberalisering - 95 procent af verdensmarkedet for finansielle tjenesteydelser og 95 procent af informationsteknologien... Dette er et fantastisk instrument for vækst og udvikling overalt i verden."
Problemet er, at det fantastiske instrument ikke er blevet brugt til at fremme en fri samhandel på lige vilkår med skyldigt hensyn til omverdenen og de svagt stillede. Pengenes frie bevægelse er i realiteten en ensrettet trafik, sagde Egyptens Geneve-ambassadør, Mounir Zahran, ved samme lejlighed: "De fleste udviklingslande vil åbne deres markeder, men de færreste af dem kan selv konkurrere på i-landenes markeder."
I skarp indbyrdes konkurrence har finansfolkene i Japan og resten af den rige verden taget sig den frihed at puste værdierne op og give lån, som de er afskåret fra at få tilbage nu, hvor luften går af ballonen både i Sydøstasien, Japan og Mexico.

OG NÅR protektionismen og statskontrollen afvikles, så finder statscheferne på andre metoder til at beskytte de finansielle tjenesteydere mod følgerne af deres misbrug af friheden. Så som den internationale valutafond, IMF's store redningsaktioner først for Mexicos og så for Sydkoreas valuta. Og Hashimotos redningsplan for de japanske banker, der skal tilføre 10 billioner yen i statsgarantier - om nødvendigt på bekostning af statens aktiepost i det nationale teleselskab, NTT.
Da Hashimoto desuden brød med sin egen politik og
lovede skattelettelser for at banke japanernes privatforbrug i vejret, greb Bill Clinton straks sin telefon og ønskede ham tillykke med hans "lederevner". Et højt forbrug og en høj vækst i Japan skal redde Sydkorea fra statsbankerot, USA fra handelsunderskud og de internationale banker for milliardtab.
Som beskrevet her i avisen i onsdags gik der kun et døgn, før Hashimotos nye politik var slået fejl. Kurserne raslede nedad igen både på japanske aktier og japanske yen. De udenlandske tilgodehavender blev endnu mere usikre. Men det fik blot cheføkonomerne og toppolitikerne til at kræve endnu flere skattelettelser og endnu mindre statsregulering af finanssektoren.

SÅDAN virker den globale finanslogik. Problemet er bare, at den selvsamme form for økonomisk vækst har indbygget en anden logik, der også fører verdenssamfundet mod kanten af en afgrund: Det støt stigende overforbrug af energi og ressourcer.
Uden en ny økonomisk vækst kan vi ikke få råd til de investeringer, der kan nedbringe vores udslip af drivhusgasser, siger den japanske industriorganisation Keidanren og det magtfulde ministerium for international handel og industri, MITI. (Blandt andet fordi de satser på en af de dyreste og mindst sikre måder, man kan gøre det på, nemlig flere atomkraftværker).
Med en ny økonomisk vækst af samme slags som hidtil bliver det problem, der skal løses, større, påpeger den japanske miljøbevægelse.
Erfaringen giver dem ret. Olieprisernes stigning i 70'erne virkede som chokterapi i Japan. De udløste en bølge af energibesparelser og investeringer i ny, teknik. Japan blev et foregangsland med hensyn til energieffektivitet. Men da oliepriserne faldt igen og frygten for forsyningsstop drev over, gik den udvikling i stå. Stigningen i forbruget af olie og kul er endda fortsat i lavvækstperioden siden 1992.
Japan har de teknologiske forudsætninger for at vise verden en vej til at opretholde et velstående industrisamfund uden at undergrave klimaet og naturgrundlaget. At dømme efter meningsmålingerne har befolkningen også viljen til at begrænse sit materielle forbrug af hensyn til miljøet. Indsigt og viden skorter det heller ikke på.
Men det globale økonomiske spilleregler stiller sig hindrende i vejen. Japans eksempel viser tydeligt, at de kommende topmøder om klima må ændre disse spilleregler, hvis der skal komme hul på bylden.es

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu