Blandt det ikke uanseelige antal skiver af dansk oprindelse, der havner i undertegnedes cd-afspiller, er der rigtig langt mellem dem, der byder på decideret overraskende klange. Langt størstedelen af den musik, der laves, har så tydelige rødder i udenlandske forbilleder, at ens umiddelbare reaktion er at bide sig i læben. Til det bløder. På den anden side falder man ind-imellem over noget musik, der gør alt, hvad der står i dens magt for at fremstå original - desværre med mere eller mindre uudholdelige resultater. Resultatet er ofte blot, at lytteren ikke kan andet end erindre sig John Lennons udødelige sentens om, at avantgarde is french for bullshit (det var så før, han stødte ind i Yoko Ono, vel at mærke!). En tommelfingerregel for dem, der vil bryde reglerne, er såmænd at kende dem. John Coltrane førte jo heller ikke sit publikum ud i musikkens allermest spacede rum, før han aftjente sin værnepligt som både anonym sideman og gemen jazzkunstner inden for datidens specifikke tradition(er).
Nutidens avantgarde satser i stedet som oftest på at bryde reglerne fra første færd. Og således også med den konsekvent eksperimenterende rockkvartet Speaker Bite Me, der over fire albums i perioden 1996 til 2001 gjorde dansk rock til et mere overraskende, usikkert og indimellem udpræget krukket, men også altid mere interessant sted at være. Det var rock uden sikkerhedsseler eller airbag, bare 150 km/t gerade-aus i alle retninger. På én gang. Det handlede konsekvent om et fortsat opgør med den traditionelle sangskrivning, og under kampråbet 'ned med vers-omkvæd-formen og fuck den traditionelle vestlige harmoniopfattelse' gik stormen på normalitetens barrikader. Dengang kaldtes barnet for støjrock, en ikke helt præcis term, da der altid blev gjort plads til det rent ud smukke i bandets univers. En tendens, der blev tydeliggjort, da gruppens to frontfigurer, Signe Høirup-Wille Jørgensen (under navnet Jomi Massage) og Martin Ryum - begge trakterer guitar, keyboards og sang - hver især markerede sig som solister efter SBM's afsluttende sentens, det i studiet komponerede (det hørtes!) 4 Days In September, som i disse øren fremstod som lidt af en falliterklæring.
Disciplineret anarki
Nu er Speaker Bite Me så tilbage med albummet Action Painting, og det er faktisk temmelig pissegodt, når det er godt. 11 sange af mere eller mindre hjemmegjort observation - mere eller mindre, thi det er en af de mest citatfyldte udgivelser længe hørt, om end citaterne generelt alle har været en tur gennem både sprogets og musikkens svar på kødkværnen - for selvom titler som 'War Is Over', 'Where Have All The Flowers Gone?' og 'Teach Me Tiger' stinker langt væk af hhv. John Lennon, Pete Seeger (det er så Marlene Dietrichs version, der er den definitive) og April Stevens, ville deres ophavspersoner næppe kunne nikke genkende til lortet, efter det i den grad er blevet dekonstrueret i hoved og røv.
Og sådan er det hele vejen igennem - når der i pressemeddelelsen tales om, at "Prince bidrager, mens Robert Rauschenberg iagttager, David Byrne & Beyonce danser til Jackson Pollocks sanser", er det ikke helt ude i urskoven. Selvom der altså er rigtig langt til, at SBM bliver sådan rigtig godt gammeldags funky, uanset intentionerne. Og det er ikke fordi rytmegruppen - med den herligt udfarende Emil Landgreen bag trommerne og den stramt økonomiske Kasper Durell på bas - ikke swinger, for det gør den. Men ikke i sådan en nu-rydder-vi-dansegulvet-forstand, selvom man altså kan danse til åbningssalven 'Fistful of Air', hvis man var i det humør. Måske en smule spastisk, men det kan også være skægt.
Et par skud for boven
Det er nu næppe ej heller bandets intention at gøre denne verdens dansegulve usikre, dertil er det stadig en flok art rockers ind til benet. Det handler om at underminere lytterens forudfattede meninger, og når et nummer som 'Bongo Bizarre' til en begyndelse citerer en elsket Pink Floyd-sang, er bandet lige så meget ude på at sabotere som på at hylde; på samme måde som den førnævnte antikrigssang 'Where Have All The Flowers Gone?' selvfølgelig skal tages seriøst i lyset af tapre lille Danmarks hårdt tilkæmpede position som (godt nok hamrende ulovligt) krigsførende nation - men samtidig må dens implicitte politiske korrekthed altså lige tage et par skud for boven, så vi ikke går til i kvalmende selvgodhed. Det er faktisk ret (van)vittigt gjort, og personligt er det længe siden, en skive så mange gange har trukket på det skæve smil.
Subversivt, ja da, men også fuldt af overskud og en befriende kærlig humor. SBM er blevet et bedre band af at skrue ned for det overkørt prætentiøse og i stedet satse på lidt mere disciplineret anarki nede på Lilla Stue. Krasbørstigt og kompromisløst, opfindsomt og respektløst, udfarende og udfordrende og hele tiden lige på kanten af småt brændbart. Jeg lover Dem, at De næppe vil komme til at høre noget, der bare ligner, inden for det felt, vi kalder dansk rock. Ikke i år og næppe heller de næste par stykker med.
Speaker Bite Me: Action Painting (Morningside Records/Playground)
