Læsetid: 4 min.

På langt sigt

20. oktober 1999

HADLEY Centeret for klimaforskning har netop offentliggjort en ny rapport, der burde vække til eftertanke. Og til dåd.
Selv har centeret med sin efterhånden ret veludviklede model af verdens klima undersøgt, hvad der vil ske i fremtiden, hvis vi lader stå til, hvis vi anstrenger os lidt, og hvis vi anstrenger os lidt mere for at undgå den menneskeskabte forandring af klimaet.
Desuden har centeret fra en række andre forskningscentre, samlet vurderinger af, hvad ændringen af klimaet vil medføre for de naturlige økosystemer, vandressourcerne, landbruget, oversvømmelser og udbredelsen af malaria.
Det er gjort før. Advarslerne er hørt før. Om regnskove, der bryder sammen, så biomassen rådner og brænder. Om floder, der tørrer ud, så folk ikke kan få vand til deres marker og sig selv. Om høsten, der slår fejl, så folk i visse dele af verden bliver mere udsat for at mangle mad. Om oversvømmelser, der bliver værre og rammer mange flere mennesker. Om malariamyg, der kan brede sig til store nye områder.
Mange er vel snart lidt trætte af at høre det igen.
Og det er just problemet.

EN STOR del af de forskere, der arbejder seriøst med klimaproblemerne, ser med bekymring på den store afstand mellem de problemer, de beskriver, og de handlinger, der skal gøre det ud for løsninger.
Det er, som om verden kun kan tænke kort. Og ikke kan affinde sig med, at det "bedst opnåelige" politiske resultat er for lidt. Alt for lidt.
FN's klimatopmøde i Kyoto for to år siden blev ganske vist lidt af et gennembrud. For første gang lykkedes det at få sat tal på en forpligtende målsætning for begrænsning af udslippet af de seks vigtigste drivhusgasser fra de gamle industrilandes energiforbrug, landbrug og industri. Oven i købet med en vis gennemslagskraft i de globale massemedier.
Problemet bliver i højere grad anerkendt. Men samtidig er det som om verdensoffentligheden, politikerne og deres rådgivere fortrænger de to afgørende kendsgerninger: For det første at Kyoto-protokollen slet ikke er trådt i kraft; udviklingen går endda stadig den forkerte vej. For det andet at Kyoto-protokollens mål er så beskedent, at det faktisk kan være ligemeget, hvis ikke man ser det som et første, lille skridt på vejen til en meget større anstrengelse, hvor alle lande begrænser deres udslip så meget, de overhovedet kan.

DERFOR har de britiske klimaforskere denne gang valgt at udforme deres rapport sådan, at den sætter selve formålet med hele anstrengelsen til debat.
Formålet er klokkeklart beskrevet i selve traktaten fra Rio-topmødet i 1992: At forhindre en skadelig menneskeskabt forandring af verdens klima.
Rapporten fra Hadley Centeret viser lige så klokkeklart, at menneskeheden faktisk er godt på vej til at forhindre sig selv i at nå det mål. Eller i hvert fald at vi gør det sværere for os selv for hvert år, der går.
Man måler koncentrationen af drivhusgasser i ppm (parts per million). Den var ca. 270, før vi i dette århundrede for alvor gav os til at brænde olie og kul og gas af og slippe andre drivhusgasser ud i stigende mængde. I dag er der ingen, der tør drømme om at vende tilbage til den klimabalance. Ikke engang at standse brat på det nuværende niveau, ca. 360 ppm, hvor vi som bekendt har oplevet syv af de varmeste år i 90'erne. Heller ikke en opbremsning ved 450 ppm anses for teknisk, økonomisk og politisk mulig.
De bekymrede britiske forskere har pragmatisk undersøgt, hvad der vil ske, hvis vi tillader en fordobling (550 ppm), en tredobling (750 ppm) eller lader stå til.

TREDOBLINGEN løser ingen problemer. Den udskyder blot nogle af de værste, som f. eks. regnskovenes sammenbrud og den smeltende is. Hvis det lykkes at stabilisere drivhusgasserne i atmosfæren på dobbelt niveau, vil det ikke afværge den globale opvarmning, der er i gang, men dog begrænse skaderne ganske væsentligt, viser rapporten.
Men først skal stigningen standes. Så skal den vendes til et fald, så udslippet pr. verdensborger kommer ned i en størrelsesorden på mellem en tiendedel og en femtedel af det nuværende udslip her i Danmark.
Det kræver, at man både arbejder på kort sig og langt sigt. På kort sigt skal man naturligvis høste de nemme frugter. Fråds og umanerligt energispild og den slags. Samtidig skal de alternative energikilder og levemåder udvikles. Jo før det sker, jo større bliver virkningen. Jo længere man tøver, jo større bliver de samlede omkostninger, både målt i penge og lidelser.
Men blandt regeringernes økonomiske rådgivere og på FN-traktatens femte partsmøde, der starter i Bonn på mandag, koncentrerer man sig næsten kun om de første og billigste skridt: Hvordan kan man spare penge ved at handle med kvoter og begrænse udslippet i andre lande end sit eget. I sig selv er det fint nok, hvis danske investeringer begrænser udslip i Polen eller Kina. Men hvis det træder i stedet for afvikling af danske udslip, er det på langt sigt meningsløst.es

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her