Læsetid: 8 min.

På linjebetaling

Tidligere kulturjournalist på Information fra 1952 til 1963 ser tilbage på en tid, hvor hans ivrige artikelproduktion på linjebetaling blev så stor en belastning for avisens budget, at Børge Outze kaldte ham ind til samtale
9. maj 2006

Det var med ærefrygt og en anelse nervøsitet, jeg en tidlig morgen i sensommeren 1952 bevægede mig op ad hovedtrappen til St.Kongensgade 40 og på første sal til højre svingede ind ad døren, hvor der stod Information - Redaktionen. Låsen bar stadig præg af, at den var blevet åbnet med en maskinpistolsalve. Jeg kendte lidt til lokaliteterne. Jeg havde et par gange besøgt militærmedarbejderen, Frits Høyrup. Det var i Den Kolde Krigs tid, og de fleste aviser havde en militærmedarbejder.

"Hvad kan jeg hjælpe med?" spurgte en velvoksen fyr, der sad i et lille bur til højre for hoveddøren. Det var Henry, budchefen. Jeg håbede, han genkendte mig. Han lod sig ikke mærke med noget.

"Jeg har en aftale med Frits. Jeg skal aflevere noget på hans kontor," fik jeg sagt. Og så langt var det sandt. Han så mistroisk på mig, som han så på alle, der ikke hørte til på redaktionen. Mange tumper og kværulanter forsøgte den- gang at få adgang til bladet. En anelse af stemningen fra den illegale tid hang stadig i luften.

Der var stadig, syv år efter befrielsen, gamle modstandsfolk, der ønskede at meddele chefredaktørerne, Børge Outze og Erik Seidenfaden, et og andet; enten "i fortrolighed" eller måske i frustration over tingenes udvikling i efterkrigstiden. Og så var der måske folk med en skummel baggrund, der følte sig trådt over tæerne. Information var ikke en avis, der lagde fingrene imellem. Henry var en slags sikkerheds- vagt, der sorterede med hård hånd.

Men jeg var en pæn ung mand med kravetøj, blød hat og mappe under armen. Men først og fremmest blev jeg vel genkendt som en ven af Frits. Jeg kunne passere. På den lange, dunkle redaktionsgang med det slidte, hullede linoleum duftede der af frisklavet kaffe og af kemikalier fra en utæt dør til et mørkekammer. Fra flere kontorer lød der ure- gelmæssige anslag på skrivemaskinerne. En telefon kimede. Frits Høyrups kontor var som ventet tomt. Jeg vidste, at han var på reportagerejse til Grønland. Han havde før afrejsen sagt, at hvis jeg - som næsten arbejdsløs - faldt over stof, der egnede sig for Information, kunne jeg blot aflevere det til Martin, redak- tionschefen.

"Han bider ikke hovedet af dig - selv om det godt kunne lyde sådan." Jo, jeg kendte Martin. Jeg havde flygtigt truffet ham under en pressetur til Slesvig. Berygtet for at være en hensynsløs bulderbasse og berømmet for at være en enestående dygtig journalist og redaktionschef. Jeg tog plads ved Frits' skrivemaskine - en førkrigstidsmodel med nedslidt valse og løse taster. Og så begyndte jeg at sende de første historier ned til redaktionssekretariatet i "kælderen", der lå plant med Skt. Annæ Passage. Det skete ved hjælp af Henrys underordnede bud.

"Jeg troede, du bare skulle aflevere noget," sagde Henry.

"Ja, men det er jo også det, jeg er i gang med," svarede jeg. Mine små nyhedshistorier stammede fra et lager, jeg havde gemt fra aftjeningen af min værnepligt på Søværnets Pressetjeneste. Telefonen ringede. Det var Martin.

"Hvem fanden sender det her ned med "en"?," spurgte han. "en" var mit mærke. Jeg fortalte, noget tør i halsen, om min aftale med Frits. At jeg var velkommen til at tilbyde nyheder, men ikke, at jeg på eget initiativ havde etableret mig på hans kontor.

"Hm ... Kommer der mere?" "Ja, jeg er i gang med et par ting ..."

"Hm ... Udmærket." Derefter blev røret lagt på.

Fra det øjeblik følte jeg mig ansat på Information.

Min drøm at blive ansat

Jeg var 21 år. En drøm var gået i opfyldelse. Jeg havde med mine beskedne forudsætninger opnået, hvad mange unge journalister drømte om i årene efter Anden Verdenskrig: at blive ansat på modstandsbevægelsens avis. Eller rettere sagt: Jeg havde jo ansat mig selv. Information var idealet af en avis: Uafhængig af politiske partier, men med skarpe meninger. Tilsyneladende ubestikkelig. Kompromisløs nyhedsjournalistik. Levende kulturstof. En åben læserdebat. Men også en avis på et højt intellektuelt niveau; uendelig højere end mit eget niveau. Jeg måtte gå stille med dørene, ikke afsløre min beskedne, ukvalificerede baggrund.

Og så var bladet også "uafhængig af økonomiske interesser". Og det på en mere problematisk og bogstavelig måde, end man forestillede sig. Der blev fortalt om en episode, der skulle have fundet sted kort tid før min ansættelse: Erik Seidenfaden og Børge Outze var på vej over Kgs. Nytorv. De havde været til møde med formanden for bladets bestyrelse, direktør Viggo Villadsen, i Magasin du Nord, og fået forelagt det seneste regnskab.

"Det var så det," sukkede Seidenfaden. "Vi må give op. Det underskud får vi aldrig indhentet. Vi må lukke biksen ..."

"Du har ret," svarede Outze. "Løbet er kørt. Vi må lukke bladet." Og så tilføjede Outze på sit stadig let syngende fynske: "Nu gælder det bare om, at det ikke siver ud ... At vi holder kæft ..."

Underforstået: Og kører videre på pumperne. Om historien er sand, ved jeg ikke. Men den lyder sandsynlig. I tiden omkring min "ansættelse" hang Informations liv, som så mange gange før og efter, i en tynd, bristefærdig tråd. Det var nok troligt, at Seidenfaden var den første til at erkende situationens alvor. Han var realisten med det kølige overblik. Outze var mere optimisten, der gerne fortrængte problemerne med en kæk bemærkning. Det var også disse egenskaber, der havde gjort dem til datidens mest beundrede lederskribenter: Seidenfaden med de præci- se, klare, uindpakkede meninger og Outze med den sangvinske evne til at udtrykke sig let og elegant - fra glæden over de første forårsblomster til frygten for verdens snarlige undergang på grund af Koreakrigen eller atombombetruslerne. Men konkurrencen fra de øvrige københavnske avisers leder- skribenter var nu heller ikke så hård.

Papirdonation og banklån

Eller vi kunne blive mindet om den skrantende økonomi, når bladets direktør, Robert Holmberg, frem mod den første i måneden måtte på rundtur til medarbejderne og bede os vente lidt med månedslønnen. Eller en dag vi ventede på en vigtig opringning fra driftsleder Olsson i vores trykkeri, Skt. Annæ-trykkeriet. Det var frem mod trykstart. Pladerne var monteret. Men der var ingen papirruller! Så kom opringningen: "Lastbilen er lige kommet!" Det var lastbilen med papir fra Pressens Fællesindkøbsforening, der endnu en gang bevilgede henstand med gælden. Det kunne være nervepirrende for bladets ledelse, men egentlig mærkede vi medarbejdere ikke meget til kriserne - ud over at vi undertiden måtte vente på løn.

"Lige i øjeblikket står Holmberg med ryggen mod muren i Handelsbankens låneafdeling," sagde Martin.

"Og der bliver han stående, til vi har fået et nyt lån."

Vi troede vel ikke på mirakler, men mere på, at Information var en så lysende rigtig og spændende bladidé, at den ikke kunne slukkes af noget så trivielt som mangel på penge. (...)

Indkald til reprimande

Kulturmedarbejdere på avisen kunne efter måske 14 timers arbejde gå hjem med 40-50 kr., mens jeg havde tjent adskillige hundrede. Men æren ved at skrive i Informationvar også en del af lønnen. Uretfærdigt og uden proportioner var det. Spinatfuglene, som kulturmedarbejderne blev kaldt, var begavede og underholdende, men underbetalte.

Men en dag brast det med min lukrative ordning. Det var direktør Holmberg og kontorchef Ebbesen Sørensen, der slog alarm: Om chefredaktionen var klar over, at den nye medarbejder, den unge, tynde, rødhårede Nørgaard skrabede flere penge til sig end gamle, rutinerede medarbejdere? At jeg var blevet en belastning for redaktionsbudgettet? Næh, det var man ikke klar over. Man var i det hele taget ikke rigtig klar over, hvordan det egentlig forholdt sig med denne unge mands ansættelsesforhold.

Jeg blev kaldt til møde med Outze. Det var vores første egentlige møde. Ellers havde vi kun nikket høfligt, når vi mødtes på redaktionsgangen. Chefredaktøren tog det på sin sædvanlige venlige, smidige måde: "Jeg kan forstå, at De er en flittig ung mand - men måske lidt for flittig i forhold til bladets økonomi."

Men da han havde erfaret fra Martin, at jeg nu kunne betragte mig som ansat, måtte jeg hellere komme på fast løn. Han nævnte et tal. Det var omkring en femtedel af, hvad jeg hidtil havde tjent. Men det var i orden. Penge interesserede mig ikke så voldsomt. Desuden havde jeg i længere tid haft en pæn bi-indtægt ved at skrive en ugentlig spalte med sladderstof fra navnlig det københavnske revy- og teaterliv til en række mellemstore provinsaviser, der hed "København i ugen der gik". Outze ville gerne høre noget om min journalistiske fortid. Jeg fortalte, at jeg havde været på forskellige små radikale provinsaviser.

"En god skole," bemærkede han. "Den bedste." "Jeg startede som lokalredaktør på Viborg Venstreblad, for resten kun få dage efter min 17-års fødselsdag ..."

Alderen gjorde ikke indtryk på Outze. Han var selv startet som journalistelev på Fyns Venstreblad i samme alder. "Men Viborg Venstreblad, det er lukket, ikke?" spurgte han. "Jo, jeg var den sidste redaktør. Og så kom jeg til Randers Amtstidende." "Magne Nøhrs gamle blad. Men det er jo også gået ned ..." "Ja. Der var jeg igen den sidste redaktør. Og så gik turen til Fyns Venstreblad. Der blev jeg udlært, eller hvad man vil kalde det ..."

"Kald det bare det. Der blev jeg selv uddannet. Men Fyns Venstreblader jo også på vej ..."

"Ja, det synger vist på sidste vers."

"Har De været på andre blade, der er gået ned?," spurgte Outze muntert.

"Jeg aftjente min værnepligt på Søværnets Pressetjeneste..."

"Som nu er forsvundet! Det må jeg sige. Og nu Information. De er da i hvert fald i rutinen." Jeg blev vist ikke betragtet som nogen ulykkesfugl, men han var ikke blind for, at det var et åbent spørgsmål, hvor længe Information kunne klare skærene.

"Aldrig har en skude været så længe om at synke - uden at gå ned." Eller inskriptionen på Paris' byvåben, som vi ofte hørte om: 'Den gynger, men den synker ikke'. Min indstilling var: Det må holde, så længe det kan. Foreløbig var det indgangen til gyldne tider. Jeg følte mig fulgt af et aldrig svigtende held.

Erik Nørgaard er journalist og forfatter. Ovenstående er et uddrag af første kapitel fra hans erindringsbog 'Gyldne tider' (Gyldendal, 1998). Udkommer i en revideret udgave i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her