Læsetid: 5 min.

På menneskers side - ikke dyrs

Nogle mennesker bliver forståeligt nok oprørt over eksperimenter på dyr. Men hellere det, hvis det kan redde mennesker
3. august 2006

For de af jer, der ikke har læst det seneste nummer af Practical Fishkeeping Magazine, kommer her tophistorien:

The Royal National Lifeboat Institution (RNLI) har opfordret Lyme Regis Lifeboat Guild til at indstille deres årlige velgørenhedsarrangement kendt som 'conger-cuddling', havål-omfavnelse. Aktiviteten er grundlæggende en fiske-udgave af keglespillet skittles, men her kaster det ene hold med en død havål i forsøget på at vælte modstanderne, der står på nogle træblokke.

Som grund gav RNLI det faktum, at en anonym dyreværnsaktivist havde truet med at filme den meget populære lokale begivenhed og bruge optagelserne som en del af en 'landsdækkende kampagne' mod conger-cuddling, som er 'respektløst' over for en nyligt afdød ål.

Jeg går ud fra, at den udtalelse, formanden for Lyme Regis Lifeboat Guild udsendte, er en anerkendelse af den rædsel, dyrevenner har vakt blandt deres fjender: "RNLI ønsker ikke at blive involveret i en begivenhed, der kan ses som barbarisk på grund af brugen af et dødt dyr."

Aflysningen af Lyme Regis-konkurrencen har ikke den store betydning, bortset fra at RNLI mister et par tusind pund i gave. Men den fortsatte kampagne imod, at Oxford universitetet vil åbne et center for dyreforsøg, er en noget mere alvorlig sag.

Mere værd en mennesker

I sidste uge stod Newsnight for en offentlig debat på rådhuset i Oxford mellem de to parter. Det var en triumf for public service. Jeg troede ikke, at ordstyreren, Gavin Esler kunne holde orden på de meget lidenskabelige følelser på begge sider. Men alle kom til orde uden afbrydelser. Dette har muligvis ikke været en fordel for modstanderne af centret, i deres kamp for befolkningens støtte.

Gavin Essler spurgte Mel Broughton, en af dyrevennernes kendteste profiler, om han kunne acceptere forsøg med en enkelt malariamyg som en del af researcharbejdet med at finde et middel mod en sygdom, der hvert år dræber omkring en million mennesker, de fleste af dem børn. Nej, det kunne han ikke.

Straks afsløredes sandheden om disse kampagnefolk: Det er ikke, fordi de mener, dyr er lige så værdifulde som mennesker. De mener, at dyr er meget mere værdifulde end os. Hvorfor de tror, at det mere er et problem for psykiatere end for filosoffer.

Mel Broughtons fremtræden var slående. Han mindede mig om de folk, jeg plejede at opleve, da jeg selv gik på Oxford - men de agiterede for det socialistiske arbejderparti eller andre trotskistiske organisationer. Jeg har en mistanke om, at yngre medlemmer af den ekstreme del af dyrevennernes bevægelse er den slags, der for 30 år siden ville have været medlemmer af en revolutionær marxistisk sekt. Deres sympati lå ikke hos de undertrykte dyr, men hos det undertrykte proletariat.

Problemet for de studerende revolutionære var, at det undertrykte proletariat i stigende grad gjorde det klart, at hvad de ville var ikke omstyrtelsen af det kapitalistiske samfund, de ønskede dets materielle goder: farve-tv, udlandsrejser og et stort udvalg af biler. 'Falsk bevidsthed', kaldte de marxistiske studerende det. Men en revolutionær kan kun klare så meget falsk bevidsthed, før han afviser arbejderne som tabere og beslutter sig for en karriere i reklamebranchen.

Dyr, derimod, har den store fordel frem for proletariatet, at fordi de er stumme, kan de ikke skuffe deres potentielle redningsmænd ved at fortælle dem at livet i laboratoriet faktisk ikke er så slemt endda. "Videnskabsmændene syntes altid at være glade for at se os, og der er altid masser af mad - selv om jeg godt nok ikke er meget for indsprøjtningerne."

Vildledte dyrevenner

Vi kan ikke vide, hvad dyr tænker om deres liv i laboratoriet, ethvert gæt er ren antropomorfisme, og ikke kun fordi dyr ikke kan tale. Som Wittgenstein skrev: "Hvis en løve kunne tale, ville vi stadig ikke kunne forstå den." Med andre ord, vore tankeprocesser er så totalt forskellige, at en virkelig forståelse af dyrets tankegang er umulig.

Det moralske problem for videnskabsmændene er, at når de søger efter en kur mod menneskets mest genstridige neurologiske sygdomme som Parkinsons eller Alzheimers, udfører de deres arbejde på de dyr, der står os nærmest - de højerestående primater.

Det mest bevægende indlæg under debatten kom fra Michael Robbins, der havde lidt under frygtelige rystelser, der gav ham kramper, fra han vågnede om morgenen, til han faldt i søvn om aftenen - ved hjælp af store doser medicin. Det lykkedes dr. Tipu Aziz at helbrede, hvad medicin ikke havde været i stand til ved hjælp af 'dyb hjernestimulering'. Dr. Aziz opdagede teknikken gennem eksperimenter på levende chimpansers hjerner.

Nogle mennesker bliver forståeligt nok oprørt over sådanne eksperimenter. Jeg oprøres ved ideen om, at denne medicinske research skal gøres ulovlig. Her opstår en uoverstigelig moralsk kløft. Men når dyrevenner hævder, at sådanne eksperimenter er unødvendige, og at det er 'ond videnskab', bevæger deres argumenter sig fra det moralske til det uærlige. Som dr. Sophie Petit-Zeman fra The Association of Medical Research Charities siger, kan de ikke på samme tid hævde, at dyr er for tæt på os til at blive udsat for ufrivillige eksperimenter, og så fjernt fra os, at resultaterne af sådanne eksperimenter er meningsløse.

Dette betyder ikke, at alle dyrevenner er totalt vildledt. Jeg er næsten pinligt berørt ved at skulle indrømme at Lawson-menageriet også omfatter seks hunde, tre ponyer, tre geder og fem høns. Men hvis det var nødvendigt at foretage eksperimenter på alle 17 for at finde en kur mod en potentielt dødbringende infektion, som et af dem havde givet til en af mine to døtre, ville jeg ikke tøve med at give mit samtykke.

Så kan man argumentere med, at mit synspunkt er farvet af det faktum, at det ville være mit eget barns liv, der stod på spil. Men alle syge børn har forældre, og det er skat betalt af landets forældre der nu - til de protesterendes raseri - betaler de ekstraordinære sikkerhedsforanstaltninger, der skal beskytte de mennesker, der skal opføre forsøgscentret i Oxford.

I sidste ende drejer diskussionen sig om ét punkt: Er dine dybeste følelser af empati rettet imod mennesker eller dyr? Trods al den ondskab vi er i stand til at udvise, er jeg på menneskets side.

© The Independent & Information

Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu