Læsetid: 6 min.

På opdagelse i en arkitekts oversete værker

Alle rejsende til Mexico City vil til Frida Kahlos og Diego Rivieras museer, mens deres ven, arkitekten Luis Barragán, snildt bliver ignoreret, skønt han var én af det 20. århundredes store modernister
26. maj 2007

MEXICO CITY - Det ville være på kanten af det snobbede at nedgøre den vanlige turistrute.

Næsten alle udenlandske turister valfarter til Frida Kahlos og Diego Rivieras små aparte tvillingehuse i det yndige, farverige kvarter Coyacán i den sydlige udkant af Mexicos gigantiske metropolis. De lægger så vejen om Kahlos atelier i samme distrikt og kan, inden dagen er ovre, nå at besøge Leon Trotskys hus, hvor han blev hugget ned med en hakke af en confidante - en mexicansk stalinist - i 1940 og døde af sine sår i hovedet dagen efter.

Turen skal selvfølgelig tages. Kahlo og Riviera har jo siden 1980'erne været genstand for en vedvarende fascination i Europa og USA. Da vi besøgte Rivieras atelier (Museo Estudio Riviera), henvendte en ældre dame sig på et amerikansk, der i mine øren lød som en Brooklyn-accent. Ganske rigtigt - hun var fra New York, havde giftet sig i 1940'erne med den mexicanske arkitekt Juan O'Gorman, der senere tegnede Diegos og Fridas atelier/residens. O'Gorman boede i nabovillaen, hvor enken altså stadig lever.

Den slags sammentræf forkorter den historiske afstand betydeligt. Fru O'Gorman kunne tale som førstehåndsvidne. En lignende 'bevidsthedsudvidende' oplevelse havde vi i Casa/Museo Leon Trotsky. Mellem Riviera og Kahlo og den russsiske socialrevolutionære bolsjevik var der faktisk en tankevækkende forbindelse. Selv om de to mexicanske malere var pro-stalinistiske kommunister, tog de af humanitære grunde imod Trotsky og hans familie med åbne arme og indlogerede dem privat i Mexico City.

Man skal ikke kimse ad den gestus. Selv så langt væk som Mexico var der en ikke ringe risiko forbundet med at omgås Trotsky endsige beskytte Stalins ærkefjende i 1939. De blev da også uvenner til sidst. Russeren og hans familie flyttede herefter ind i en lille villa på en stille sidevej i Coyacán, som nu huser Trotsky-museet.

Under besigtigelsen af soveværelset gik det op for mig, at nogle af Rivieras og Kahlos malerkammerater stod bag det første attentatforsøg, heriblandt den ikke ukendte freskomaler David Alfaro Siqueiros. Han var stalinist. Der kan man altså se: Rivieras og Kahlos venner medvirkede i drabsforsøget mod Trotsky, som parret kort forinden havde tilbudt ly og logi. Sådan var politik dengang i kommunistiske kredse. Morderlig.

Det var svært at stå for følgende detalje forklaret på skiltet i soveværelset. Da de tre-fire stalinister (herunder en russer og en italiener) brød ind i Trotskys hus en mørk nat væbnet med maskinpistoler, skød de vildt for sig. Trotskys lille nevø blev såret. Trotsky og hans kone krøb op i et hjørne i soveværelset, tæt ved sengen. Af en eller anden besynderlig grund (amatørisme?) opdagede indbryderne dem ikke...

Kloster

Men pointen er, at rejsende i besiddelse af æstetiske instinkter også kan få nok af Diego og Kahlo. Måske man allerede er stopmæt fra udstillinger i New York og europæiske storbyer. Så er det værd at stifte bekendtskab med én af det 20. århundredes største arkitekter, mexicaneren og modernisten Luis Barragán. Jeg havde aldrig hørt om ham.

Men kunsthistoriske venner, der for nylig havde været i Mexico City, anbefalede os på det varmeste at se Barragáns kapel i et nonnekloster samt det hus, han byggede til sig selv.

Capilla y Convento de las Capuchinas Sacramentarias ligger i den sydlige forstad Tlalpan - en tidligere uafhængig by med smalle stræder og små vinduesløse boder. Atmosfæren var pænt døsig op ad formiddagen. Ikke mange mennesker på gaden, blot skolebørn i nette uniformer. Den kæmpe port ind til klosteret blev åbnet af en kapucinernonne med en bister ansigtsmine. Inde i gården var der dekoreret med bougainvilleas og geranium i potteplanter. Den eneste hørbare lyd var brusende vand i en fontæne.

Barragáns kapel er tegnet i en asketisk og quasi-minimalistisk stil med fine, rene og geometriske linier. Ingen dekorationer. Kontrasten til den delvist barokke kathedral på Zócalo-pladsen i Mexico City kunne ikke være skarpere. Alt inventar er lavet i træ. Det store kors og de seks lysestager på alteret er holdt knaldrøde i ægte mexicansk folkloristisk stil. Man genkender indflydelse fra Le Corbusier og Mies van der Rohe, som Barragán stiftede bekendtskab med under sine korte studier i Europa i 1930'erne.

For dem, der har set mange kirker og kapeller, er Barragáns kapel en enestående arkitektonisk bedrift med sin blanding af modernisme, mexicanske materialer, farver og former. Vores nonne-guide varmede efterhånden op og gav sig snart til at prise den modernistiske arkitekt (som aldrig giftede sig og levede på polsk hele sit liv). Det er ikke for meget sagt, at hun og andre nonner i klosteret tilbeder Barragán, der døde i 1988 i en alder af 86.

Spirituelt hjem

Herefter gik turen videre til Barragáns hus (ligesom i klosteret skal man i forvejen bestille tid via telefon), der ligger sydvest for byens centrum i det folkelige kvarter Tacubaya. Alene den omstændighed, at arkitekten valgte dette distrikt fremfor et rigt villakvarter - han var ud af en velhavende familie i Guadalajara, delstaten Jalisco - bør tages som et statement.

Ikke fordi Barragán var en folkets mand. Slet ikke. Den private bolig virker snarere som hans private elfenbenstårn. Pointen er ifølge andre arkitekter, at han var fascineret af det tæt bebyggede bylandskab. Man stiger således fra en ganske almindelig befærdet gade ind i en villa, hvis atmosfære er så asketisk, at den giver association til et munkekloster.

Forfatteren Bruce Chatwin fortalte i sin tid den amerikanske arkitekt John Pawson, at han havde set frem til at opleve Casa Barragán, men var blevet skuffet over den kølige atmosfære. Det er forståeligt, at netop Chatwin med sin vide horisont og sine nysgerrige opspilede øjne tog det indtryk med sig, for huset lukker om sig selv og dets ene indbygger. Der ikke rigtig plads til andre.

Eller rettere: Der er rigelig plads til Jesus Kristus hængende med udstrakte arme, som et kors, på væggene, til en træstatue af ærkeenglen Gabriel og til dødningehoveder, som stilles på skriveborde i mange mexicanske hjem - et makabert levn fra indianertiden. Direktøren for Casa Barragán, Catalina Corcuera, gjorde opmærksom på, at de indvendige vinduesskodder havde et snit som et kors.

"Mit hus er mit tilflugtssted, mit emotionelle stykke arkitektur, ikke et stykke køligt komfort," sagde arkitekten en gang meget præcist.

Den to-etages villa med omgivende have og høje træer handler ikke så meget om at tilpasse arkitekturen beboerens funktionelle behov. Snarere fornemmer man, at indretningen af rummene, lyset, udsigten gennem vinduer (mest op ad mod trækroner og himmelhvælvingen) har til hensigt at tilfredsstille Barragáns særlige åndelige og følelsesmæssige behov.

Casa Barragán er med andre ord et sublimt stykke kunst, fordi det alene i kraft af sin arkitektur formår at tilføre beboeren og den besøgende en åndelig og emotionel oplevelse.

Antropologen og kunstkritikeren Alfonso Alfaro rammer præcist, når han i sin bog om Luis Barragán skriver:

"Han skaber afklarede og rolige rum, men foruroligende spøgelser går gennem hans bibliotek. Barragán er på en gang en asket og en elegantiér, en forretningsmand og en kunstner, en ærbødig ven af kapucinske nonner og en ivrig læser af Baudelaire, tilhænger af Skt. Frans af Assisi, nærtstående de mexicanske freskomalere (gruppen omkring Riviera og Kahlo, red.), én på en gang ekskvisit og landlig herre; et menneske, hvis arv fra baroktiden næsten kommer til udtryk som et mesterværk i Zen-stil."

Det måske mest betagende og foruroligende øjeblik opstår på husets tagterrasse. Rummet består af høje mure i hvide, røde og violette farver af forskellig højde samt en massiv hvid skorsten, som kunne minde om formen på en skyskraber. Ellers er det tomt. Intet møblement, ingen liggestole, ingen udsigt til byen - kun et vue indrammet af himmelhvælvingen. Man føler sig indesluttet i et fængsel uden tag eller som i en klostercelle.

Uanset hvilken tolkning, man vælger, er følelsen af at have oplevet noget absolut ekstraordinært på tagterrassen - rent emotionelt - svær at komme udenom for selv de mest skeptiske sjæle. Man er så langt væk fra den pulserende Mexico City, og alligevel midt i den.

Capilla y Convento de las Capuchinas Sacramentarias, Hidalgo No. 43, Colonia Tlalpan C.P. 14000, Ciudad de Mexico. Tel. (52) 55 5573-2395

Casa Luis Barragán, Francisco Ramirez 14, Colonia Ampliacíon Daniel Garza, México, D.F. 11840 Tel/fax (52) 5515 4908, (52) 5272 4945, informes@casaluisbarragan.org

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu