Læsetid: 4 min.

På pæl og i trapez

5. marts 1998

POSER UNDER øjnene, usund hud, stemmen grødet af træthed. Vi ser de talende ansigter hver aften på tv: Politikere, der søger at brænde sig frem til vores skærm gennem haglbyger af angreb og antydninger fra journalister og indbudt publikum.
Bagefter, når vi sidder derude og snakker om, hvor skrækkelige de er, hvem der er det mindste onde, kan de i studiet lige nå at hive en hastig bajer og smøg i sig, mens skalpejægere fra formiddagsbladene kaster sig over dem:
"Nåe, hvordan synes du selv, du klarede dig? Og hvad med det, du lovede i dag i Slangerup; det hænger da vist ikke sammen med det, du sagde i går i Brovst?"
Det skal politikeren finde svar på, huske at le, når blitzen smælder - og sørge for, at bajer og smøg ikke kommer med på billedet. Og ikke noget med at blive hængende til flere bajere. Nej, 'tak for nu og ring, hvis I har brug for mig', ud i en bil, hjem (hvad det så end er), helst ikke flere opstrammere eller afslappere, søvn skal nås før afgang klokken syv mod nye... Tjae, lad os kalde det udfordringer.

DET ER TIL AT DØ af. Det er da også mange politikere, der gør. Enten brat eller gradvist. Døden
behøver ikke engang at være legemlig. Den kan også bestå i tab af selvværd og andres respekt.
Risikoen fordeler sig ujævnt i branchen. Der er - højt sat - en trediedel af Folketingets medlemmer, der er på. Så er der de andre 119. De er med. Det kan være slidsomt nok, men sjældent truende for liv og ære.
Hvem, der er mest udsat, har også noget at gøre med, hvordan man kommer ind i folketingspolitik.
Der er de, man kan kalde pælesidderne: Folk, der bare sidder, år ud og år ind, i kredsbestyrelser, amtsforsamlinger, udvalg, interne og ad hoc - indtil den skønne dag, hvor tilstrækkeligt mange andre er drattet af, og den udholdende kan lindre sin bag med et taburetsæde. Det hedder også 'at gøre karriere gennem partiet'.
Hvis det skal føre til stormfulde højder, må man formå at gøre sin pæl til en raket. Så hedder det at gøre lynkarriere. Et eksempel herpå er Venstres Anders Fogh-Rasmussen. Knapt så hastigt har de konservatives Hans Engell og Per Stig Møller bevæget sig op, men alligevel. De to har til gengæld haft afsæt i forskellige dele af partiapparatet: Henholdsvis Konservativ Ungdom og Konservative Studenter; deraf en del af forklaringen på skismaet.

DEN ANDEN entrémulighed er at kaste sig mod trapezen sidefra. Så skal man være tilstrækkeligt løftet gennem en karriere uden for politik. Som mediestjerne, eksempelvis. Sådan nogle hvirvlede ind i dansk politik for en generation siden. Uffe Ellemann og Bjørn Elmquist er stadig blandt akrobaterne. Medietræningen giver dem en fordel. Tv-journalistvejen ind synes væk med monopolets ophør (Karen Jespersen er en overgangsskikkelse). Dels er der nu så mange medieskinker, at publikum dårligt kan skelne dem fra hinanden; dels har de, der virkelig glitrer, ingen forestilling om, at det skulle være mere glamourøst at være udspurgt end udspørger.
Karrierepolitikerne ser almindeligvis skævt til dem, der kommer ind sidefra. Det gælder også, når det er fra nærtstående organisationer. Fra industriposter sprang blandt andre Anne Birgitte Lundholt ind i Schlüters regeringer. Også hun blev puffet ud af apparatnikkerne. Blandt Nyrup Rasmussens socialdemokratiske modstandere skumles der over, at han kom til toppen ikke ad partiets stenbro, men gennem LO's direktionslokaler.
En gruppe helt for sig selv er dem, hvor navnet, slægten, baner karrieren opad: Hækkerup'ere, Auken'ere og Helveg'ere. Man kan se det som et prisværdigt familiekald - eller som en genfeudalisering af dansk styreform, muliggjort af partiernes skrumpende medlemstal og dermed talentmasse.

HVORDAN MAN kommer ind i politik, er således væsentligt for, hvor højt man når, og hvor rustet man er til at møde strabadserne. Men - som det hedder i Ludvig Brandstrups tekst til 'Pige, træd varsomt':
Vejen ind, ser du, den
træder let man på.
Vejen ud, lille ven,
den er svær at gå.
Dansk politik er rig på havarerede lederskikkelser. Århundredets mest markante konservative, John Christmas-Møller døde som 54-årig, knust af et brud med sit eget parti. Jens Otto Krag gik som statsminister for at blive sig selv og døde få år efter af, at 'selv' var blevet borte. Venstres statsminister Erik Eriksen fik sin livsaften formørket af, at apparatnikkerne blokerede for hans vision om sammensmeltning af V og K. Fortiden hjemsøgte SF's Aksel Larsen i hans sidste leveår, mere, end han turde tale om. Mennesker, der har forladt politiske lederposter lykkeligere, end da de kom ind, er ikke mange.
Man skal være noget så sjældent som en i sig selv hvilende politiker, en Anker Jørgensen, for at kunne leve et mildt otium. Eller man skal være klog nok til at svinge med trapezen ud til en sideplatform: Som Venstres eksleder Henning Christophersen gjorde det med sit EU-kommissariat, som Knud Heinesen og Svend Jakobsen gjorde det med lederposter uden for politik - eller som blandt andre Poul Schlüter har gjort det med sit sæde i Europa-parlamentet.
På onsdag venter der vore politikere nye rædsler. Valgets vindere vil opdage, at sejren kan være sur - måske dårligt ulejligheden værd. For taberne venter opgør i egen lejr. Skadefrydefulde skrig vil hegle over dem alle.
Lad det derfor være sagt til de opstillende kandidater: Jeres vilje til at stå det igennem sikrer, at vi fortsat i dette land har et folkestyre. Og for det har vi i dag et enkelt ord til jer:
Tak.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu