Læsetid: 7 min.

På med pilen, Pippi

17. juni 2005

Pippi 60? Jamen, det er jo absurd! På den anden side er det sådan, at mytologiske skikkelser ingen alder har. Anders And er Anders And uanset årstallet, og selv om Den Grimme Ælling bliver til en Svane, så er ællingen tidløs og lige grim, ligegyldig hvad klokken er slået, og hvad år det er.

Pippi Langstrømpe blev født til berømmelsen, dvs. helt glat gik det ikke, for det fornemme Bonniers Förlag i Stockholm turde ikke binde an med historien om det uforskammede og uforskammet morsomme pigebarn, der ikke bare har et hus, en hest og abe, men stort set foretager sig alle de ting, man normalt ikke bryder sig om, at et barn gør. Det var forlaget Rabén & Sjögren, der fik guldfisken Astrid Lindgren gaflet, hvad man sikkert aldrig har fortrudt. Bogen om Pippi er oversat og solgt til alverdens lande og ikke bare solgt, men i vældige oplag ligesom de fleste andre af den svenske forfatters bøger. Man kan kalde dem børnebøger, men man skal ikke have læst seks linjer, før man fatter, at Pippi Langstrømpe og alle de andre i ligeså høj grad er for voksne.

Pippi udkom første gang i 1945, og hvis Bonniers afvisning i dag kan forekomme uforståelig, er det nødvendigt at dvæle et øjeblik ved tiden dengang for at forstå, hvorfor nej'et var mere naturligt, end man skulle tro. I '44 gik jeg selv i en skole, hvor der blev stukket lussinger, og hvor det i høj grad forventedes, at man rettede ind, rettede sig efter kommandoerne og i det hele taget "opførte sig ordentligt." Der var ganske hård disciplin på alle landets skoler, og det har der sikkert også været i Sverige. Det lå altså ligesom i luften, at alt, hvad der gjorde sig til udtilbens, når der var tale om børn, var af det onde, og selvom der i Danmark i 30'erne var gjort en indsats for at gøre tonen mere menneskelig mellem børn og voksne, så groede tabuerne stadig som svamp, uanset hvad Astrid Gøssel, Sven Møller Kristensen, Poul Henningensen, Sofie Rifbjerg og en håndfuld andre sagde. Københavns skoledirektør, Thorkild Jensen, skulle i hvert ikke have noget spanskrør afskaffet, og i Sverige var flipperne sikkert endnu stivere på overlærerne ved slutningen af Anden Verdenskrig.

Men så kom Pippi, og i 1946 var hun også på spil i Danmark. Hvis der nu bare havde været tale om en Tykke Niels-bog eller en Stilk og Co. havde ravagen været til at overse. Men her kom faktisk et værk, der kunne hamle op med Mark Twains Huckleberry Finn og Toms eventyr, selv om der altså 'kun' var tale om en billedbog med tekst. Leder man efter hemmeligheden ved succes'en, kan den ses som et sammenfald mellem en bestemt epokes moralopfattelse og den almindelige enighed om opdragelsesmetoder, og om hvad børn måtte og ikke måtte, og hvordan de skulle opføre sig. Det hele stod afgjort til revision - tiden var moden - men som sædvanlig sad enertiens træghed også dengang fast som et stykke tyggegummi på hælen. Jeg garanterer for, at der ikke stod nogen anmeldelser af Pippi Langstrømpe i Heretica, og jeg tror såmænd heller ikke mange hereticanere nogensinde opdagede, at der under deres niveau helt nede på børnebogshylderne var en revolution i gang, som gav deres egne anfægtelser og spekulationer og panderynkende bekymringer et vist skær af komik.

Astrid Lindgrens enkle påstand med Pippi er, at der findes en anarkist gemt i os alle, og at denne oprører kæmper med arme og ben for at blive sat fri. Det er ikke så nemt, for opdragelsen går jo stort ud på at bekæmpe alle de lyster hos barnet, som den voksne finder besværlige eller med et andet ord 'uopdragne'. Nu er det jo ikke sådan, at Pippi opfordrer til anarki med bomber og granater, tvært imod er hendes projekt styret af en nærmest intuitiv visdom, der handler om at sætte det kunstige eller skabagtige i relief gennem overdrivelse og eksempel - og altid med humor og humør - så selv den mest forbenede og traditionsbundne kan se, at han eller hun er til grin og bør tænke sig om en ekstra gang og måske slå ind på et andet spor.

Pædagogik uden overskud og rummelighed og fantasi er livsfarlig i samme grad som den fuldkomne laden stå til. Og skønt Pippi altså er en oprører, så er hun på sin egen måde også pædagog. Hun er helt klar over, at der er en grænse, og at hvis man oveskrider den, så bliver man idiot. Ligesom Pippi tager det som en selvfølge, at alle kan lide hende, selv om hun altså hele tiden udfordrer etablissementet, så er hendes egen hengivenhed eller kærlighed heller ikke til at tage fejl. Hun kan godt lide tumperne, som hun laver himmelspræt med, og hvis hun ikke kunne det, hvis der ikke var denne gensidige og selvfølgelige sympati, så ville den indeholdte kritik være både ulidelig og meningsløs, påklistret og kunstig.

Pippi Langstrømpes popularitet er sikkert uopslidelig, men engang imellem - og ikke mindst i disse år - kan man blive lidt forstemt ved tanken om, hvor ringe betydning hendes revolutionære virke har haft i visse kredse. Jeg tror ikke, Astrid Lindgrens bog ligger hverken på statsministerens eller undervisningsministerens natbord endsige Pia Kjærsgaards, og når det ser rigtig sort ud, tror jeg, at et forfatterskab som Astrid Lindgrens ville være blandt de første, der røg på forbrændingsanstalten, hvis firmaet Krarup & Langballe havde magt, som det har agt.

Det sjove er, at hvis man ser rigtig efter, er der intet i Pippi Langstrømpe, som Sokrates eller Kant ikke havde kunnet skrive under på. Det er naturligvis en særlig form for moral Pippi prædiker, men den hviler på samme grundlag som en anden stor oprørers, nemlig ingen mindre end hans meget jordiske og himmelske majestæt Jesus Kristus. Mest Jesus. Det handler om kærlighed, men ingen sødladen sådan, der er ingen egentlig sentimentalitet i Jesus-skikkelsen ligesom der heller ikke er det i Pippi. Hvad ingen af dem kan holde ud er hykleri og forstillelse, pompøs naragtighed og ganske almindelig dumhed. Egentlig burde Jesus have været forbudt for længe siden, men han overlever - i modsætning til Pippi - fordi den etablerede kirke igennem århundrederne har fået ham smurt så voldsomt ind i sentimental majonæse, at den gamle anarkist knap nok er til at genkende. Pippi, der er et evigt barn, sætter ikke noget af den slags over styr, men kan påregne sig overlevelsen, fordi hun bevarer humøret, og alt for mange af de 'forkerte' voksne ikke tager hende alvorligt, men får hende bekvemt anbragt på nederste hylde i børneafdelingen, hvor ingen med respekt for sig selv, vil bøje sig ned og få fat i hende og måske lære af hende. Alvorlig sjov er ikke noget, man har brug for i aktuel politik, der bestyres af højrefløjen, hvor man må formode , at en sund latter frygtes ligeså meget som muligheden af et nederlag ved næste valg. Magten er alt!

Der findes et meget fint billede af Astrid Lindgren i favnen på Erich Kästner, den tyske børnebogsforfatter, som sammen med Thomas Mann, Kurt Tucholsky og snesevis af andre fremragende forfattere fik deres bøger brændt på bålet af Joseph Goebbels. Erich og Astrid danser sammen på billedet, men det kunne ligeså godt være Pippi Langstrømpe, der tog sig en svingom med Emil og detektiverne. Det er beslægtede ånder, der danser, og netop det dansante er værd at fremhæve, så sandt som både Kästners og Lindgrens bøger (herunder også Pippi Langstrømpe) er båret af en holdning, der aldrig sætter sig gumpetungt på modtageren, men altid holder sig svævende ved at insistere på, at pædagogik ikke behøver at være truende, og at lærdom og siden visdom erhverves bedst, hvis man er åben og modtagelig og bøjelig og åndeligt let på fødderne, end hvis man tager alting så alvorligt, at det til sidste ender med at blive latterligt.

Noget af det muntreste, jeg har oplevet, var et møde mellem nordiske forfattere på Louisiana, hvor Astrid Lindgren læste op sekunderet af en anden stor humanist, Tage Danielsson. De supplerede hinanden, som var de begge skabninger i én af Astrids bøger. Han var vidunderlig, Tage, og trak det ene lystige heksameter ud af ærmet efter det andet. Men det var alligevel hende, der tog stikket hjem og jeg kan ikke finde andet ord til at beskrive hende med i situationen end "yndig". Der var ikke tale om fad kulisse-yndighed, tværtimod spillede hele figuren (som Pippi) af funklende ironi og et humør, som umuligt kunne holdes tilbage og som gjorde alle sarkasmerne til bevingede pile, der nok ramte med deres klogskab og gjorde ondt, men også kaldte på en latter, som var med og ikke imod og virkede fuldkommen befriende og forløsende.

Pippi 60? Rend og hop. Én ting er dog sikker: Hun er ikke født i går.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu