Læsetid: 3 min.

En på den præ-rindalistiske frakke

Else Marie Pades livsværk får kyndig og kærlig behandling i ny overdådig bog, og det medfølgende partitur til et af hendes hovedværker giver et håndgribeligt vidnesbyrd om den 82-årige pioners kamp mod danskens snæversyn
13. januar 2007

"Vores musikdyne er blevet for tung, nu skal den til elektronisk rensning".

Det kunne der såmænd godt stå på en flyer for et progressivt elektronisk arrangement i København i dag. Men året var nu 1958, og ovenstående var slagordene for Danmarks Radios serie Musik i atomalderen, hvor tidens nye elektroniske og konkretmusikalske nybrud blev sluppet løs i æteren.

Det var i den serie at Else Marie Pades konkretmusikalske pionerværk Symphonie magnétophonique havde urpremiere, og som citatet antyder, så glødede en elektrisk energi i de folk, der havde fået stød af den ny musik. Af mestrene Karlheinz Stockhausen og Pierre Schaeffer.

Dén elektricitet genfinder man den dag i dag i Else Marie Pades 82-årige væsen. I hendes øjne. I hendes ord. Og dem er der heldigvis masser af i den overdådige og strålende bog Else Marie Pade og Symphonie magnétophonique. En imposant sag i solgul lærredsindbinding og i widescreen-format tilpasset de to partiturer, som optager moderparten af bogen: Pades oprindelige partitur til sin komposition og den grafiske designer Lisbeth Damgaards lyttepartitur - en strålende visuel fortolkning af Symphonie magnétophonique, der koncentrerer et dagsforløb ned på lidt over 19 minutter ved hjælp af yderst musikalsk organiserede elektroniske manipulationer af optagelser fra virkeligheden. Fra tandbørstning og hjerteslag til sirener og rådhusklokker.

Kosmisk skaberimpuls

Partiturerne åbner pionerens musik op på nye måder, lige som de tre interviews i bogen krydsbelyser hendes liv og værk fra flere vinkler, gerne ved at vende de samme episoder, værker og udsagn på forskellige måder: Analytisk, filosofisk, almindeligt nysgerrigt, blot og bart begejstret. Pade holder sin fortid op i lyset og vender den rundt for vore benovede blikke.

For der er jo grund til benovelse over Pades liv, og der er grund til begejstring over redaktøren Inge Brulands gennemarbejdede bog: Den sobre, men labre indpakning. De klare tekstlige introduktioner til Pades liv og værk. Beskrivelsen af datiden hun kæmpede i, med artikler om de tidlige elektroniske miljøer herhjemme og de kommenterede luftfoto af København. Cd'en med bogens centrale Pade-kompositioner. Og Peter Bastians tindrende forord, der ikke får for lidt på det retoriske orgel, ja, eksploderer Pades musikalitet på astronomisk niveau, for at samle den igen inden sidste stakåndede punktum:

"Vores impuls til at skabe er identisk med kosmos' impuls til at skabe. Og Else Marie Pade dykkede ned et sted, hvor hun var alene."

Men dét, der især får Else Marie Pade og Symphonie magnétophonique til at lyse, er nu Pades gamle partitur, som hun skrev efter realiseringen af sit musikstykke - som en ripost på den massive kritik, den rynken på næsen, den flom af provinsielt snæversyn og indavlet konservatisme, den gysende forudanelse om Rindal, som Pade og hendes kolleger mødte her til lands. Så partituret var altså et smukt forsøg på at give bagstræberne én på den præ-rindalistiske frakke.

Med dette optryk i hænderne rører man ved et stykke helt håndgribelig (om end reproduceret) modstandskamp. Og det sitrer under fingrene. Ja, jeg kommer uvilkårligt til at tænke på den tid, vi selv bebor.

Her finder man ikke så meget modstand mod musikalsk nytænkning, som bare høfligt uinteresseret fortielse. En slags repressiv tolerance. Eller repressiv fedhed. P3 har skam et playliste-udvalg, der er åbent for alle, selv de mindste pladeselskaber, jo jo. Men hvad er det, de ender med at spille i radioen? Vi har da flere musikprogrammer på tv end længe. Men hvor meget evolution får man i timen? Og kulturministeren sprøjter skam frisk og frejdigt millioner i musikken. Men gerne og ofte med overskrifter, receptioner og storeksport for øje.

Modstandskamp

Nå, men, tilbage til Pade. Den anderledes konkrete modstand, hun mødte, var økonomisk invaliderende. Dengang kunne man jo ikke bare købe en laptop, og DR's Lab. III, hvor eksperimenterne foregik, var middelalder sammenlignet med atomalderen i studierne i Paris, Köln, Milano, Tokyo. Men den tekniske begrænsning galvaniserede også kampgejsten og kreativiteten.

Værre stod det til med den menneskelige modstand. Den kunne Pade godt have været foruden, for den skaber hårdhed. Men kæmpede, det gjorde hun, væbnet med vision.

Historien om Pades modstandskamp er efterhånden blevet fortalt så mange gange. Men i Else Marie Pade og Symphonie magnétophonique bliver den udfoldet med fornyet vægt, nuancerigdom og dokumentation. Og det manglede da også bare!

* Else Marie Pade og Symphonie magnétophonique. Redigeret af Inge Bruland. Museum Tusculanums Forlag. 156 sider.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu