Læsetid: 5 min.

På pressetur med specialstyrkerne

I det nedlagte svineslagteri i Nørresundby har en flok terrorister taget gidsler. Vi journalister skal sammen med sværtbevæbnede medlemmer af Jæger- og Frømandskorpset flyve ind i helikopter og befri dem-
9. september 2005

"I må spørge om alt. Det kan så godt være, at I ikke får så detaljerede svar, som I måske kunne ønske Jer-"

Forrest i den grønne militærbus står presseofficer H.C. Mathiesen fra Forsvarskommandoen og byder os journalister velkommen. Han er, lige som vores øvrige værter, iført grøn skjorte med opsmøgede ærmer og camouflagebukser, der stumper ind over de blankpolerede militærstøvler.

'HC' smiler bredt og forklarer, at nu skal det være slut med lukkethed hos specialstyrkerne, og 'det-har-vi-ingen-kommentarer-til'. Derfor er først Forsvarsudvalget, derefter det danske pressekorps inviteret til opvisning og pressemøde på Flyvestation Aalborg, hvor jægerne har kaserne. Nu er det som bekendt svært at dupere danske journalister. Så de forsamlede pressefolk - vi er næsten udelukkende mænd - hører på presseofficereren i strengeste tavshed iført den allermest krævende overlegne attitude.

Dét tager 'HC' sig øjensynligt ikke af: "I bliver kostet rundt med, men jeg kan love Jer, at medlemmerne af Forsvarsudvalget ikke har mundvigene hængende nedad, når de er færdige," forudser han.

Begrænset åbenhed

Først skal vi have en 'brief', så skal vi se en 'demo', derefter skal der fremvises materiel, og til sidst er der pressemøde, hvor vi kan stille spørgsmål, forklarer 'HC', mens bussen kører os ind på flyvestationens indhegnede område.

"Jeg beder om Jeres hjælp til at finde en passende balance i forhold til en ny og mere åben linje hos specialstyrkerne. Men husk, ingen nærbilleder af andre end cheferne for korpsene," formaner 'HC'.

Briefingen foregår ret traditionelt. Med powerpoint forklarer 'Chef Jægerkorps' Henrik Friis, at der trods et udbredt ønske om mere åbenhed stadig vil være nogle ting, som korpsene ikke kan eller vil fortælle om: Nemlig alt, der på nogen måde kan medføre fare for operationssikkerhed eller den enkeltes sikkerhed. Men bortset fra det, så er specialstyrkerne svinget fra det lukkede 'need to know'-princip til et mere moderne 'need to share', forklarer han.

'Chef Frømandskorps' Christian Blegvad Andersen taler videre i samme baner, mens billeder af sortmaskerede og sværtbevæbnede soldater i 'hot/dry' (ørken), 'hot/wet' (jungle) eller 'cold/wet' (alpine områder) flimrer forbi oppe på lærredet.

Så er det den tidligere 'Chef Jægerkorps' Frank Lissners tur. Han er hidkaldt fra sin udstationering i NATO-basen i Heidelberg, fordi han var chef for det danske styrkebidrag til Operation Enduring Freedom i Afghanistan i januar-juni 2002. Hidtil har den indsats været totalt lukket land for offentligheden.

Stille dage i Khandahar

Der er sådan set ikke så meget at fortælle, udstråler Lissner. De udsendte danske specialstyrker var ikke i decideret ildkamp under indsættelsen i Afghanistan, fortæller han, og det var heller ikke succes-kriteriet. Dels kom vi lidt sent ind i kampene, dels manglede der af og til helikoptere på vores frontafsnit, dels var den amerikanske øverstkommanderende, SEAL-kaptajnen Howard 'en hård negl', fortæller han.

Efterhånden fik amerikanerne dog øjnene op for de danske kvaliteter, fortsætter Lissner: Ikke bare for forplejningen (egen medbragt kok) og heller ikke bare for danskernes sociale ligefremhed, men navnlig for vores militære kunnen i forhold til en række krævende opgaver som Forward Air Control, High Value Target eller Sensitive Site Exploitation-.

"I Afghanistan kom vi op i første division," sammenfatter Lissner indsatsen og tilføjer: "Men vi vidste måske ikke helt, hvad vi gik ind til-"

Spørgelysten er stor, men ikke nu.

"Nu skal vi videre, så vi kan få gennemført 'demoen', mens der stadig er dagslys til gode billeder," indskærper 'HC' og smiler: "Det er første gang, at vi har danske journalister 'embedded'..."

Lidt efter bliver vi udstyret med ørepropper og beskyttelsesbriller, mens en engelsk RAF-pilot indskærper some safety precautions. Krumbøjede løber vi frem mod en AH 47 Chinook-helikopter, hvis kæmpestore rotorer pisker grus og småsten op, mens varmen fra de bagudvendte motorer føles som en væg, når den rammer ansigtet. Ind af bagklappen, hen til et sæde og spænde bælte. Få sekunder senere løfter 'fuglen' sig med en brølen og pisker af sted ind mod Nørresundby. Gennem et vindue anes seks Lynx-helikoptere lige bag os.

Terroristbekæmpelse

Hele området omkring det nedlagte svineslagteri er afspærret af politiet. Vi lander bag afspærringerne efter at have fået strenge formaninger om at holde os bag et tov, så fem-seks soldater kan dirigere os rundt. Nu skal vi se, hvad de danske special-jens'er kan udrette mod gidseltagere-

Så brager det løs: En humvee-bil kører ind, mens dens påmonterede maskingevær skyder i alle retninger. Fra en landsat gummibåd løber soldater ind på området, mens Lynx-helikopterne få sekunder senere landsætter skarpskytter på tagene. Helikopterne drøner lavt frem og tilbage over hustagene eller holder sig 'steady' i skydeklare positioner. Larmen tager til, så vi kun vanskeligt kan høre de medbragte bidske schæferhunde.

Nu returnerer den store Chinook og landsætter en større styrke specialsoldater, der kæmper sig frem mod den bygning, hvor 'gidslerne' holdes fangne. De skyder sig frem, sprænger eller saver metaldøre, gitre og vægge væk, smider røggranater og råber og skriger, indtil terroristerne er overmandet.

Et sidste udbrudsforsøg fra terroristernes side ender med, at deres røde flugtbil bliver skudt i stumper og stykker. Resten bliver forsvarligt bastet og bundet og straks fløjet væk. Et af gidslerne er blevet såret, så han rulles ind i bandager af sanitetsoldaterne, så han næsten ligner en mumie, inden han transporteres væk i helikopter.

Knap et kvarter er gået, før vi igen sidder i Chinook'en og pisker tilbage til flyvestationen. Selv om vi har været tilskuere til et indstuderet skuespil, drøner adrenalinen rundt. Det anes på pressekorpset, at det bliver sværere og sværere at fastholde den uberørte attitude.

"Hurtigt, hurtigt, hurtigt," gjalder kommandoen, straks vi kommer ud af helikopteren. Nu skal vi i rasende fart præsenteres for en del af det materiel, som de nye tre-cifrede millionbevillinger til specialstyrkerne bruges til: Gummibåde, biler, kommunikationsudstyr, præcisionsskydevåben, camouflage, faldskærme, dykkerdragter, vinterudstyr-

Eller hvad med at prøve at stavre lidt rundt med den rygsæk på 50-60 kg, som var standardudstyr for 'svendene' i Afganistan, fordi de på missionerne var nødt til selv at bære drikkevand til måske en uges forbrug? Læg dertil taskerne med ammunition og skydevåben, dvs. ekstra 25-30 kg- Der smiles overbærende hos special-soldaterne, mens et par presserepræsentanter segner til halv størrelse under vægten.

Lykkelige og udmattede som drenge, der har fået lov at lege hele dagen med deres bedste legetøj, samles vi til sidst til et pressemøde, da nattemørket for længst er faldet på: Nogen kritiske spørgsmål? Det kunne ikke falde os ind!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her