Læsetid: 5 min.

På randen af et nervøst gennembrud

22. august 2006

Der er ingen, der har sagt at det skulle være nemt, og efter kulminationen denne weekend er der ingen, der vil sige, at det har været nemt at stable en elektronisk musikfestival i København på benene.

Lad os spole en lille måned tilbage. DR's Public Service Festival har alle lokaliteter og tilladelser på plads, da det hele begynder at ramle. En tilladelse til at spille i Tietgens Kollegium bliver trukket, da stedet grundlæggende stadig er en byggeplads. Så falder brugen af DR's nye kantine i Ørestaden på gulvet, for der ikke rigtig menneskeadgang. Tre uger før start. Og festivalen er hjemløs.

Før dén ballade kan man ikke få lov af ordensmagten til at lave en præ-begivenhed på Amager Torv, selvom kommune, lokale handlende og Copenhagen City Center står klar med åbne arme. Hvornår får vi en u-ordensmagt?

Ganske tæt på festivalstart melder et hovednavn pas fordi et brasiliansk job er mere attraktivt. Og under selve festivalen opstår der gudhjælpemig brand i Terminal 3 i Kastrup Lufthavn, hvorved et af lørdag aftens trækplastre er ved at blive flået af plakaten.

Men i luften det kom Public Service i den forgangne weekend. Med stor taknemmelighedsgæld til Københavns Universitet Amager, som med kort varsel lagde lokaler og udendørsfaciliteter til hele festivalen langs den unge kunstige kanal.

Så ind i elfenbenstårnet myldrer det interesserede folkefærd: Forpjuskede entusiaster med rygsække, sølvfarvede festspektakler, grovkornede kaffebrød med lureblik, kreativ klasse-kvæg, velsnittede damer og herrer iført strambuks og løst håndled, gennemsnitsborgere med strittende ører - kort sagt ungdom i mange aldre, der langsomt begynder at defilere mellem tre indendørsscener og en interimistisk udendørsscene, hvor musikken spiller i et fornuftigt mønster uden for mange overlapninger.

Fredag har to højdepunkter for mig:

1) Ost & Kjex, der kører nogle ganske pædagogiske tricks af på publikum: Netop ost, kiks, men også knækbrød og rødvin indgår som konkretmusikalske byggeklodser i den norske duos flabede house-musik. De bryder brød, smuldrer ost og åbner vin foran en mikrofon, de sampler det og begynder så at konstruere numre ud af lydene, som siden muteres og samles i dansegejle skruetvinger om os. 2) Colleen. Fransk dame med sart, noget af tiden for sart udtryk. Hun sætter sig omgivet af klokkespil, akustisk guitar, cello og klarinet. Giver sig god tid, fokuserer på ét instrument af gangen og sampler, det hun spiller - lægger lag på lag af melodier oven i hinanden. Resultat: Fortryllende oceaner af lyd, men også tilløb til noget, der aldrig realiseres.

Lørdag eftermiddag er der stort set mennesketomt. Egyptiske Mahmoud spiller ufortrødent et fornemt og dramatisk konkretmusikalsk sæt til 1927-stumfilmen Berlin - Die Sinfonie Der Grosstadt. Og efter at folket er begyndt at sive ind, affyrer den danske kvintet Badun et tæt sammenvævet jazz- og breakbeat-sæt på laptops, elbas, Fender Rhodes-elklaver, elguitar og sitar. Intenst og fabulerende - og animeret af et hektisk gitter af haglhårde breakbeats og skurrende mikrorytmer. En flydende modernisering af Miles Davis' Bitches Brew og et strålende eksempel på laptoppens helt naturlige sammensmeltning med den gammelkendte instrumentpark.

Senere er det den norske tangentspiller og knapbetvinger Bugge Wesseltoft, der i front for det ekstremt velspillende Jazzland-band søger ud i endnu mere jazzede farvande. De støder på traditionel grund undervejs, men de cirkler også i forrygende malstrømme.

I et med en stemning

En festival der foregår på et samlet areal og over en overskuelig periode har i bedste fald karakter af en kollektiv utopi. Man går i et med en stemning, man gør en topografi til sin, man investerer en mytologi og et følelseskatalog i et forløb, der med nok held og rette hånd og ånd kan antage ganske forjættede proportioner. Og det oplever Public Service lørdag. Ud på aftenen er der mere eller mindre udsolgt med omkring 2.000 gæster. Vinden holder fyraften, og langs KUA's blikstille aorta samles folket.

Fra udendørsscenen kan man høre tyske Pole og canadiske Deadbeat forsøge at renovere den moderne dub (der på et årti er blevet noget træt i maskinkoderne). Det klarer de med æren i behold. Og imens brager festen lydløst løs på Scene 1 bag de lydtætte ruder. Det pulserer udenfor, og indenfor dunker det. Fredelig og feststemt sameksistens, summende samtale og dionysisk galop flyder sammen, og utopien lader sig ane.

Søndagen er anderledes tør. Københavneren er notorisk sløv til at komme ud af fjerene, så det tidlige program tiltrækker især entusiaster og forældre med poder udstyret med høreværn cirka lige så store som deres hoveder. Inde bag det kan de få lov at høre et mere chillet program fra bl.a. danske, moderne dub-udforskere som Rasmus Møbius og Dub Tractor. Eller, okay, Møbius udforsker måske ikke så meget, som han forsøger at få os til at føle os godt tilpas. Ikke behagesygt, men behageligt. Hvorimod Dub Tractor stadig insisterer smukt på at slå diskrete buler i sit råderum bygget af dreampop, glitch og dub.

Mens sol, skyer og regn træder en koket dans på søndagshimmelen bestiges et sent klimaks med den tyske duo Moderat, der indfanger os med offensive og frækt synkoperede beats. Samtidig med at glasklare melodier, ambiente verdener og gnistrende ideer kommer op til overfladen og snapper efter luft i de stakkede frister mellem de bastunge mavepustere. Dybt opfindsom leg inden for skarpt definerede rammer, elegant rusken i genre-tremmer.

Det var snublende tæt på et sørgeligt sammenbrud, men i stedet endte det med at være på randen af et nervøst gennembrud for Public Service. Folkene bag forstår fortsat at sætte den arkitektur, de ender med at have til rådighed, i kreativt spil. Både musikalsk, men også med smuk lyskunst. Og KUA's lokaler udgjorde - trods skidt akustik på den største scene - en yderst præsentabel ramme.

Man fik en festival på benene trods tacklinger i knæhøjde, men ikke uden en masse løse ender og hovsaer: Et katalog med mange fejl, en uchecket indgang, slamsugning af toiletter midt under festivalen, et musikprogram som stadig har for mange almindeligheder og en meget ujævn publikumstilstrømning. Så for tredje år i træk er Public Service et kækt skud fra hoften, en vaklende forløsning fjernt fra formfuldendte DR fastfood-løsninger som Showtime. Og dem må man gerne holde sig på afstand af.

* Public Service Festival, KUA, Kbh., fredag til søndag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu