Læsetid: 5 min.

På sporet af arabisk videnskab

I Paris står folk i kø for at se en udstilling, der viser i hvor høj grad den arabiske verden var i videnskabelig blomstring, mens Europa lå hen i religiøst mørke
1. marts 2006

Paris - På vej ind på udstillingen om "Den Arabiske videnskabs Guldalder" i Paris, kikker jeg ud over Seinen i isnende gråvejr og tænker lidt over en nyhed, læst i avisen i metroen på vej derhen. Efter 30 års ihærdigt arbejde foreligger Marcel roman På sporet efter den tabte tid, efter 80 år, nu omsider på arabisk. Oversættelser er vigtige i den mærkelige tid som litteratur og videnskab sætter parallelt med og udenom den politiske virkelighed.

Der var engang, hvor alting blev oversat til arabisk - i Bagdad. Ikke Bagdad som bombeødelagt by med betonbunkere, fattigdom, kidnapninger og daglige attentater, eller hovedsæde for Saddam Husseins rædselsregime. Men Bagdad som det sted, hvor der i det niende århundrede lå et 'Videnskabernes Hus', Bayt al-Hikma, en fredelig og blomstrende institution, grundlagt af den gavmilde mæcen Hârûn al-Rashid. Her vedligeholdt og dyrkede læger, filosoffer, matematikere og astronomer, vækstbunden for al fremtidig videnskab. Der blev hentet dokumenter ind fra alle de verdenshjørner, det ekspanderende arabiske rige strakte sig ud til. Fra Indien og grænsen til Kina, og ikke mindst fra det gamle Grækenland. Det hele blev oversat til arabisk, og en ofte højst avanceret forskning i astronomi, medicin, matematik og filosofi fandt sted under forskellige rundhåndede og til tider selv videnskabelige kaliffer. Når vi nu i den vestlige verden med selvfølgelighed kan knytte vor stolte vestlige kultur tilbage til "allerede de gamle grækere", er det i høj grad fordi den græske viden blev holdt i live og videreudviklet i det arabiske storrige i over 800 år, inden de atter fandt ud af at tænde lyset i Vesten.

L'Institut du Monde Arabe i Paris byder i øjeblikket på en omfattende og fascinerende udstilling over denne ofte oversete arabiske videnskabs guldalder. Hvis man ellers kan komme til. Der er lang kø ved indgangen til det særegne Institut med udsigt til Seinen og Notre Dame. Det er arkitekten Jean Nouvel, der har tegnet bygningen, indviet i 1988 med hensigt på at udbrede kendskabet til og forståelsen af den arabiske verden. Den er besøg værd i sig selv, mod syd består den enorme vinduesflade af sindrige solstyrede lukkemekanismer, der udgør et orientalsk mønster - en blanding af arabiseret kunstværk og moderne teknologi.

Det samme gælder en række af de værker, man kan beundre inde i den nærmest labyrintiske udstilling. Fra starten kan man meditere lidt over at "En lille smule videnskab er bedre en masse overbevisning", et citat fra en 'Hadith', de profetens gerninger, der åbenbart kan læses lige så forskelligt som Biblen kan det.

Nullets historie

Og viden går da også ofte den modsatte vej end overbevisningerne. Udgangspunktet for arabiseringen var et dekret fra kaliffen Abd al-Malik (685-705), om at al administration både centralt og regionalt skulle foregå på arabisk, som led i at sprede den nye verdensreligion Islam til hele riget. Men resultatet blev udover den intenderede, at både kinesiske og græske hovedværker blev oversat til arabisk og derfor fandt vej ind i midten af riget.

Det var på denne vis, at det indiske nul fik sneget sig frem til den græske geometriske demonstration, og blev tilsat arabisk fysisk eksperimentering. Nullet og de tal vi alle nu kender, nåede nemlig frem til det arabiske rige fra Indien, præsenteret i al-Khwarizmis Bog om indisk kalkule (ca. 825) og det var araberne, der for alvor gjorde denne punktuering af et tomt sted i angivelsen af et tal, som nullet var, til et tal i sig selv. Og integrerede det i de matematiske fremskridt, især for at udvikle astronomien. Al-Kvârizmis' navn blev langt, langt senere latiniseret til Algoritmus, og så ved vi, hvor den kom fra.

Flittige forskere

Astronomien var vigtig i det nye rige. Man var nødt til at have kendskab til positionsberegning, for over alt i riget at kunne vende sig mod Mekka og efter Månens stilling beregne starten på Ramadan. Også her var oversættelser grundpillen, især de græske iagttagelser af himmellegemerne. Men den praktiske brug i den nye religion førte til helt nye eksperimentelle undersøgelser. Så naturligvis havde araberne en teori om, at det var Solen, der var centrum for planet-systemet, længe før Galileo opdagede det og derefter blev nødt til at frasværge sig det ved en religiøs vestlig domstol. Også på andre felter var araberne flittige forskere, som inden for kemi, farmakologi, anatomi, kirurgi og mekanik. Den menneskelige anatomi er nøje optegnet på dokumenter, mange hundrede år før man nåede frem til den mindste obduktion i Vesten. Og ikke mindst sluttes udstillingen af med skildringen af de mange sammenhænge mellem videnskab og datidens kunst både inden for musik, arkitektur og ornamentik.

At denne viden overhovedet nåede frem til Vesten synes atter at stride mod de politiske og religiøse realiteter. I starten af det nye årtusind hærgede religionskrige i middelhavsområdet. Unge ivrige videnssøgende mennesker fra Vesten søgte ikke desto mindre mod de steder, hvor den arabiske viden var tilgængelig. Og atter engang blev hovedværkerne oversat - denne gang til latin og hebraisk. Det var i mødet med det nye talsystem fra 0 til 9 - af flere paver betragtet som diabolsk - at det fejlagtigt blev tilskrevet araberne. Og fandt vej ind i hjertet af Vestens videnskabelige udvikling.

Skæbnens ironi

Hvorfor endte det hele? Det kan nok gøre en vesterlænding nervøs og er måske en af grundene til, at man foretrækker at overse den arabiske guldalder. Der var ligesom ingen grund til det, andet end indre stridigheder. Samtidig havde Vestens nye forskere, som den italienske matematiker Fibonacci eller den naturvidenskabeligt optagede englænder Roger Bacon taget over - ofte er det her, historien om den vestlige verdens moderne videnskab tager sin begyndelse. Men ikke alene kunne disse forskere "genoptage" det græske, indiske og arabiske videnskorpus. Vigtigst af alt var, at de i den arabiske videnskab havde eksemplet på en profan, altså ikke-religiøs videnskabelig metode, der var fuldkommen ukendt for Vesten, og som det skulle tage over 400 år at sætte igennem.

Udstillingen om Den arabiske videnskabs guldalder var naturligvis planlagt længe inden et folk mod nord fandt på at trykke nogle karikaturtegninger. Som en slags skæbnens ironi drejede en af de første udstillinger på Institut du monde Arabe sig i sin tid om arabisk karikaturtegning. Der er løbet en del vand i Seinen siden, tænker jeg, da jeg slipper ud fra menneskemængden. Instituttet er lukningstruet af mangel på økonomiske midler. En række af de 22 til tider temmelig diktatoriske arabiske lande, der fra starten lovede midler til projektet har ikke indfriet løfterne, og de franske myndigheder ser ikke ud til at ville gribe dybere i pungen. Gad vist, hvor al den viden, der altid synes at løbe imod strømmen, til sidst må gemme sig henne?

'L'Age d'or des sciences arabes', Institut du Monde Arabe, Paris, indtil 19. marts

20060228-213340-pic-28647568.jpg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her