Læsetid: 10 min.

På sporet af Balkans radikalisering

I efterkrigstidens Serbien er det officielle forhold til den historiske sandhed om 90'ernes folkemordspolitik stadig undvigende, om ikke direkte fornægtende. Forfatteren Jens-Martin Eriksen er på sporet af den radikalisering, som mobiliserede især serberne til folkemordsvolden
31. januar 2007

Scenen er kælderrestauranten i det gamle horehus Hotel Royal i Kralje Petra gaden i den centrale del af Beograd. Sidst vi slog lejr her var for nogle år siden, en brændende varm sommer, hvor de prostituerede afviklede deres stønnende forretninger for åbne vinduer.

Dengang gik der også rygter om, at den helt ualmindelige hede skyldtes, at klimaet var påvirket af bombardementet af Beograds magtcentre under NATO's angreb. Nu har man imidlertid glemt denne mistanke, selv om det er aprilvejr her i januar, en dag før juleaften ifølge den julianske kalender, hvor man festligholder Kristi fødsel i den ortodokse kirke. Vi tager forskud på højtiden ved at gå ned i restauranten denne aften, lokket af toner, der lyder som en balkansk version af tyrkisk folkemusik. Et orkester optræder på scenen i den fjerne ende af lokalet, tjenere vimser rundt med fade og flasker blandt et opstemt publikum.

Jeg får med det samme øje på et par, der sidder for sig selv og stikker til et par pindemadder. Der er noget reserveret over deres tilstedeværelse på dette folkelige sted. Og det første fyren viser mig, da jeg spørger, om vi kan tage plads ved bordet, er sine sko. Han stikker fødderne ud fra bordet, så jeg kan se disse pragteksemplarer af et par hyperdyre italienske dansesko. Han glemmer heller ikke at nævne prisen på denne investering. Meget imponerende.

Politik er for 'suckers'

Vi kvitterer for deres gæstfrihed og bestiller noget vin og mad til bordet. Det er tydeligt, at pindemadderne er nogen, de har skillinget sammen til for deres sidste sparepenge for at få lov til at sidde og fryde sig i væmmelse over den vulgære, folkelige underholdning på stedet. Fyren forsikrer os om, at det er absolut det værste sted, man kan finde i byen denne aften. Han fortæller også med det samme lidt om sit jakkesæt og bestræbelserne for at få det syet til, alt har en historie. Og om sin lidenskab for den del af amerikansk litteratur, der tangerer en art maudit, særligt Truman Capote og i helt særlig grad Truman Capotes hyperaffekterede bøssede, fisselette gestik og frasering. Han er så forgabt i sit forbillede, at han nærmest blomstrer foran os som en levende, simuleret udgave af den store forfatter. Dette er en stor kontrast til hans tavse, sumobryderagtige veninde, der lydigt og med bly blik følger sin vens forklaringer. Han opfører en verbal dans, mens han sidder og vrider sig, nogle gange kælent og andre gange i dybeste afsky.

Han fortæller om sin gudmor, som efter sigende skulle være en højreradikal forfatter, som helt uden nogen hæmninger omgiver sig med de mest ekstreme nationalister og paraderer en art society gossip i sine kærlighedsromaner, men i øvrigt afskyr politik. Politik er kun for suckers. Politik og historie og sandhed er til at brække sig over, kedeligt, usexet. Det eneste, der virkeligt kan bringe ham på benene, er hans fascination af elitære idiosynkrasier, fascistiske holdninger og ikonografier. Men i øvrigt forsikrer han os om, at han ikke er en skid interesseret i politik.

Permanent søger han vores bekræftelse med en række talemåder, som han må have samlet op på bøssescenen i New York, vistnok ("Am I boring You?", "Please be honest with me!"). De sætninger bliver han ved med at gentage, fordi han er forelsket i dem. De tænder ham. Måske fordi de også kan høres ved de andre borde, når der engang imellem er en pause i folkemusikken, og fordi der er en meget homofobisk stemning i Serbien. De virker også efter hensigten. Flere gange kommer der fyre hen til ham og ventilerer deres aggressive attituder og sviner ham til. En af dem foregiver meget kejtet at ville lægge an på ham, men bliver fejet af. Vores ven forsikrer os, at provokatøren bare ventede på en anledning til at overfalde ham fysisk. Men han er immun over for den slags plebiscitære afskum.

På et tidspunkt kommer også aftenens sangerinde i en pause hen til vores bord og sviner ham til og spørger, om han er en mand eller en kvinde, og hvad slags forældre han har? Det er han kold i røven overfor og børster hende væk. Den bitch kan passe sig selv og sin folkelige underholdning. Af og til hiver han et afbrækket bakspejl fra en bil frem fra sin håndtaske og checker om mascaraen er løbet. Det er tydeligt, at hans stjernestatus denne aften tager på nerverne, det kan man forstå.

Han fortsætter med at paradere en række fascistisk-højreradikale synspunkter og idiosynkrasier og besværger, i hvilken grad politik overhovedet rager ham i nogen pragmatisk, ideologisk betydning. Han er kun interesseret i fascinationskraften. Det er bemærkelsesværdigt. Han har i denne mærkelige efterkrigstid for Serbien, hvor det officielle forhold til den historiske sandhed om folkemordspolitikken i 90'ernes begyndelse stadigvæk er undvigende, om ikke direkte fornægtende, antaget et sæt af holdninger og attituder i forhold til deres eventuelle provokationsværdi. Ikke i forhold til deres sandhed og troværdighed. Enten kammer han helt over og bedyrer sin tilbedelse af krigsikonografi og total indifference over for landets ret anmassende forbryderiske fortid, eller også provokerer han - mere effektivt - den aggressive homofobi. Dette æsteticistiske livsprojekt ser ud til at holde ham i live sammen med sit sidekick, den tavse sumobryder ved hans side.

Musikken begynder igen. En kvinde med et lidt bulldog-agtigt ansigt og nogle fortabte øjne danser en besynderlig, ekshibitionistisk dans for sig selv og af og til med gæster fra bordene. Hendes pimp i et par slaskede gabardinebukser vimser rundt og forsøger at indynde sig hos nogle andre kvinder i lokalet. Vores bordgæster gyser. Og da aftenen går på hæld, platter de os for penge til en taxa hjem, over til betonbyggerierne i Novi Beograd.

Falske historier

Den næste dag er vi hos Sonja Biserko i hendes kontor i Helsinki-komiteen for Menneskerettigheder i Serbien for at blive briefet, og for at diskutere et af de forhold, som vi har planer om at kaste lys over på denne rejse, som senere skal føre os til Sarajevo. Det drejer sig om den militære efterretningstjeneste, KOS', aktiviteter i Bosnien i årene op til krigen, og på hvilken måde den om muligt har kunnet fremprovokere den radikalisering, som senere mobiliserede især serberne for folkemordsvolden.

En ting er de falske historier, som blev cirkuleret og kolporteret af det Milosevic-styrede dagblad Politika i Beograd om islamiseringen af de bosniske muslimer og deres parti, men noget mere interessant er den mulige resonans, som nogle af disse påstande måtte have i virkeligheden. Det forhold fik vi især blik for efter en samtale med redaktøren ved det uafhængige ugeblad Dani, Senad Pecanin, engang ovre i Sarajevo. Han hævdede ganske ligefremt, at den tidligere præsident Alija Izetbegovic var i den serbiske militære efterretningstjeneste, KOS', sold for at radikalisere det muslimske parti, SDA, og dermed skræmme de bosniske serbere til en mobilisering omkring deres egne nationalister i SDS, Karadic' parti. Det er naturligvis en dramatisk konspirationsteori, som man må være forbeholden overfor, indtil noget mere håndgribeligt end bagklogskabens logik viser sig .

Vi diskuterede det også med vicepræsidenten i det bosniske akademi, den tidligere kommunist Muhammed Filipovic, og fik at vide, at det nok var ganske vist, at det forholdt sig sådan. Han er en brysk ældre herre og en så velanskrevet intellektuel, at han har vundet sig titlen 'En institution med en hat'. Alligevel vil vi gerne have mere på bordet, også selv om det at være fundamentalist og den serbiske efterretningstjenestes nyttige idiot kan fortolkes på flere måder.

Samstemmende planer

Izetbegovic behøvede ikke nødvendigvis at være købt og indforstået med KOS, heller ikke selv om - som Pecanin påpegede - at både muslimske og serbiske nationalister havde samstemmende planer for en deling af landet; serberne (republikken Serbien med de bosniske serbere i SDS som stråmænd og håndlangere) krævede et etnisk rent Østbosnien for at kunne indfri deres program om 'alle serbere i én stat', og fundamentalisterne med Izetbegovic i spidsen for SDA behøvede et etnisk rent muslimsk stykke Bosnien for at kunne indfri deres visioner fra Izetbegovic' 'islamiske deklaration' om en sharia-stat styret af kleresiet efter diktatorisk mønster.

Det eneste uafgjorte i deres principielle enighed var, hvor grænserne for de etniske stater skulle gå i terrænet. Og dette uafklarede forhold kunne kun afgøres af de realiteter, som krigen måtte skabe. Derfor var krigen nødvendig.

Men hertil må man så tilføje, at sammensværgelsen ikke nødvendigvis er foregået med Alija Izetbegovic' fulde vidende. Han har muligvis ikke været klar over alle de træk, der skulle foretages, og på hvilken måde han selv indgik i et manuskript skrevet af KOS i Beograd. Han kunne fanatisk og blindt blot have tiltro til, at han kæmpede sin helt egen sag for sin islamiske stat og ikke have øje for, på hvilken måde han med sin religiøse åbenbaring var med til at skabe grobund for den morderiske serbiske mobilisering - men alt dette var planlagt af serberne, der sørgede for at skaffe fundamentalistiske kræfter indflydelse hos deres muslimske fjende. På et tidspunkt blev en af stifterne af partiet, Salim Sabic, således afsløret som spion for KOS af de moderate i partiet. Og KOS' chef i Beograd, Aleksandar Vasiljevic, pralede på et tidspunkt i overmod om at have ikke mindre end tre agenter i ledelsen af SDA.

Men over for alle disse konspirationsteorier må man naturligvis holde hovedet koldt og indtil videre behandle dem som hypoteser, der kan forkastes eller udforskes videre. Med fare for at blive opslugt af det balkanske rygtevanvid vil vi gerne gå videre og forsøge at få den angivelige leder af den hemmelige skyggeledelse af det muslimske SDA i tiden op til krigen, Hasan Cengic, i tale ovre i Sarajevo, for at se om der er hold i denne historie.

Der er ikke andet at gøre, når ingen indtil nu har kunnet forklare en tilsyneladende selvmorderisk sabotage fra skyggeledelsen af SDA i forhold til at slutte fred med serberne i så at sige minutterne før, krigen blev udløst. Det fik vi forklaret af Adil Beg - Grev Adil Zulfikarpasic - på en visit i Zürich, lige inden vi landede i Beograd.

Han har en baggrund i den kommunistiske partisanbevægelse og udvandrede efter Anden Verdenskrig til Schweiz, skuffet over kommunisternes nepotisme og manglende demokrati. Her udviklede han et forretningsimperium og engagerede sig med et eksiltidsskrift i Bosniens nationale sag. I sidste time engagerede han sig sammen med en tidligere partikammerat, den nævnte Muhammed Filipovic, i et fredsinitiativ over for serberne med carte blanche fra Alija Izetbegovic. Han forhandlede først med de bosniske serbere og siden hen med selveste Slobodan Milosevic i Beograd.

Vejen banet for krig

Det afgørende for serberne var naturligvis, at de med et forbund - føderalt eller konføderalt i et rest-Jugoslavien - konstitutionelt kunne vedblive at leve sammen i én stat, både de bosniske serbere og serberne i Republikken Serbien. Så var de ifølge Adil Zulfikars referat af sine samtaler med Milosevic parat til at afvikle deres separatistiske planer om at løsrive det serbiske Bosnien fra Republikken Bosnien. De forhandlede om fred, mens de forberedte sig på krig, men var parat til at opgive de aggressive planer og demobilisere de bosniske serbere.

Alt var ved at falde på plads, men i sidste øjeblik indsendte skyggeledelsen af SDA en fax til en tv-station om, at de var imod alle forhandlinger med den serbiske ledelse. Så var vejen åbnet til krigen. Også i lyset af denne mystificerende handling, som ingen har kunnet kaste lys over og forklare, er det relevant at få den såkaldte skyggeledelse af SDA identificeret og opsøge den. For ét forhold er, at krigen er planlagt og orkestreret fra Beograd, noget andet er, på hvilken måde andre parter - bevidst eller ubevidst - har været lydige medspillere.

Hvem var krigens mestre? Ikke kun krigens serbiske mestre - men også dens bosniske mestre? Heri ligger der ingen beskyldninger, kun vores nysgerrighed i forhold mulighedsbetingelsen for katastrofen.

Krigen i kunstens optik

Sonja Biserko giver os råd om, hvilke personer vi kan opsøge i Sarajevo, som kan være os behjælpelige med at finde frem til de personer, vi er interesseret i, bl.a. en central person i den såkaldte skyggeledelse, Hasan Cengic, af modstandere også kaldet 'Mørkets Fyrste'. Det lyder som om, han skulle være selve krigens mester på den anden side af de bosniske bjerge, som vi skal krydse om et par dage.

Selv er hun naturligvis optaget af valget, der stunder til, og af, hvilken status sandheden om krigen har i den serbiske offentlighed og den manglende interesse og viden om landets andel i krigsforbrydelserne. Al denne uvidenhed er med til at korrumpere det politiske klima og ånden i dette land.

Vi diskuterer, hvilken rolle filmene om krigen har haft for forståelsen og erindringen, og på hvilken måde denne er blevet forvredet og forstyrret af kunstneriske fortolkninger. Krigens konkrete planlægning, dens baggrund i hemmelige operationer, som vi er i færd med at klarlægge, bliver udvisket i f.eks. Kusturicas film og Oscarvinderen No Mans Land, hvor krigen kommer til at fremstå som noget ontologisk, som en apokalypse, der hidrører fra en ond kraft i mennesket osv. Krigen og krigsplanlægningen bliver i kunstens optik bortforklaret, og kunsten bliver derved en del af krigens egen logik, hvis sidste stadie er glemsel og erindringens ødelæggelse og relativering.

20070130-212202-pic-866814996.jpg
Sonja Biserko er leder af
Helsinki-komiteen i Beograd. Hun interesserer sig for, hvilken status sandheden om krigen har i den serbiske offentlighed og for den manglende interesse og
viden om landets andel i krigsforbrydelserne.
Foto: Henrik Bohn Ipsen/
Bastard Film

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her