Læsetid: 4 min.

På sporet efter den hvide lyd

Post-punkveteranerne Bauhaus beviste med en vital koncert, at man godt kan nøjes med at præsentere et bedaget bagkatalog og stadig både inspirere og vække til eftertanke
13. februar 2006

Selv om perioden ofte bare omtales som punk, er den både faktuelle og politisk korrekte rubrik altså post-punk. Groft sagt taler vi årene 1979-1984, hvor diverse musikere i den vestlige verden forsøgte at gøre op med måden, altså, hvorpå tingene gjordes (og nu atter: gøres) på. Op gennem 1970'erne skete i takt med indførelsen af 16- og 24-spors studierne en standardisering af den facon, hvorpå rockmusikken og dens mange fætre og kusiner blev grebet an på, hvilket i sidste ende medførte, at overraskelser og chok var en mangelvare og megen musik blev forudsigelig for nu ikke at sige kedelig.

Og var den rene punk en umiddelbar og umisforståelig reaktion herpå, var postpunken et mere spredt og uoverskueligt felt, der hurtigt splittedes i en lang række indbyrdes hinanden foragtende og bekrigende fraktioner, som brugte stor energi på at bekriges indbyrdes. Som tidens modestof var speed, var musikken generelt kold, paranoid, splintret, uskøn, på tværs, intellektuel, romantisk og fuld af drift mod død og undergang. Og så swingede den ikke en meter. Dvs. den swingede, men på en bizar indadvendt og psykotisk facon, der udgjorde en direkte antitese til det varme og kropsanimerende swing, vi møjsommeligt har tillært os ved umådeholden lytning af afroamerikansk populærmusik fra blues og jazz over soul og funk til house og hiphop.

Teatralsk og truende

Til gengæld myldrede post-punken med skæve og ofte originale idéer og forsøg på at aftvinge bas, guitar, keyboard og tromme(maskine) set-uppet nye nuancer. I samklang med navne som Joy Division, The Cure og Siouxsie & The Banshees stod Northhampton-kvartetten Bauhaus i årene 1979-1983 som pionerer, hvad angik at trække lyd og attitude væk fra vred treakkorders punk mod et (ofte lidt pubertært) eksistentialistisk sortsyn og apokalyptisk melankoli. Ved hjælp af en dramatisk ladet, deklamatoriske vokal, frenetiske og travlt skurrende guitar-riff, indhyllet i effekter og uophørligt fremadrivende stammerytmer fandt gruppen og dens ligesindede et trofast publikum, der i frenetisk ekstase gladelig vred sig (danse kunne man sgu ikke) til gruppens mørkesøgende, gotiske klange, mens det lod sig betage af et visuelt hårdt pumpet sceneshow, der med klar David Bowie-inspiration lagde tryk på det teatralske, makabre og truende.

Mellem Dem og mig, kære læser, kan det dog godt afsløres, at Bauhaus aldrig har befundet sig på min liste over 100 uundværlige rocknavne. Men jeg havde engang en kæreste, der elskede dem inderligt, og da jeg momentvist lider af svaghed for det mine kære har en svaghed for, lød følgende replikskifte ofte i det dengang i sandhed så lille hjem: "Ska' vi ikke høre noget Bauhaus?", hvortil svaret ofte forbløffende lød: "Jo, for Guds skyld!". Så jeg optog gruppens klangunivers via en form for osmose, der selvfølgelig parredes med en næsten forfærdende trange til at udføre parringsritualet, som aftenen skred frem.

Gemen nysgerrighed

Dette betød, at da det blev bekendtgjort, at gruppen for første gang (!) ville besøge Danmark, rev det i de nostalgiske strenge, mens gemen nysgerrighed fik mig til at finde opsamlingsdobbelt-lp'en 1979-1983 frem af gemmerne. Den havde ikke været spillet i over 20 år, men noget af det lød forbløffende godt (og noget af det rent ud forfærdeligt!) og beslutningen om at tage ind og opleve gruppen live 23 år, efter at den lod sig opløse, blev taget. En god beslutning viste det sig. Ud over i ét væk at løbe ind og Gud samt hver mand og kvinde, jeg nogensinde har taget speed med på et nedslået lokumsbræt i det københavnske natteliv, slog det forbløffende ofte gnister på scenen.

Bauhaus var ikke mødt op med ambitioner om at feje os af banen med blændende nyt materiale, men spillede en god blanding af greatest hits og mere obskure albumspor. Vi fik bl.a. "In The Flat Field", "Kick In The Eye", "Dark Entries", "The Passion Of Lovers", "Stigmata Martyr", "Rose Garden Funeral of Sores" og gruppens to store hits, "Bela Lugosi Is Dead" og Bowies "Ziggy Stardust" samt en overraskende tolkning af Joy Divisions udødelige "Transmission". I forbedrede udgaver, tilmed. Lige på nær Joy Division-nummeret. Men en smuk gestus, på sæt og vis.

Befriende kontrært

For nu om stunder swinger gruppen. På en anden måde end i dens storhedstid, hvor den var blevet overhældt med smeltet bly, om den havde prøvet sligt. Og forsanger Peter Murphy er stadig en nobel arvtager til og repræsentant for traditionen fra Scott Walker, John Cale og den unge Bowie, hvor der lægges mere vægt på dramatisk fremførelse end følelsesmæssig ditto. Og rytmegruppen er en ond og konsekvent repræsentant for den ondsindede, men geniale monotoni og guitarist Daniel Ash spiller en uortodoks og traditionsforladt el-guitar, der forhindrer gruppen i på noget tidspunkt blot at tangere normalrocken.

Så bag attituderne og de ind i mellem forældede stilgreb hørtes stadig lyden af et band med en særegen tone og en ofte original tilgang til stoffet, der ligger endog meget fjernt fra samtidens søgen tilbage til garageland. Befriende kontrært. Der var passager, hvor periodens trang til patos og prætention tog overhånd, men generelt genereredes en lige dele nådesløs og velkommen hvid lyd, der rykkede i både bentøj og baghjerne (hvor hukommelsen sidder og bl.a. bladrer i sine slidte fotoalbums), som faktisk både formåede at inspirere og mane til eftertanke. At post-punken p.t. oplever en mindre revival, er i hvert fald mindre mystisk efter et par timer i selskab med dette Bauhaus, som i fin stil både formåede at være af sin tid og transcendere den.

Bauhaus, Store Vega, torsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu