1. oktober 2005

Ind i mellem kan følelsen af, at de unge var meget bedre, da man selv var ung, gribe en. Det er selvfølgelig noget vrøvl. Det var bare meget sjovere at være ung, da man kunne tro på at verden gik fremad – og musikken var så god, at dagens unge stadig lytter til den

At privatsvine den. Sådan sagde man engang. Hvis folk ringede til én, og evt. spurgte hvad man lavede, kunne man svare: nåe, jeg ligger bare her på sofaen og privatsviner den. Man fladede ud, altså. Man sumpede foran fjernsynet. Verden, havde man bestemt sig for, var for åndssvag, man gad den ikke lige nu, den måtte vente. Man kunne privatsvine på en bohemeagtig måde, hvis det var ens smag. Eller man kunne privatsvine på småborgerlig vis med termokande og småkager og en stabel ugeblade på kakkelbordet, hvis der skulle opstå en pause i højdepunkterne fra tossekassen. Tænk på hvor mange folketingsvalg, der er blevet udskrevet i Danmark, mens en pæn stor del af befolkningen har privatsvinet den og tænkt, at her i sumpen, her sker der sgu aldrig noget. Der er blevet erklæret krige, ført krige og tv-transmitteret krige til kafferæbende, småpruttende ægtefæller, der helt privat bekrigede hinanden med små, unfair konkurrencer om, hvis tur det var til at sætte over til en ny kande kaffe. Danmark er et brugsforening, som Palle Lauring ganske rigtigt sagde. Dengang statsministre hed Jens Otto Krag eller Hilmar Baunsgård og den slags. Det var til at finde ud af. Og det var lækkert at slænge sig på datidens hårdtpolstrede divaner og gøre grin med borgermusikken. Man grundlagde nemt en sund følelse af at være både klogere og mere interessant end de paphoveder, der mente at verden vel sådan stort set var god nok som den var.

Hvorfor er verden ikke længere så dejligt enkel, spurgte klummeskriveren sig selv en sen aften for en uges tid siden. Og lod derefter spørgsmålet gå videre til familien. Med endnu et citat af Palle Lauring svarede et familiemedlem: vi ve-ed det ikke! Herefter var der kun en ting at gøre. Klummeskriveren strakte sig på den nyanskaffede trepersoners sofa med fjernbetjeningen til fjernsynet. I researchøjemed og med den erklærede hensigt at finde fortiden frem fra tossekassen. Det lykkes skam. På NDR 3, den nordtyske kanal, der var den - fortiden. I sort-hvid pragt og vælde. Skal vi åbne en flaske rødvin? spurgte klummeskriveren begejstret. Gør du bare det, svarede fru Ida Rosa, f. Hansen. Hun havde andet for, men den 21-årige datter kikkede med en halv times tid.

Satenedeme! Det var hits på hits på hits, men altså rigtige hits. Fra sidst i 60'erne. Datteren gjorde faderen stolt ved at sige, at "den slags musik" var bedre dengang, men lidt efter gik hun ind til sig selv for at høre Thelonius Monk. Selvfølgelig var musikken bedre, tænkte privatsvinet, alting var bedre dengang. Beat Club, hed programmet. Oprindeligt varede det vel en times tid, men de sendte flere efter hinanden, faktisk blev de ved til langt ud på natten. Man så hits som stadig er hits, hits man havde glemt, men nu huskede, hits man ikke var sikker på, at man nogensinde havde hørt før. Men før man labbede det i sig, tænkte man godt nok: hold kæft en masse hår! Og hold kæft hvor ser de unge ud, nogle af dem var nærmest børn. Og selv om det var inderligt lækkert at ligge og høre på, blev man nu også grebet af en vis forlegenhed. Noget af det, der dengang forekom spontant, råt og blottet for respekt for autoriteterne, lignede pludselig - i voksenhedens ulideligt klare lys - noget temmelig kalkuleret og veltilrettelagt. Det er muligvis ikke retfærdigt, men det var især Sony og Cher, der fik klummeskriverens vandrette skikkelse til at krumme sig sammen af ærgrelse. Og så ham der med San Fransiscosangen, sirupsdrengen med hundeøjnene. Præget af amerikansk musikindustri var ikke rigtig til at overhøre - og jo, nu man husker efter, man kunne også godt høre det dengang, hvis det endelig skal være. Men så kom gode, gamle Kinks - måske var de i virkeligheden de allerbedste fra dengang? Så privatsvineriet kunne fortsætte. Med langt hår og britiske bakkenbarter og proletarknægte fra engelske provinsbyer: Alt det der i brugsforeningens tid gjorde tilværelsen mere udholdelig end den ellers ville være. For høj og lav ungdom i hele brugsforeningslandet.

Musikken var bedre dengang! Det er i denne enkle læresætning vi, der er gamle nok, stadig henter vores selvfølelse. Og eftersom mange af nutidens unge, skam ikke kun klummeskriverens datter, også mener det, er der nok noget om snakken. Men måske er vores følelse af at ungdommen, altså os, også var bedre dengang ikke helt så berettiget. Den onde tanke, at vi i virkeligheden frem for alt var produkter af datidens almindelige følelse af, at alting kun kunne blive bedre, dukker unægtelig op, når man bevæger sig ud i verden igen, efter at have privatsvinet den en passende tid. De 'stivnede normer', som 'ungdomsoprøret' var en protest mod, var de ikke allerede ved at falde sammen af sig selv? Af kedsomhed og ælde. Så frygtelig meget igen skulle der vel heller ikke pustes til ilden, før den havde fortæret de sidste rester af 50'ernes plisserede nederdele og strygefri skjorter? Og under alle omstædigheder har det næppe nogensinde været så attraktivt at være ung som netop i 60'erne og de tidlige 70'ere. Så den overlegenhedsfølelse som vi - hvis vi skal være ærlige - føler over for nutidens unge, er ikke bare lige lovlig gratis, den er faktisk også forstemmende. Og hvad kom der egentlig ud af det store årti? Samfundet er stort set det samme, i alt fald er der ikke ændret meget ved magtforholdene. Og oprørskheden har sjældent afholdt nogen fra at gøre, hvad de også ville have gjort, hvis de havde været børn af 50'erne. Gjort karriere, været egen lykkes smed, hyttet eget skind. Ofrene - for der var ofre - er de få, der har holdt fast ved de gamle, oprørske dyder og stadig nægter at indgå anden alliance med det store, stygge samfund end den, der består i at hente bistandshjælpen. Det er hverken voksent eller fornuftigt, men dem har klummeskriveren en slags ærbødighed overfor. Han kan godt lide folk, der nægter at overgive sig. Også selvom kampen tilsyneladende er håbløs. For uanset hvor desillusioneret man går hen og bliver, var der dog i 60'erne mere end et strejf af en følelse af, at verden er en indretning, der kan ændres. Hvis der er mange nok, der vil på samme tid.

I brugsforeningens tid var de dumme og de kedelige spærret inde bag parcelhushækkene. Giro 413 om søndagen. Karbonaden om lørdagen. Fiskedag om tirsdagen. De flittige småborgere gjorde gode tider bedre, men det var os, deres unger, der skummede fløden. Det er derfor, vi skal have på puklen nu, det er derfor de har stiftet Dansk Folkeparti, så de kan vinde tabt land tilbage. Det er også derfor de unge ikke skal tro, de er noget. De skal uddanne sig, skal de, forberede sig på at gøre nytte. For selv om der jo egentlig ikke skete noget farligt, da 60'ernes unge gjorde oprør, så sidder det alligevel som en mørk og dyster erindring hos pæne mennesker som Pia Kjærsgaard, at ungdommen engang tog pis på alt det kedelige og ikke gad høre på, hvad fornuftige voksne havde at sige. Det skulle nødig gentage sig.

Det er ikke fordi der er meget at grine af. Men selvfølgelig, vi har da musikken.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her