Læsetid: 3 min.

På to sprog

30. oktober 2003

Hvert eneste år, den 4. juli, bliver det i Rebild Bakker fejret, at der stadig er dansk-amerikanere, der føler for deres forfædres hjemland. På lignende vis bliver det på Kronborg markeret, at også andre mennesker med danske aner er mere end velkomne til at komme tilbage for en stund til det land, der engang for længe siden var udgangspunktet for olde- eller tipoldeforældrenes emigration til f.eks. Argentina, Australien eller Canada. Særlig sympati vækker det, hvis de oven i købet er i stand til at udtrykke sig på et gebrokkent og charmerende gammeldags dansk. Det er trofastheden over for rødderne, der på den måde bliver manifesteret.
Anderledes forholder det sig, hvis strømmen går den modsatte vej. Med en total misforståelse af begrebets betydning, hedder det sig ofte i den danske debat, at herboende indvandrere og flygtninge afviser at blive integreret – fordi de ikke gør sig umage nok for at lære dansk, men i stedet holder fast i deres modersmål. Betragtningen er kortsigtet, fordi den i bedste fald kun kan dække tre generationer, hvoraf den yngste fortsat er meget ung. Erobringen af et nyt sprog er ikke noget, der sker fra det ene år til det andet. Typisk vil fremskridtet ske fra generation til generation.
Alligevel er der et problem, som det er fremgået at de seneste dages omtaler af sammenhængen mellem sprogkundskaber og integration. Frederiksberg Daghøjskole har udarbejdet en rapport, der viser, at »job integrerer ikke uden sprogundervisning«, som der stod i en overskrift her i Information onsdag. Taget for pålydende er det en konklusion, der lægger en bombe under en af de mest udbredte antagelser om vejen til bedre integration – nemlig at den går over fornuftig og permanent beskæftigelse på en dansk arbejdsplads. Men det er altså ikke tilfældet, medmindre der bliver suppleret med særlig sprogundervisning, viser undersøgelsen fra Frederiksberg Højskole – der selv er en flittig udbyder af denne form for uddannelse.
Mere kontroversiel er den anbefaling, der er kommet fra Niels Egelund, professor på Danmarks Pædagogiske Universitet. Han har beskæftiget sig med kvaliteten af undervisningen i klasser og skoler, hvor antallet af to- eller flersprogede elever udgør et markant flertal. Hans konklusion er, at de kommer ud af skolen med så ringe funktionelle kundskaber, at et tilsvarende lavt niveau inden for EU kun kan findes i Belgien. I alle andre lande kan der konstateres fremskridt for hver generation.
Noget er med andre ord galt. Niels Egelund har konkrete forslag til ændringer, der – set i deres helhed – er udfordrende for alle dele af det politiske spektrum. Når han anbefaler, at man på lærer- og pædagoguddannelserne skal styrke dansk som andetsprog, er det næppe noget, der vil falde i Dansk Folkepartis smag. Omvendt mener partierne på venstrefløjen, at han går ind for uacceptabel tvang, når han foreslår, at de tosprogede elever skal spredes på skoler og klasser, så de ikke det enkelte sted udgør en dominerende majoritet. Endvidere ligger hans anbefaling af, at modermålsundervisningen gøres obligatorisk bestemt ikke på linje med de tanker, der er fremherskende hos den nuværende regeringspartier.
Ikke desto mindre ligger hans forslag i klar forlængelse af de erfaringer, der er gjort i lande, hvor det er gået bedre end i Danmark. De viser, at et velfungerende førstesprog er det afgørende fundament for at tænke begrebsligt og lære nyt, også når det drejer sig om at tilegne sig det danske sprog.

Men hvis eleverne skal fordeles jævnt hen over folkeskolerne i de kommuner, hvor der er mange familier med indvandrer- og flygtningebaggrund, så vil det uundgåeligt indebære tvang. En del af børnene – hvordan de så end skal udvælges – må op i skolebusser for at blive transporteret langt væk fra deres bopæl. Over en bred kam har kommunalpolitikere i København afvist en sådan model. Skoleborgmester Per Bregengaard fra Enhedslisten siger, at det tangerer mishandling af tvinge disse børn væk fra deres lokale kvarter. Venstres skolepolitiske ordfører, Pia Allerslev, finder det diskriminerende, hvis man kun flytter ’etniske børn’ til andre skoler.
Deres argumenter vejer tungt. Men de rummer ingen forslag til en løsning. Selvfølgelig skal en ung borger med indvandrerbaggrund ikke berøves sit modersmål i et land, hvor vi svælger i national stolthed ved både Rebild- og Kronborg-stævner. Omvendt vil det være i deres egen interesse, hvis deres beherskelse af det danske sprog er rimelig sikker. Derfor fortjener den samlede buket af forslag fra Niels Egelund en seriøs overvejelse.

tok

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her