Læsetid: 4 min.

På Tøgers tid

Tøger Seidenfadens meningsproduktion har klasse - både artiklerne om krigene på Balkan og bagatellerne om nøgenbadning
27. april 2007

Af dagbladsredaktører findes der groft sagt to slags. Der er ham - for det er som regel en han - der organiserer og administrerer, og så er der meningsmageren, som skriver ledere, kommentarer, artikler og lidt af hvert. Tøger Seidenfaden er så afgjort en meningsmager, og hans meninger og holdninger fylder meget i avisen. I det hele taget fylder Politikens ansvarshavende chefredaktør meget. Især i mediebilledet, men også når han som ivrig nøgenbader lægger sin dejklump af en krop til hævning på udsøgte badestrande.

Nu fylder han også rundt (50) og har i den anledning samlet 120 stykker ud af sin samlede meningsproduktion på ca. 4000 stk. Uffe Ellemann-Jensen har forsynet opsamlingsalbummet Absolut Tøger med et intetsigende forord, for hvis der er to, der står sammen i dansk politik for tiden, er det journalisterne Uffe og Tøger. De er begge borgerlige humanister, og så deler de i øvrigt det privilegium sammen med Kongehuset, at hele landet er på fornavn med dem.

De mange artikler dækker en periode på 20 år. Det er, som om verden slet ikke eksisterede, før Tøger i 1985 fik job på Wekendavisen og fra 1993 på Politiken. Tøgers chefredaktørtid er blevet en verdenshistorisk epoke. Desværre er epoken en rigtig forfaldstid.

Det begyndte ellers så godt med Murens fald og Tøgers udnævnelse til chefredaktør. De borgerlige blev socialdemokrater og socialdemokraterne blev borgerlige. Præcis sådan som Tøger altid havde været det. Demokratierne var på fremmarch og flygtningene på indmarch. Men så kom tilbageslaget. Tøger blev så godt som fyret fra Weekendavisen, og Politikens oplagstal bare faldt og faldt, og 1970'ernes venstreekstremisme genopstod i skikkelse af islamisk terrorisme og højreradikal fremmedhad og racisme.

Det begyndte at knage i samfundets fuger og bånd, men Tøger stod fast. Det må man lade ham. Han er ikke nogen vindbøjtel eller populist. Han har været set i en slængkappe, men aldrig i en vendekåbe.

Det er netop det, han vil dokumentere med denne artikelsamling, og det kan han med rette være stolt af. Hvor andre har værdier, har Tøger holdninger. Og dem fører han gerne tilbage til oplysningstiden.

I 1997 gjorde man sig lystig over, at Tøger pludselig var sprunget ud som kulturradikal. Den herostratisk berømte leder fra 26. juni 1997 er dog ikke blandt de udvalgte tekster. Og det er heller ikke rigtigt, at Tøger pludselig blev kulturradikal for at tilpasse sig Politiken. Faktum er, at Tøger allerede i 1992 udtalte til Ekstra Bladet, at han var antikulturradikal kulturradikal.

Lomborg og Bjerregaard

Lige så forståeligt det derfor er, at kulturradikalismen ikke er et af bogens 15 temaer, lige så uforståeligt er det, at sagen om miljøkommissær Ritt Bjerregaards dagbog i 1995 er et tema, for Politikens trykning af Ritts pubertære dagbog handlede ikke om ytringsfrihed, men om ophavsret, og sagen endte med, at Ritt fik én mio. kr. for nogle skriblerier, som ikke var fem flade ører værd.

Heller ikke Politikens støtte til Bjørn Lomborg er Tøger sluppet heldigt fra. Han indleder hvert af de 15 afsnit med nogle bagkloge kommentarer. I tilfældet Lomborg er det nærmeste, han kommer en indrømmelse af, at avisen satsede på den forkerte hest, den konstatering, at Lomborg ikke "har vinden i ryggen". Så følger en opvisning af alle de falske argumenter, der findes på markedet til støtte for Lomborg.

Det er jo ellers i argumentationen, Tøger har sin store styrke. Det er jo ikke svært at få ret i sagen. Det svære er også at have det i grundene. Tøgers argumentationsform er den ædle klassiske, hvor energien bruges på at gendrive alle tænkelige indvendinger, frem for at pukke og polere på sit eget standpunkt. Hans argumentation er gennemsigtig og redelig. Det er urimeligt at kalde ham 'politisk korrekt', bare fordi han altid har ret. Han har sine gode grunde til at have det.

Selvfølgelig går det undertiden galt, som når han skriver:

"Ytringsfrihed betyder, at vi ikke ved, hvad der er godt og sandt, for hvis vi gjorde, var der jo ikke brug for ytringsfrihed".

Det er det rene, skære nonsens. Ytringsfriheden skal netop sikre, at sandheden kan komme for en dag. Der er bare ingen, som har patent på sandheden. Derfor behøver vi demokratiet, som den amerikanske filosof Hans Kelsen engang har sagt.

Tøgers advokatoriske stil er tør og saglig, så foretrækker man one-liners, infami og dårlige vitser, vil han forekomme grå og kedelig. Ikke at han ikke kan være sarkastisk og ironisk, men når det en sjælden gang sker, er det for fuld udblæsning, som når han håner danskernes lunkne holdning til det europæiske samarbejde.

Hans artikler om Balkankrigene er skrevet med både hjerte og forstand. Her blandes reportagen og kommentaren, og de er båret af en stærk indignation over, at Europa ikke kan tage sig sammen til at komme de forfulgte til hjælp. De artikler har virkelig klasse.

Ja, og klasse har hele bogen, inklusiv bagatellerne til slut om nøgenbadning, Tintin, isspisning og gåture til familiegravstedet. Og det er egentlig ret imponerende, når man betænker, at det jo bare er hakkelse fra døgnets rejsestald.

Tøger Seidenfaden: Absolut Tøger - Holdninger til tiden. Med forord af Uffe Ellemann-Jensen. Rosinante, 352 sider, 299 kr. Udkommer i dag. ISBN: 9788763806

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu