De blev døbt The Movie Brats: Francis Ford Coppola, George Lucas, Martin Scorsese og de andre opkomlinge, hvis talent og nye ideer for 35 år siden kom et Hollywood håbløst ude af trit til undsætning. Steven Spielberg, som fylder 60 den 18. december, var flokkens yngste. Til dato har han instrueret 23 spillefilm, som spænder over komedier, krigsfilm, science fiction og historiske dramaer.
Mange af filmene har dog det til fælles, at hovedpersonen på godt og ondt er meget menneskelig. Som Neil Sinyard skriver i The Films of Steven Spielberg: "Det grundlæggende mønster i en Spielberg-film er, at almindelige mennesker må reagere på ekstraordinære begivenheder." Mønstret ses da også allerede i den surreale tv-film Duellen (1971), hvor tøffelhelten David Mann (Dennis Waever) trues på livet af en tilsyneladende førerløs lastbil. Fire år senere bragede Spielberg ind i den kollektive populærkulturelle bevidsthed med en film om tre mænds jagt på en hvid haj, Dødens gab, som til fulde bekræfter skuespillerinden Zsa Zsa Gabors påstand om, at "Macho doesn't prove mucho."
Brøleabemaskulinitet
1975 var året, hvor amerikanerne måtte sande, at deres mægtige militær havde spillet fallit i Vietnam. Tiden råbte på alternative helte, og to af filmens hovedpersoner er da også lige så meget (om)tankens som handlingens mænd: Hajeksperten Matt Hooper (Richard Dreyfuss) er en spøjs blanding af nørd og kortluntet vovehals, mens den mere besindige politi- og familiemand Martin Brody (Roy Scheider) må overvinde sin vandskræk før han kan konfrontere hajen.
De klassiske maskuline 'dyder' er repræsenteret ved søulken Quint (spillet med glimt i øjet og tungen lige i munden af Robert Shaw), en Ernest Hemingway'sk mandetype, men også en mytisk skikkelse med aner til Moby Dicks maniske nemesis Kaptajn Ahab. Som filmkritikeren Pauline Kael bemærkede, er Quint "så maskulin, at han ønsker at få dem alle slået ihjel." Han gebærder sig så dumdristigt, at man kunne få den tanke, at han nærer et ubevidst ønske om at dø i hajens kæber. I så fald er det et ønske, han får opfyldt.
Kael observerede også, at Dødens gab udmærker sig ved sin woody allen'ske humor: I scenen, der kulminerer i Quints berømte monolog om sænkningen af slagskibet USS Indianapolis (som kaster et grufuldt forklaringens lys over hans besættelse af hajer), sammenligner han og Hooper ar erhvervet under diverse dødsforagtende aktiviteter. Da luften dårligt kan blive mere tyk af testosteron, klipper Spielberg til Brody, som diskret løfter op i sin trøje, og slukøret betragter arret fra sin blindtarmsoperation.
Farligt feltarbejde
Der er dog samtidig en umiskendelig understrøm af beundring i portrættet af outsideren Quint, hvis bramfri brøleabemaskulinitet - få moderne mænd ville turde udbringe så sublimt smagløs en skål som "Here's to swimming with bowlegged women!" - er helt i tråd med det amerikanske ideal om at være sin egen herre.
Spielberg havde atter maskulin kampgejst og konfrontationsiver i sit sigtekorn i krigsfarcen 1941 - undskyld, hvor ligger Hollywood? (1979), men her var karlekammervittighederne af en enerverende enstrenget karakter, og filmen blev fuldt forståeligt karrierens store flop.
I 1981 kom han dog - i samarbejde med George Lucas - stærkt igen med den første af foreløbig tre film om eventyreren Indiana Jones (Harrison Ford), et antiheroisk alternativ til de endimensionale machopatrioter, som skulle invadere biograflærrederne i Ronald Reagans Amerika.
I sit civile liv underviser Indy i arkæologi, og ironisk nok gør han en mindre komisk og mere værdig figur som befippet bogorm end på sine halsbrækkende ekspeditioner, hvor han fører sig frem med en kæphøj attitude, som ikke modsvares af nævneværdig heroisk substans. Indys slingrende dømmekraft leder ham ofte til at stole på de forkerte folk, hvilket hans stilfulde rival Belloq ikke undlader at pointere. I slåskampe får han typisk lige så mange tæsk, som han uddeler (filmenes actionsekvenser har et strejf af slapstick), selv om han gerne tyr til tarvelige tricks.
Hans mindst gentlemanagtige øjeblik må være det, hvor han på sikker afstand skyder en fjende, som kun er bevæbnet med det sværd, han just har svunget rundt på ekvilibristisk vis.
Mindst lige så kompromitterende er dog Indys udtalte fobi for slanger, særligt fordi slangen jo er et fallisk symbol. Med sin pisk, hat, læderjakke og seksløber tager han sig ellers vældigt viril ud, men reelt er Indy lige så lidt lover, som han er fighter, og falder i søvn bedst som hans smækre ekskæreste Marion via kælent kropssprog lader forstå, at hun er klar til at genoptage forholdet.
Børnenes beskytter
Et af Spielbergs adelsmærker er hans stærke indlevelsesevne i barnets verden, og det giver derfor god mening, at hans definition af heltemod hænger nøje sammen med det at udvise omsorg for børn - navnlig når de har allermest brug for det.
Tag Jurassic Park (1993), hvor Sam Neill spiller palæontologen Alan Grant, som ikke deler sin kærestes begejstring for børn. Da dinosaurerne forvandler forlystelsesparken til et tag-selv-bord, tvinges Grant imidlertid ud i at påtage sig rollen som beskytter for to af slagsen, hvilket vækker hans slumrende faderinstinkt. I War of the Worlds (2005) ses en variation over samme tema: Tom Cruise spiller havnearbejderen Ray, som i kampen mod fjendtligsindede rumvæsener træder i karakter som autoritetsfigur over for sin datter og teenageknægt.
Omvendt tør den spielberg'ske far også udbede sig omsorg: Scenen, der om nogen identificerer Martin Brody som den sande helt i Dødens gab, udspiller sig omkring middagsbordet, hvor Brodys lille søn imiterer sin fars anspændte kropssprog. Straks Brody opdager dette, bliver han sig sin status som forbillede bevidst, og lysner stemningen ved at lave en leg ud af situationen, hvorefter han beder sin søn om et kys.
En fredens mand
I sin seneste film, München (2005), sætter Spielberg sin skepsis overforvoldelige konfliktløsninger ind i en større politisk sammenhæng. Instruktøren kaldte selv filmen - som tager udgangspunkt i en palæstinensisk terrorgruppes angreb på et israelsk atletikhold under OL i 1972 - for "en bøn for fred," og hans jødiske baggrund afholder ham ikke fra at fremstille Israels omfattende hævnaktion som en meget lidt farbar vej, hvis da ikke en regulær blindgyde.
At filmvold er et trækplaster turde være ubestrideligt, men fødselaren har om nogen bevist, at der også er publikumsappel i pacifisme, antihelte og bløde mænd.
Steven Spielberg er lige blevet hædret for sit bidrag til amerikansk kultur af The Kennedy Center
