Læsetid: 7 min.

På trods og i trods

Pia Fris Laneth har skrevet en bog om dansk kvindehistorie af kærlighed til sine forældre, i solidaritet med sine søstre og kusiner, af beundring for kvindebevægelsens heltinder og i håb om, at yngre kvinder vil læse den og lære af det. Men mest fordi den manglede
17. november 2006

For 14 dage siden prydede århundreders stereotype kvindeopfattelse forsiden af Information. Ikke som et statement. Det gjorde den bare. Overskriften 'Det Gode Børneliv' stod i tykke versaler, og under teksten var et billede af to raske drenge, der kæmpede om en fodbold, og ved siden af stod en lille pige i fin lyserød kjole med en finger i munden og kiggede på. Den passive kvindelighed og den handlekraftige mandighed.

Pia Fris Laneth spurgte på redaktionsmødet, om det var et bevidst valg at bruge det billede. Det var det ikke. Folk grinede. Ingen havde tænkt over det. Det var endda en kvinde, der havde valgt billedet. Folk grinede igen. Det samme gjorde Pia Fris Laneth, men synes nok i virkeligheden, at det var mere sørgeligt end det var sjovt.

"Det viser jo, at flere årtiers opfattelse af kvindelighed som noget særligt passivt, der især er blevet legitimeret af den ene utrolige videnskabelige påstand efter den anden, stadig præger den måde, vi tænker køn på i dag," siger hun om forsiden på Information og den følgende diskussion.

Men hun ved også godt, at hun er særlig opmærksom.

"Som feminist, ser man den slags med det samme."

Mennesker, ikke årstal

Pia Fris Laneth bruger ordet feminist med stolthed. Det er i høj grad den følelse, der har drevet hende til at beskrive kvindeliv gennem fire generationer. Ikke med udgangspunkt i årstal og historiske begivenheder, men i hvordan en familie har oplevet forandringerne i kvinders levevilkår. Hendes egen familie.

De 640 sider indeholder historier om, hvordan Pia Fris Laneths oldemor Karen-Marie måtte slæbe sig gennem livet, arbejde uafbrudt uden at have stemmeret eller nogen form for ret for den sags skyld. Om hvordan farfar Aksel var en fordomsfri mand, men en kone, der arbejdede ude, det kunne smedens ære ikke klare, så farmor Gudrun blev hjemme og oprettede dameskrædderi i dagligstuen. Om hvordan mor Lilly kom i ulykke som 17-årig og fødte storesøster Iris, der måtte bo hos mormor og morfar i Jylland, til hun var 14.

Og om hvordan 16-årige Pia Fris Laneth optrådte som foldeudpige i mandeblade og vandt skønhedskonkurrencer, blev feminist, gik på universitetet og siden blev gift og enke og gift igen.

Og hele tiden har arbejdet og elsket det og endda blevet støttet i det af mænd. Og om hvordan kusine Ragnhild har været ung pige i huset, syerske og medhjælpende hustru på en gård.

Og ovenover svæver ord og navne som Olivia Nielsen, sædelighedsfejde, Nielsine Nielsen, svangerskabskommision, menstruationsbind, Kvindeligt Arbejder Forbund, Raquel Rastennis mutter med kost og spand, daginstitutioner, fri abort, Grevinde Danner, Femø, G-punktet, Den talende kavalergang og stress.

Men hovedpersonerne er Pia Fris Laneths familie.

"Det gør historien mere vedkommende og nærværende, når man fortæller om mennesker, der har levet under forholdene. Og jeg er så heldig at have en familie, der har tradition for at fortælle historier. Det er ikke alle forundt. Den mundtlige overlevering er næsten glemt."

Den vigtigste sejr

Arbejdet med bogen indebar mere end én overraskelse for hende.

"Førhen havde jeg nok en ret overlegen opfattelse af min oldemors generation. Jeg tænkte: Hvad lavede de egentlig andet end at lave mad og passe børn. Men nu har jeg kæmpe respekt for mine oldemødre. De kæmpede virkelig. Havde et hårdt liv, hvor man ikke beklagede sig. De sled sig ihjel og fødte børn fra de var 15, til de var 50."

Konfronteret med oldemødrenes hverdag blev det om muligt mere tydeligt for Pia Fris Laneth, hvor stor betydning prævention og den frie abort har haft for kvinder.

"Ved siden af retten til at tjene og råde over sine egne penge, er det uden tvivl det vigtigste, der er sket. Kvinders ret til og mulighed for selv at bestemme, hvornår de vil være gravide er simpelthen en betingelse for deres frigørelse."

Kvinders seksualitet har i det hele taget fyldt meget i historien. På den ene eller anden måde. Det er træk, der går igen i både oldemødrenes hverdag og Pia Fris Laneths egen generation.

"Den medicinske videnskab har gang på gang leveret postulater, der var mere ideologiske end de var videnskabelige. For eksempel mente man på min oldemors tid, at kvinder ikke burde læse, fordi alt blodet så løb til hovedet, og det ville resultere i, at livmoderen skrumpede, og kvinden kunne miste evnen til at føde børn," siger Pia Fris Laneth og griner højt og siger med det samme: "Ja nu griner vi af det, men det er da ikke længere siden end i forgårs, at en ung mand skrev i Information, at når man diskuterer, hvorfor der stadig er mandlig dominans på lederposter, så skulle man ikke glemme at tage det biologiske aspekt i betragtning."

Biologien og psyken

I hendes øjne har den medicinske videnskab meget kvindeundertrykkelse på samvittigheden. Og man forsætter såmænd med at forsøge at bevise kønnenes forskellige evner til at tænke ved at undersøge fysikken. Det er Pia Fris Lanteh meget skeptisk overfor.

"Dybest set er der stadig ingen, der kan forklare, hvordan biologien påvirker psyken. Derimod har mange undersøgelser efterhånden vist, hvordan kønsforskellene konstrueres fra det øjeblik, barnet stikker næsen ud af moders liv - i hjemmet, i daginstituioner, skoler, medier og på arbejdspladser. Generationer har vedligeholdt fordommene om maskulinitet og femininitet."

Pia Fris Laneth håber, at hendes bog kan være med til at gøre opmærksom på, hvordan vi selv er med til at bevare de uligheder mellem kønnene, som ikke kan legitimeres biologisk. Det handler i høj grad om at være bevidst om det.

"Jeg er meget opmærksom på, at jeg står på skuldrene af nogle handlekraftige kvinder. Og det er ikke kun rødstrømperne. Dem, der startede fagforeninger for kvinder, skylder vi meget. De sørgede for kvinders rettigheder på et tidspunkt, hvor de blev modarbejdet af de organiserede mænd. Vi fejrer de stærke mænd, der startede fagbevægelsen, men i virkeligheden var de jo nogle skrækkelige mandschauvinister."

Den fortælling mangler i historiebøgerne, mener hun.

Stolt far

"Da jeg gik ind af universitetets perleport, var det præcis hundrede år siden, at Nielsine Nielsen havde gjort det som den første kvinde. Selvfølgelig skylder jeg hende noget."

Pia Fris Laneth var den første i familien, der kom på universitetet. Det gjorde hendes far utrolig stolt. Det var hans højeste ønske, at hans tre piger skulle gå på universitetet. Det er en pointe for Pia Fris Laneth at vise, at gennem hele kvindebevægelsens historie har mange stærke kvinder været støttet af fordomsfri mænd og nærmere blevet modarbejdet af reaktionære kvinder.

"Det er vigtig at skelne mellem patriarkatet som et socialt system og så de enkelte mænd. Der var jo lige så mange bløde mænd, som der var stærke kvinder i mine forældres generation."

Ikke af medlidenhed

Pia Fris Laneths far sagde engang, da hun netop var begyndt på universitet, at han og hendes mor var bange for at miste hende.

"Altså arbejderklassens blandede stolthed og angst for, at deres børn uddanner sig til et andet socialt lag - og forsvinder," tænker hun nu, så et eller andet sted ligger der måske et behov for at vise familien, at hun ikke har forladt dem. Men hun har ikke skrevet bogen, fordi hun har ondt af sine jævnaldrende kusiner, der har valgt den klassiske kvinderolle.

"Jeg tror bestemt ikke, at de kunne tænke sig at bytte med mig. Og jeg synes, de er nogle kernekvinder. Jeg har skrevet bogen i kærlighed og solidaritet - ikke af medlidenhed."

Pia Fris Laneth afviser umiddelbart, at hun har følt et ansvar over for sin familie i forhold til at fortælle deres historie. Men alligevel bemærker hun at for eksempel diskussionen om efterløn støder hende:

"Jeg hører folk tale om, at de, der går på efterløn, kun gør det af dovenskab, og så ser jeg på mine kusiner, der hele deres liv har passet et hårdt ensformigt fysisk arbejde, samtidig med at de har passet et hjem og en børneflok. De er fuldstændig slidt ned fysisk, og så kan jeg ikke lade være med at blande mig i efterlønsdiskussionen."

Pia Fris Laneth har selv levet midt i en rødstrømpetid, men det betyder ikke, at hun ikke kan se kritisk på de sejre, feminismen har vundet. Hun peger på kvindebevægelsens evige dilemma: "Ligesom andre store revolutionerende bevægelser, har kvindebevægelsens selvforståelse været, at feminismen bevæger samfundet fra undertrykkelse mod frigørelse, fra ufornuft mod fornuft, fra mørke mod lys - kort sagt, at de ændrede kønsroller, og frem for alt kvindernes indtog på arbejdsmarkedet er et ubetinget historisk fremskridt."

Men den selvforståelse giver problemer

"Hvordan kan det moderne liv med fuldtidsarbejde og børn, karriere og husarbejde, skilsmisser og delebørn med rimelighed kaldes et fremskridt, når det ind i mellem gør så ondt, at mange får lyst til at træde et par skridt tilbage i tidsmaskinen? Pointen i denne bog er: Lad være med at blive nostalgiske. Kvinder - det store flertal - har aldrig haft det bedre end nu, så lad være med at ønske ældre tiders familiemønster tilbage. Meget er blevet bedre, men meget er stadig ikke godt nok."

* 'Lillys Danmarkshistorie' af Pia Fris Laneth er udkommet på Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her