Læsetid: 3 min.

På det ujævne

Fortrøstningsfuld musikoplevelse fra det klassiske repertoire på Louisiana
25. november 2006

Louisiana er, uanset det er et moderne museum, et nostalgisk trip, der med sin brune lød og velbjergede 70'er-ånd altid kan pakke én ind i den gode stemning, fra dengang kold krig og culottesteg var trygge ingredienser sammenlignet med Irak-krig og globaliseret, salmonellainficeret take away.

Sådan også med de eksklusive koncerter, der gives deroppe. Altid er det musikere af typen, fra før verden gik af lave, og alle stjerner begyndte at lyde éns.

Torsdag aften var det violinsten Augustin Dumay og pianisten Louis Lortie, der spillede violinsonater fra det meget klassiske repertoire, Brahms, Grieg og Beethoven.

Duoen i sig selv var som et møde mellem den gamle stil og den nye. Augustin Dumay med sine 70'er-fuldstændig-som-på-gamle-pladecovers-briller og sin violin, der lyder af støvet kanelbark og egernpels, og så Louis Lortie, en lille fiks sort-skjorte, der normalt spiller på Fazioli og også behandlede Steinwayet som ét.

Jeg ved ikke, om de har spillet sammen før, men det lød ikke sådan. Faktisk lød det, som om de kun lige havde nået at sætte satserne an inden koncerten, og så bare aftalt at se hvad der skete. Ingen dårlig ting, nødvendigvis.

Rullebånd

Jeg er næsten nødt til at sige noget anmelderagtigt om, at ingen sonate kunne være bedre valgt til denne novemberdag i pisregn end Brahms' Regenliedsonate. Regnsangen "Walle Regen, walle nieder" var fra Brahms til Clara Schumann til trøst på et tidspunkt i livet med barnedød og sygdom. Ikke at det lød, som om musikerne brød deres hjerter med den slags biografiske oplysninger. De spillede absolut usentimentalt og absolut friskt. Så friskt, at man aldrig anede, hvor de var på vej hen. Begyndelser var ikke noget Dumay satte en ære i. Attituden var snarere, at musik er noget, man skal løbe i gang og arbejde sig ind i, og det spændende er, hvor man havner. Ikke alle noder kom nødvendigvis med fra starten, og brillen skulle også lige passes lidt til og falde på plads, indtil man glemte den igen. Og så kørte rullebåndet ellers.

Topmøde

En idealist kunne jo godt blive lidt skuffet over, at det hele ikke var bedre forberedt, men på den anden side. De to musikere var ikke et par. Det var et møde.

Og gæt, hvad der gik bedst denne aften? Vores egen Grieg, havde jeg nær sagt, (i hvert fald er hans første violinsonate, som de spillede, komponeret i Rungsted), var simpelt hen gefundenes Fressen for de to fransktalende udlændinge. Grieg slap for for meget hardangerfele og fik Sjostakovitj-tyngde og salon-lethed, mens musikerne blev aflokket naturkræfter og ungdom. Det var som at få hældt grappa i øregangene - en hellig spiritus og en gibbernak i kulden. Og pludselig blev man mindet om, at et rigtigt smil går fra det ene øre til det andet.

Starten på Beethovens Kreutzersonate gjorde ikke smilet mindre. Var de fortsat sådan, var hjertet bristet, men ingen træer vokser ind i himlen. Personligt kan jeg godt lide, at den rytmisk er trukket skarpere op som en satans køter, man rykker i snoren og haler den ene og den anden vej. Der var temmelig meget rullebånd fra begge musikere, hvilket kunne give lidt søsyge, og det løb da også fra dem i tide og utide bortset fra prestoen, som de var på anderledes forkant med og endelig fik fat i tøjlerne i.

Når det er musik på det plan, som Dumay og Lortie kunne levere det, er det ikke finpudsningen, der er det afgørende. Musikere af den karat kan invitere til åben prøve, fordi det ikke er dem, men musikken, der skal stå. Dumay er af den gamle skole, der peger tilbage til Arthur Grumiaux med stor humanisme og ærbødig respekt, og Lortie er den mere metroseksuelle type, der sidder på skødet af Thomas Adès med en ikke mindre seriøs, men mere nonchalant og ureligiøs forvaltning af traditionen. Et topmøde. Man kan i hvert fald sige, at af en ujævn aften at være, var den blandt de rigtig sjældne med både nostalgiske vuer til fortiden og inspirerende glimt af fremtiden.

* Louisiana den 23. November klokken 20.00

Augustin Dumay, violin og Louis Lortie, piano

Johannes Brahms Sonate G-dur op.78

Edvard Grieg Sonate nr.1 F-dur op.8

Ludvig van Beethoven Sonate nr. 9 A-dur op.47

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu