Læsetid: 3 min.

På vej mod en gensidig forståelse

13. december 2006

Firas Mahmoud nævner i sin kommentar den 22. november det paradoksale i, at vi kun kender profeten Muhammed fra muslimske kilder, at disse ikke kan betragtes som videnskabeligt objektive - og at jeg alligevel bruger dem som baggrund for en kronik (som bygger på min bog Koranen og profeten Muhammeds liv) om denne Muhammed ibn Abdullah.

Det er rigtigt, at hvis vi skal benytte den videnskabelige kildekritiske metode, så ved vi end ikke, om Muhammed nogensinde har levet, eller om han blot er en konstruktion skabt af arabiske teologer i 700-tallet.

Det er interessant for videnskabsfolk, men for mig har det været nok, at Muhammed for tusinder af mennesker i Danmark har levet og tilmed opfattes som profet.

Som Firas Mahmoud nævner, er en meget stor del af mine børns opvækst foregået blandt muslimer, og det er en af grundene til, at jeg valgte at præsentere deres profet - udelukkende baseret på muslimske kilder. En anden grund er, at hvis muslimske børn skal lære om Kierkegaard, er det vel også kun rimeligt, at gammeldanske børn lærer om Muhammed. Og en tredje: Islam fylder en (alt for) stor del af den offentlige debat, men temmelig ofte på grundlag af uvidenhed.

Kendskab til sandheder

Mahmoud spørger om mit valg af kilder, når disse er modstridende. Et eksempel kunne være Muhammeds massakre på jøderne i Medina: Her er der modstrid mellem nogle af de muslimske kilder, som vi normalt betragter som troværdige, idet nogle anfører 600 dræbte, andre 900.

Da præmissen for min bog har været at skrive en fortløbende, letlæst fortælling uden fodnoter og parenteser, kan jeg ikke anføre uenigheden, som man ville gøre i en videnskabelig tekst. Derfor skriver jeg "hundreder og atter hundreder." Upræcist, ja, men sådan må det være i en fortælling, der genremæssigt lægger sig op ad bibelgenfortællingerne for børn.

Firas Mahmoud spørger også til Aishas alder, da hun blev gift med 53-årige Muhammed og vil gerne vide, hvilken kildekritisk metode jeg har benyttet over for Aishas eget udsagn om, at hun var ni år. Jeg er vidende om, at en kilde opgiver alderen til 10, men jeg kan ikke have begge udsagn stående i en bog med ovennævnte præmis. Jeg har derfor valgt de kilder, der oftest benyttes af muslimer i biografier af Muhammed.

Firas Mahmoud spørger dernæst, hvorfor jeg ikke bruger alle Aishas udsagn. Men som Mahmoud selv anfører, har hun rigtig meget at sige, og i formidling af svært stof til børn bliver man uanset emne nødt til at udelade noget. Også selv om der er rigtigt mange gode 'mirakuløse' historier iblandt, som Mahmoud antyder.

Firas Mahmoud har ret i, at ingen fortælling er objektiv. Jeg kan i denne snævre kreds også godt afsløre, at personligt tror jeg ikke på, at Muhammed slog vand af en klippe i ørkenen, når hans folk blev tørstige. Men jeg har valgt at fortælle det som et helt naturligt element i den samlede fremstilling, der som sagt er uden fodnoter, parenteser eller løftede pegefingre, og jeg gør det uden sarkasme. Jeg har episoden med, fordi den indgår i de af muslimer mest benyttede tekster til studiet af Muhammeds liv, og fordi der findes muslimer, der er overbevist om, at det er sandt. Og kendskab til hinandens 'sandheder' er vel første trin på vej mod en gensidig forståelse?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu