Læsetid: 6 min.

På vej til Richard Winther

Spændvidden og formatet af Richard Winthers kunst er kolossal. Hans arbejder kan nu se på en stor udstilling på Gl. Holtegaard
28. april 2005

Det er forår, tidligt tirsdag formiddag. På bredden overfor ser jeg de mondæne kartoffelrækker. Wiedewelt, som teksten her delvist handler om, fik en gade opkaldt efter sig her. Passende, eftersom han druknede sig i søen i 1802!

Vil igen cykle imod Gammel Holte, men har taget en omvej. Imod Nørrebro anes Mehldahls tårne ved Søtorvet og Dronning Louises Bro som i et vue over Seinen. Cykler ad Fredensgade, som har skåret Ryesgades hovedpulsåre over, forbi Tegners vitalistiske monument, og langs Panums kolossale bygningskrop, der som et billede synes at skrælle sig selv. Fredrik Bajers plads med Eickhoffs figur af den danske naturvidenskabsmand Steno ved dissektionsbordet.

Cyklen er et raslende lig, der slingrer i forgaflen. Jeg er på vej til Gammel Holte af alle steder for at se Richard Winthers udstilling: Wie-recycling.

En udstilling af Winther er et sjældent syn og indtil den 22. maj er der al mulig grund til at tage turen.

Richard Winther

Richard Winther er født 1926, dansk maler, skulptør, fotograf m.m., dansk kunsts enfant terrible. Som en af de første i landet maler han konkretistisk i slutningen af 40'erne og er medgrundlægger af kunstnersammenslutningen Linien II. Winther var lærer på Eksskolen. Senere professor ved Kunstakademiet. Som tilfældet er med Wiedewelt, er der skrevet forbavsende lidt om Winther i løbet af de sidste 60 år.

Det er få steder i landet man permanent kan se Winthers arbejde. Vægtigst er det store trefløjede billede på Teknisk skole i Slagelse og udsmykningen af sygeplejehøjskolen i Næstved. Det er derfor ovenud lykkeligt, at det er lykkedes at få tre bronzer støbt og permanent opstillet i det nyanlagte barokanlæg bag udstillingsbygningen. Men over det meste af landet må man lede forgæves efter Winthers kunst, med Silkeborg kunstmuseum som en enestående undtagelse

På det lallede museum i Sølvgade, i det hvide snit, den såkaldte "Skulpturgade", der ifølge museets hjemmeside er velegnet til middage, receptioner, diverse shows og produktlanceringer, kunne man ganske vist indtil for nylig finde det centrale værk Mælkeflasken fra 1948. Museets populistiske linie må ses som en art social plastik, et kunstværk, hvor man igennem museets drift undersøger en udvidelse af hjernedødskriteriet.

Spændvidden og formatet af Winthers kunst er kolossal. Han arbejdede foruden med maleri, skulptur og grafik tidligt med eksperimental film, hidtil usete af deres art og udgav i 1947, under pseudonymet Gro Vive, digtsamlingen Den nøgenfrøede, der i sin radikale form foregriber Hans- Jørgen Nielsen, Højholt og andre med to årtier. Winther har vedholdende arbejdet med fotografiets muligheder og har selv konstrueret og bygget et stort antal, eksempelvis til 360-graders panoramafotografi. Fotografierne er noget så usædvanligt som et kunstnerisk fotografi, fotografiernes klassiske tableauer foregriber 80'ernes og 90'ernes iscenesatte fotografi, med de sanselige og erotiske modeller, set og fremkaldt i favntag med den europæiske kunsthistorie. Centralt i værket findes den store Hieronymus-serie og den murstenstykke bog: Den hellige Hieronymus damekreds.

Udstillingen, vi skal ind og se, er Winthers alderdomsværk, der hæver sig som en kolos af overskud og vitalitet i det flade danske kulturlandskab. Udstillingen er en stor skabelsesberetning, et livshjul af evig tilsynekomst og forsvinden.

Udstillingen er meget omfattende med dens mere end 450 numre; der er ingen lette løsninger hos Winther. Det er en god ide at se den flere gange. Gennem maleri, lertøj og objekter føres vi ind i Winthers dobbelt-teater og følger Wiedewelts liv fra fødsel til død, her som en overgangsrite.

Billederne af den snart 80-årige kunstner er hovedsageligt malet på papkasse-stykker fra Aldi eller Netto. Farvernes kradse palet er hentet hos marskandiser-Johns udvalg af flügger-malerspande fra storskrald. Når der ikke er mere tegnekul, bruger han engangsgrill-kul, og jeg skal edder man'me love for, at der er kul på. Det er ikke low-budget, det er no-budget, recycled. Den materialemæssige pauverhed, åbner sluserne for en indre virkelighed af stor rigdom. Det kasserede værdiomskrives til billedkunst af usædvanlig værdifuld slags. Man ser en kunster, der er i indadlyttende dialog med stoffet, og som udfolder et indgående kendskab til klassisk kunst og mytologi, og med det som afsæt frigør et absolut personligt formsprog. Overalt står referentialiteten tæt, som parallelle planer til figurtegningen. Winther har dog til udstillingen udarbejdet korte beskrivelse af de enkelte arbejder, som hjælper beskueren med på vejen.

I udstillingens første rum sættes handlingen i gang, angiveligt ved et tilfælde. Over middagsbordet taler Winther med sin gamle ven kunstneren Jørgen Rømer. Rømer bor på Wiedeweltsgade i kartoffelrækerne, hvorfor Winther associerer til Wiedewelt og begivenhederne tager fart.

Wiedewelt var dansk billedhugger og tegner, født 1731 og død i 1802, en central skikkelse i nyklassicismen samt professor og direktør ved Kunstakademiet i København. Bedst kendt er nok figurerne ved frihedsstøtten og stelerne i Jægerspris.

Identifikation

I den 27 år gamle Hironymus' Damekreds skriver Winther om identifikation: "Ved at identificere mig med noget jeg ikke kender, lærer jeg det at kende ... Jeg brugte identifikationen som en metode ... Jeg kommer fri af følelsen af at være spærret inde med mig selv. Gennem denne frihed spaltes jeg op i to personer med hver sin individualitet."

I Wie-recycled er det ikke længere Hie(ronymus), men Wie(dewelt) der er identifikationens medie. Wie er nu det spejl, Winther maler selvportrætter efter. Identifikationen overskrides konsekvent og konstant, i en mirakuløs motivforvandling. Wie repræsenter altså en identifikation, som i Winthers dobbelt-teater udvider det personlige rum. De malede billeder udtrykker snarere følelser og tanker og peger på forudsætningerne for den menneskelige bevidsthed snarere end på nogen fysisk virkelighed.

De udstillede arbejder er betydningsladede piktogrammer, skematiske som vejskilte, og den rute, vi får lov at følge, hvirvler os ud igennem samtiden som i et ormehul, ned i historien og ind i fremtiden, visionært som Swedenborg. Winthers shamanisme tillader os at se det usynlige, og på Gl. Holtegaard manes der ånder med et sådant klarsyn, at det er let at farer vild.

Winther fortæller en stor mytologi, først Wies barndom, han leger med drager og fabeldyr, og vi ser fotografier fra familiealbummet og som et varsel møder han Sfinxen, som senere vækker ham til live. Rundt i det store livshjul ses, som tiden går, at værkerne skabes. Malerierne er præcise som kirurgiske indgreb, hvori tiden decifreres, se den smertefuldt oplevede vision af Wiedewelt gå imod Sortedammen, og se ham ramme vandets spejl og hvad derefter følger. Vi ser efterlivet i nutiden og det fabelagtige rum, hvor docent Else Marie Bukdahl, med en bog på Assistentens kirkegård, fremmaner Wies spøgelse. Han mødte hende allerede i barndommen i skikkelse af Sfinxen. Bukdahl ved mange esoteriske ting og har skrevet en bog om Wiedewelt. Hun ses i heksekostume med høj hat og røgelseskar, men hun ligner mest af alt en overbestyrerinde på en forbedringsanstalt. Hun wier med hovedet og kommer ved et uheld til at fremmane mange postmodernede sager dubleret oven i Wiedewelt. Det ser vi ikke på udstillingen, så det må vi tænke os til.

Winther er historiefortæller af den eventyrlige slags, med en troldsplint i øjet midt i HCA-året. Humoren er særegen og grotesk, til tider morbid, som Dorés xylografier til Balzacs skæmtsomme fortællinger eller lige dele David Shigley og Henry Hugga Heerup.

Igennem associationernes forgrenethed fører den originale wintherske logik os til Egypten, til de nødvendige overgangsritualer og seksuelle genopstandelsesceremonier.

Udstillingen synes til sidst at fade ud til næsten ingenting i sidste rum, hvor man er træt som efter en rejse. Fama grubler over Wies spøgelse, og se hvor usvigeligt sikkert Winther atter recycler efterbilleder, fremkaldt antydningsvist, som røg fra et kar.

Evigt nysgerrig, grundigt eksperimenterende og radikalt foranderlig, men med en højst bemærkelsesværdig kontinualitet der får Winthers arbejde til at fremstå som et af de mest kvalificerede i samtiden.

Tiden er imploderet, men det er ved at være sent. Med Wiedewelt på bagagebæreren tager jeg den lange cykeltur mod Sortedamsøen, som heller ikke længere er den samme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu