Læsetid: 3 min.

På vilde vover

25. august 1999

HVORLEDES KAN DET dog gå til, at to meget danske og blonde Hawaiipiger på vandretur kan strande i en kløft, leve af mosvand og tyggegummi og ikke vende tilbage, før far i spidsen for en international hær af journalister kommer og frelser dem? Det vil vi utvivlsomt få talrige forklaringer på om nogle dage, når de vildfarne finder hjem til fædrelandets fjernsyntalkshows, frokostavisforsider og forlags- og ægteskabstilbud.

HVAD ANGÅR ungdommens vovemod, der siges at have nået nye højder i disse år, flyver forklaringerne allerede gennem luften.
Det startede vist med storbymiljøernes genindførelse af polterabenden, som gerne kulminerer med udsmidning af gom eller endog brud fra toppen af en kæmpekran, måske som forsmag på ægteskabets prøvelser, der dog gennemleves uden betryggende elastikreb om foden.
Så kom ikke mindst i løbet af indeværende halvfemsere den ene ekstreme sportsgren efter den anden
i vælten: Skiløb på uberørte, næsten lodrette bjerg-
sider, bjergklatring uden reb, surfing inden i hushøje bølger, faldskærmsudspring fra højhuse, fald i vandfald - fortsæt selv listen, den svarer til en fortegnelse over gængse mareridt.
At al den foretagsomhed er forbundet med den yderste livsfare skræmmer ikke den, der blot en enkelt gang har prøvet at cykle i myldretidstrafikken i Aalborg, Odense, Århus eller København. Det fascinerende ved at sætte livet på spil i naturen er, at handlingerne - i modsætning til den grå hverdagstrafik - både opleves som skelsættende og spektakulære. Strabadserne bliver til et ritual, der for nogle kan fylde tomrummet efter udslidte, kirkebundne religioner.
En særlig variant af det moderne vildspor er robinsonaden - som frivilligt forsøg på overlevelse i det øde. Den amerikanske journalist Jon Krakauer har i bogen Into the Wild skrevet om den romantiske længsel efter vildmarken, der greb en ung mand af bedste familie i 1992, hvorefter han brændte sin tegnebog og forsvandt i Alaska for at leve i oprindelig samdrægtighed med naturen. Han døde nogle måneder senere - stærkt udhungret og en erfaring rigere - efter at have spist giftige planter.
At fællesskabet kan opleves som en utålelig belastning, der kan drive unge til klodens kant, fik man forleden endnu et eksempel på, da en 33-årig amerikaner blev fundet efter at have tilbragt en måned i den menneskeforladte Kimberley-ørken i det nordøstlige Australien. Han havde tabt en tredjedel af sin i forvejen lave kropsvægt, men til gengæld havde han fundet Gud, mumlede han til tv-kameraerne. Politiet mistænker ham for at have undgået sine redningsmænd, og der gisnes om, at hans udflugt med døden er led i en aftale med et forlag.

HVOR KRAGERNE vender, står der i hvert fald en pengetank. De, der begiver ud i det uvisse på egen hånd, er i mindretal i forhold til horderne af turister, der for god betaling skal smage skumsprøjtet fra de vilde vover. Går noget galt - som da 19 mennesker for nylig druknede i et vandfald i Schweiz - er der i modsætning til eneboer-projekterne en adresse at klage til, nemlig arrangørens.
Den ultimative forretning for vildfarelse er nok de firmaer, som for en halv million kroner kan føre enhver vovehals med orden i økonomien til toppen af verdens højeste bjerg.
Førnævnte Krakauer satte sig i 1996 for at skildre forretningen Mt. Everest og deltog derfor i en af årets ekspeditioner til bjerget. En storm på toppen slog hårdt ned på ekspeditionerne, og folk døde som fluer. I sin bog Op i det blå beskriver Krakauer, hvorledes profit ligger bag ikke blot tilsvining af området med affald, men også den risikofyldte praksis at slæbe fysisk uegnede personer op i farezonen.
Et noget andet billede tegner danskeren Lene Gammelgaard af samme skæbnesvangre sommer i bogen Everest - vejen til toppen. Hendes oplevelse af selvrealisation er i den grad dominerende, at man skal langt over hundrede sider frem i skildringen, før hun i forbifarten bruger ordet klient, altså betalende ekspeditionsdeltager, om sig selv. Og i dag sælger Lene Gammelgaard Consult ApS så foredrag om, at vildmarken lærer dig, "at livet er selvbetjent," som det hedder i firmaets markedsføringsmateriale.

HAR MAN ligesom Lene Gammelgaard en forhåndsaftale med forlag og presse, er man i ekstremisternes elite.
De to Gøg-og-Gokke eventyrere på Hawaii har derimod uforvarende fået rollerne som yderlighedernes vandbærere. De kulørte lamper i Københavns Lufthavn vil ikke desto mindre snart være tændt for pigerne og tv's søgelys hvileløst rettet mod dem. I en tidsalder, hvor hverdagslivet er gået af mode, har massemedierne en umættelig hunger efter blot antydningen af chanceryttere, der går linen ud for åben skærm. lieb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her