Læsetid: 5 min.

Med på vognen

En togtur lillejuleaftensdag bliver et møde med fortiden - både for en lærer og hendes elever
23. december 2005

Han var fuld. Hvordan han i det hele taget fik hevet sig op på trinet og kom ind i togvognen, var et under for dem, der iagttog ham.

Han havde en grå filthat på og en plettet sort frakke, og han mumlede og viftede med armene. Han stod længe i en stivnet, skrå bevægelse i mellemgangen, før han formåede at vende sig om og styre mod døren.

I det sekund så alle væk, nogle ud ad vinduet, skønt der intet var at se i mørket, nogle ned i avisen de allerede havde læst, nogle så på hinanden, men de så i al fald væk. Han var virkelig frygtelig fuld. Han var meget munter og hilste til højre og venstre, da han gik ned ad midtergangen, bag ham lyste ansigterne op i smil, foran ham var de udslukte, uinteresserede; de så væk.

Han klappede en lille pige på hovedet, pigen havde en lang tyk fletning ned ad ryggen, han greb fat i den, trak let, hun slog med hovedet og så på sin mor med blanke øjne. Moderen så på den fulde mand med en rynke mellem øjnene, men venligt. Han var så glad for fletningen, at han nu tog om den med begge hænder og pillede forsigtigt ved den, men pigen så på sin mor med blanke øjne. Moderen så på ham, rynken blev dybere.

"Det er så mørkt," sagde han, han var fuld, hans stemme var rusten, han svajede, da toget slingrede, han slap fletningen og ville fortsætte.

"Ja," sagde moderen, "men så den 23., så siger man til sig selv: Bliver det alligevel ikke værre? Så kommer vi nok også gennem den vinter!"

"Den 23?" hostede han.

"Det er årets korteste dag," sagde hun.

"Hvornår?" sagde han.

"I dag," sagde hun, "den 23. december."

Det rykkede i toget, han svajede og skrånede og væltede og dumpede ned på et tomt sæde foran mig.

"Så er det jo jul i morgen," sagde han.

"Ja," sagde jeg.

Han skubbede hatten bagud og så på mig. Hans hoved vuggede, blikket var tåget, men pludselig, langt derinde fra kom et genkendelsens glimt. Han løftede en hånd og ville sige noget. Det tog lidt tid, før tungen kom på gled.

Jeg ventede.

Lærerinden genopdaget

"Fru Huul!" råbte han og pegede på mig, mens han så sig rundt i kupeen. "Hun lærte mig at stave!"

"Det," sagde jeg, "gjorde jeg i hvert fald ikke. Du lavede ikke dagens gerning, - luddoven, det var, hvad du var! Hvis du har lært at stave, vil jeg ikke tage æren; der må være sket et mirakel, siden vi så hinanden sidst."

Uden at høre efter fortsatte han sit begejstrede foredrag for passagererne. Jeg kunne kende ham, men ikke huske hans navn.

"Hold nu din kæft, Birger!" råbte en mand bag ved mig.

Birger forsøgte at løfte hovedet. Han kunne ikke se den, der havde råbt, men han havde hørt råbet, og det var nok. "Skal du -" sagde han og forsøgte at komme på benene, "skal du ha nogen tæv?"

"Du skal fandme ikke true mig, Birger! Det kan jeg godt sige dig, Birger!"

En hviskende kvindestemme sagde: "Han er jo bare et skrog!"

"Ja, og det har han altid været!"

Birger hagede sig fast til sædets øverste kant og kiggede hen over mig. Han grinede en usammenhængende latter og pegede på mig: "Fru Huul, det er sgu Finn! Lige der!"

Finn råbte: "Sæt dig nu ned og hold din kæft, så vi kan få noget ro! Det var dog fandens til larm, du laver!"

Birgers hoved vuggede og virrede. Han så ud til at ville tage nogle skridt, men kroppen lystrede ham ikke. Han lod sig falde ned på sædet igen. "Lige der!" gentog han.

"Han har fandme aldrig været til at holde ud!", sagde Finn.

"Og så love mig bank, det er jo til grin."

"Han mangler måske et sted at være i julen, det er måske det, der er galt," sagde kvinden.

"Han kan bare hoppe i havnen, der er masser af plads!," sagde Finn. Og så skulle Finn af, og kvinden. Birger også, han gjorde tilløb flere gange, jeg tog fat i hans arm og hjalp ham op at stå og næsten skubbede ham ud i mellemgangen. Han lugtede af det, han havde drukket, men han lugtede ikke dårligt. Finn og kvinden vendte sig og så ud ad ruden i døren. Jeg anbragte Birgers hånd på en stang, så han kunne holde fast.

"God jul- Birger," sagde jeg. Med lidt god vilje kunne man sige, der var noget filmstjerne over ham. Måske var det hatten, der gjorde det. Han var holdt helt op med at sige noget, han ænsede ikke længere mig, men skævede til de to rygge ved døren.

Jeg gik ind på min plads igen. Ude på perronen kunne jeg se de tre skikkelser under lygten i snevejret, Birger svajende, parret tæt sammen med bøjede hoveder i modvind. Vinden tog Birgers hat. Toget kørte.

Det var mørkt. Jeg kunne se mit ansigt i ruden. Engang havde Oprah Winfrey besøg af Harrison Ford i sit talkshow.

Hun sparkede hyggesnakken i gang med et ledende spørgsmål: "Ser du dig selv som en helt almindelig fyr? Du virker som en helt almindelig fyr."

Han så på hende, målløs. Nu er han jo skuespiller, så han spillede nok bare målløs et øjeblik, egentlig var han det nok ikke. For så sagde han: "Nej. Jeg føler mig overhovedet ikke som en helt almindelig fyr. Nej, jeg har en utrolig privilegeret tilværelse. Jeg er en meget heldig fyr. Jeg tror ikke, der er mange mennesker, der er så heldige som jeg er, eller har så meget indflydelse på deres eget liv som jeg har. Bortset fra det, tvivler og frygter jeg ligesom alle andre gør, og det ved du godt. Sådan er det at være menneske."

Sådan er det at være menneske.

Jeg kunne kende Birger, men navnet sagde mig ingenting.

Han var luddoven i skolen, det kunne jeg huske. Det var lillejuleaften. Det sneede udenfor, men man kunne ikke rigtig se det i mørket.

Jeg tænkte på Birger og Harrison, jeg skulle hjem. I havnen var der masser af plads, havde Finn sagt. Hvem var Finn? Et menneske. Også et menneske.

(med hilsen til Janet Frame)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu