Læsetid: 1 min.

Påbud: Flere topkarakterer nu

15. september 2006

Indførelse af nyt karaktersystem betyder, at dobbelt så mange elever fremover vil score topkarakterer. I hvert fald på papiret. Dobbelt så mange som i dag skal fremover tildeles topkarakterer, fremgår det af en bekendtgørelse fra Undervisningsministeriet, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten i går. Anledningen er det nye karaktersystem, som indføres i disse måneder. Her erstattes 11 og 13 med karakteren 12. Fremover skal 10 procent af bedømmelserne resultere i topkarakteren. I dag er det kun fem procent af eleverne, der henter et 11- eller 13-tal.

Den nye skala bliver indført, for at det skal være lettere at sammenligne danske og udenlandske karakterer. Oversættelsen foregår via den såkaldte ECTS-skala, hvor de bedste 10 procent af eleverne i et givet fag skal have karakteren A, de næstbedste 25 procent B og så fremdeles.

I det nye danske karaktersystem skal 12 svare til A, 10 til B og så videre. For at følge ECTS-skalaen skal Danmark derfor give flere topkarakterer. Det er årsagen til, at danske elever og studerende fremover får lettere ved at score gode karakterer. "Vi har bundet os til en garanti om, at på landsplan vil 10 procent af de beståede elever få topkarakteren 12," forklarer undervisningskonsulent Søren Vagner fra Undervisningsministeriet.

ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her