Læsetid: 3 min.

Påske og politik

14. april 2001

TIDLIGERE på året sluttede i London den store William Blake udstilling på Tate Gallery, der blev set som bevis på den forrygende aktualitet, kunstneren, digteren, grafikeren, den eksperimenterende bogtrykker og kommunikator, visionære politiker, kætterske mystiker, kropsglade erotiker og Jesus-forkynder (1757-1827) åbenbart har. Lad ham da få ordet for en påskepassion, som her støttes på Geir Uthaugs oversættelse i kæmpeværket fra sidste år om Blake Den kosmiske smedje. Kun én oplysning skal forudskikkes: Kajfas er den ypperstepræst som var med til at dømme Jesus til korsfæstelsen og døden han led i går, Langfredag:
»... Det er religionens hjul/Jeg græd og sagde: Er dette Jesus’ lov/dette frygtelige, fortærende sværd, vendt mod alle kanter?/Han svarede: Jesus døde fordi han kæmpede/mod dette hjuls retning: Dets navn/er Kajfas, dødens mørke prædikant/som taler om synd, sorg og straffedom:/Imod naturen! det er deismens tro,/men Jesus er livets lyse prædikant/som redder naturen fra denne ildsprudlende lov/ved selvfornægtelse og tilgivelse af synd./Gå, derfor, uddriv djævle i Kristi navn./Helbred du dem som er syge af åndelig sygdom/Hav medynk med de onde, for du er ikke sendt/for at slå med rædsel og straf/dem der er syge, sådan som farisæerne/korsfæster og indhegner hav og land/til tyranniets og vredens tilhængere./Men gå til ølhandlere og ludere/ Lær dem sand glæde, men lad ingen forbandelse/ udgå fra din mund for at skade deres fred/For helvede er åbent mod himmelen, lad din øjne se/fængslerne sprænges og fangerne sættes fri.«

RELIGIONSHISTORIKERE og -filosoffer kunne sige og har allerede sagt meget om denne udladning af Jesus’s passionerede – lidenskabelige og lidelsesfulde – kamp mod religionen og dens fremadskridende hjul. Men på vores egen tids nyliberalistiske foranledning bør Blakes udtrykkelige forklaring af, hvad han sigter til med udtrykket »religionens hjul«, dog fremhæves: Deismens tro. For en af største og mest skæbnesvangre trosbekendelser til deismen, verden har set, er just det hellige skrift for liberalismen: Adam Smiths Om Nationernes Velstand, der var udkommet nogle årtier før Blake formede sit digt.
Her skriver Adam Smith om den enkelte, at »ved at støtte den hjemlige fremfor den udenlandske industri stræber han kun efter at sikre sig selv; og ved at lede produktionen på en sådan måde, at dens produkter er af maksimal værdi, stræber han kun efter egen gevinst, og herved ledes han, som i så mange andre tilfælde, af en usynlig hånd til at fremme et formål, som ikke er en del af hans forsæt. Det er heller ikke altid til skade for samfundet, at dette formål ikke indgår i det, han stræber efter. Ved at forfølge egne interesser fremme han ofte på mere effektiv måde samfundets interesser, end hvis han faktisk stræbte efter at fremme dem.«
Troen på den usynlige hånd som med logisk ubønhørlighed driver verden og menneskeheden stadig fremad i kraft af hvert enkelt menneskes egennytte uanset om mennesket er sig det bevidst eller ej, ja, måske bedst om mennesket ikke er sig fremskridtet bevidst men kun tænker på sig selv og sine egne og sin nations interesser og gevinster, er religionens hjul, – deisme i renkultur. George W. Bush og Anders Fogh Rasmussen (i hvert fald som bekender til minimalstaten) kunne ikke have sagt det bedre.
Hvad heller ikke er underligt al den stund at Adam Smith er deres religions umiddelbare fundament.

OM SMITH, som også havde været professor i naturlig teologi og moralfilosofi, er dog at tilføje, at han ikke var fundamental fundamentalist. Hans egen viden om markedets og egoismens begrænsninger er bestemt ikke uinteressant i en 2001 nutidig sammenhæng. Men afgørende er dog den præcision hvormed Blake afslører det religiøse grundlag for troen på det selvkørende fremskridt. Som Blake med rette fandt oprindelsen til i gammeltestamentlige forestillinger og i den kristne kirkes almagtsforestillinger og herredømme.
Var Blake da socialist? Før socialismen var opfundet ... Nej, det var han ikke, for den almægtige hånd kom for ham ikke i bedre overensstemmelse med Jesus ved at blive synliggjort. For Blake var – som påskedigtet udtrykker – Jesus opstandelsen af det liv, som godt kan hengive sig til glæden ved naturen og indignationen over enhver social ødelæggelse uden at skulle påberåbe sig en evig sandhed, som mennesker og naturen kan styres med.
Mere aktuel kan en påskepassion vel næppe være
i dag...

el

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu