Læsetid: 4 min.

Påskeæg fra Saalbach

Det er lettere for Karen-Lise Mynster at krybe ned i en hvidvinsflaske på Husets Teater end for en ædru at komme i himlen. Takket være Saalbach-replikkernes imponerende transformationskraft
3. april 2007

Måske har Karen-Lise Mynster aldrig spillet bedre end i netop denne forestilling... Men er det ikke det, man altid tænker, når man oplever denne fabelagtige skuespiller på scenen - at hun aldrig har været bedre?

Sagen er i hvert fald den, at Karen-Lise Mynster forløser Astrid Saalbachs nye monolog Pietà, så den straks forvandler sig til en ny, uomgængelig tekst i dén dramatiske kanon, som Saalbach skyder af i disse år. For med sit grænseløse dobbelttalent som både komiker og tragediespiller skaber Mynster et kriseportræt af en kvinde, som er så præcist og så smertefyldt, at hun skaber identifikation i hver eneste replik. Lige ned i skødet på alle de forskellige kvinder, som sidder i salen. Og lige ned mellem benene på mændene.

Samtidig insisterer Mynster som performer på at fastholde replikkerne i den mystik, som de er skrevet ind i. Hun står godt nok lige dér på scenen med natkjole og morgenhår og muskelben. Men hun forvandler sig også til en ønskedrøm undervejs. Og til furie med festlig hvislen mellem fortænderne, når hun taler om eksmanden med den yngre model.

Så egalt

Forestillingen er totalrealisme i et hotelværelse med ILVA-sengebord, kopistole, lampeligegyldigheder og femspot i loftet. Alligevel fortoner den konkrete handling sig. Tiden skubber sig. Og forklaringerne filtrer sammen. For det er egentlig ikke handlingen, der er vigtig hos Saalbach. Det er ikke denne kvindes lystløgneri, der er vigtigt - eller antallet af de flasker, hun får tømt i løbet af en morgen. Det er ikke hendes nederlag eller hendes selvbedrag. Det er overlevelseskraften i hende, der er interessant. Livsdriften, simpelthen.

Og modtageligheden over for den mand, der åbenbart er kommet til at ligge i hendes seng.

Måske har Astrid Saalbach aldrig skrevet et mere egalt stykke end dette. Alle replikker har sådan en sindighed over sig: En lille, uskyldig sætning - efterfulgt af en sætning, der punkterer den første.

"Solen er ved at stå op. Nogen synes, det er et festligt tidspunkt." Og så videre.

Saalbach tager sig god tid. Og hun overlader roligt resten til sin mesterinstruktør, Søren Iversen.

Denne gang har hun heller ikke travlt med at beskrive et indre fantasisamfund, der også kunne være en samfundsutopi - sådan som i Verdens Ende (2003) og Det velsignede barn (1996). Hun beskriver bare en morgen, sådan som den opleves af en kvinde på kanten. Og hun viser, at opløsningen ligger tættere på kontrollen, end vi har det med at tro - og at 'den lille lykke' er mange ting. For hvad sker der, når vi konstant lægger planer om at 'passe på mig selv, tabe et par kilo'...?

Så blændende

Kun titlen Pietà - Jomfru Maria med den døde Jesus i sit skød - antyder den åndelige transformation, som findes i stykket. Og så scenografien. For Birgitte Mellentin har skabt endnu en visuel sansepirring af den slags, der bliver siddende i øjnene og i huden bagefter i dagevis. Tilsyneladende et helt almindeligt hotelværelse, jo, men med en transformationskraft til allersidst, som næsten blænder tilskueren. En overjordisk-hed, som man ikke har kunnet forestille sig undervejs i løbet af forestillingens altopslugende, fem kvarter...

Desværre holder Jan Kudsk Jakobsens lyssætning ikke niveau med scenografien, og heller ikke lyddesignet. En totalindhvirvlen i video havde måske lettere kunnet udviske de nu alt for synlige overgange mellem rum og billede - og mellem reallyd og båndet lyd - som forestillingen hakker sig igennem, hver gang kvinden drømmer sig frem eller tilbage i tid. Eller har instruktøren bare opgivet disse scener, fordi de så tydeligt ville have været bedre på film?

Så hvidt

Forestillingen har ellers et forførende drive. Uden at man mærker det, speeder Karen-Lise Mynster op. Dramaturgen Ryszard Taedling har pustet sine begavede åndedræt på forestillingens opvågnen, så timingen hele tiden er den rigtige. Og så kvinden hele tiden har en uro i sig, som smitter tilskuerne. Denne uro får dog aldrig travlt. Måske bliver den snarere til en forundring. Ligesom kvindens iagttagelse af lyset, der pludselig forvandler sig - og sengetøjet, der bliver 'så hvidt'.

Ikke mindst Mynsters små, indlagte fantasier er fornøjeligt selvironiske. For denne forestilling er en invitation ind i et sprogligt land, hvor sandheden er bøjelig, og hvor ærligheden er føjelig. Dermed bliver det en forfærdeligt virkelighedsnær forestilling. Men også en forunderligt åndelig forestilling. Og kvindeklog. Med ondere og ondere illusionsdrab og en tiltusket hårlok. Og med en ensom mobiltelefonsamtale, der bliver en forestilling-i-forestillingen - og et scoop..

Pietà gør det en lille smule mere udholdeligt at være ensom kvinde. Antagelig også at være ensom mand. Så forær dig selv et påskeæg med Saalbach-verbal spejlrefleks - og køb en billet.

Pietà af Astrid Saalbach. Instruktion: Søren Iversen. Scenografi: Birgitte Mellentin. Dramaturgi: Ryszard Taedling. Lys og lys: Jan Kudsk Jakobsen. Husets Teater til 5. maj. Kr. 165-110. www.husetsteater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her