Læsetid: 6 min.

Er pædagogik en modspiller?

Mere faglighed og mindre pædagogik i gymnasie-skolen lader sig ikke gøre, sådan som nogle argu-menterer for. Fag og pædagogik er ikke indbyrdes konkurrerende
3. oktober 2005

Jeg tror, at de fleste, der beskæftiger sig med implementeringen af gymnasiereformen, er politisk korrekte nok til at mene, at pædagogik er en medspiller. Men da indlæg i fagbladet Gymnasieskolen og i Information vidner om, at de politisk ukorrekte insisterer på at sætte dagsordenen, så skal der tages stilling.

Ikke blot til forholdet mellem fag og pædagogik, men også til bombastiske argumenter om, at pædagogik og 'pædagogisering' forringer det faglige niveau. Argumenterne fremføres blandt andet af Ole Witt-Hansen i Information (den 27. juli) på følgende måde: "Den pædagogiske bevægelse (DPU) og (DIG) har forringet det faglige niveau i folkeskolen og efter reformen i gymnasiet så meget, at det er problematisk for landets fremtid".

Denne bombastiske argumentationsform demonstrerer Witt-Hansen også i Gymnasieskolen, nr.14/05, med et indlæg i august, timet til reformens start.

Men er indlægget vel timet giver det også ubehageligt deja-vu, og det generer mig. Jeg troede at den måde at besætte dagsordenen og argumentere på var passé.

Deja-vu

I min netop udgivne bog Læringsdiskurser og praktikker, analyserer jeg brændpunkter i den politiske og professionelle debat om pædagogik, uddannelse og læring.

Jeg spoler tilbage til 1970'ernes indoktrineringsdebat, erindrer om Erhard Jacobsens bombastiske udfald mod den moderne pædagogik, og følger dernæst debatten om folkeskolen, gymnasiet og universitetet frem til dagens debat om vidensamfundet og de sen-moderne lærende organisationer. Undervejs dvæler jeg ved debatternes særlige træk, f.eks. gymnasiedebatternes.

Om gymnasiedebatten i 1996-97 er det f.eks. slående, at den er 'anderledes' usamtidig og ude af trit med debatterne om pædagogik og læring i øvrigt.

Gymnasiedebatten er også koncentreret om et anderledes og næsten ulogisk standpunkt, der klinger ud med en appel om at få 'mere faglighed og mindre pædagogik'. Enkelte debattører gik endog argumentatorisk videre. De ville ikke have med pædagogik at gøre - overhovedet! Det, der giver deja-vu er derfor ikke blot den bombastiske argumentationsform, men det besynderlige ved at pædagogik som sådan kan være et minusord for en lærer.

Det besynderlige bliver måske mere forståeligt, når vi fastholder et minusord for en gymnasielærer. Gymnasielærere er først og fremmest (universitets-)uddannet inden for faget. Dette hovedfag kommer i alle henseender først, og før et eventuelt pædagogisk spørgsmål dukker op. Med en generalisering hører gymnasielærere til de 'fagets lærere' i vores skole- og uddannelsessystem, der synes at have den højeste grad af fag-identitet. På baggrundsuddannelsen, dvs. på universitetet, er studiet i faget foregået på et højere niveau end f.eks. folkeskolelærernes.

Men den (hoved-, eller enkelt-)faglige identitet kan formentlig også være højere end universitetslærerens, bl.a. fordi en universitetslektor også skal have en identitet som forsker. En universitetslektor er derfor en fagets forsker, og den der forsker i faget, før det formidles. Gymnasielærere skal ikke primært forske i, men formidle faget (undervise i det og med det). Dette stærke fagformidlingens aspekt og argument synes at have det skidt med pædagogik. I følge gymnasiedebatterne så skidt at man gav sig til at gradbøje krav om pædagogisering, kritiserede 'nypædagogerne' og stillede et modkrav om afpædagogisering.

I bogen Det multipædagogiske gymnasium fra 1998 tolkede H. Grunnet de vrede, frustrerede, sarkastiske og bitre indlæg mod nypædagogerne. Grunnet fastholdt dog "at gymnasiet må pædagogiseres og at der skal ske en nyudvikling af undervisningsformer, lærerroller, lærersamarbejde og formentlig også den samlede skoleform."

Grunnet var på forkant og udtrykte sig som gymnasiereformens forløber.

Skeptikerne havde også en forløber, nemlig E. Jerlung, der oprindeligt satte gang i debatten med artiklen: Nypædagogerne - de sidste dages hellige. Eller hvorfor gymnasiet bør afpædagogiseres. Jerlungs skepsis skyldtes: "først og fremmest, at jeg slet ikke mener der er behov for pædagogik og pædagogiske værktøjer i gymnasial undervisning."

Pædagogikkens frasigelse

Gymnasiedebattens argumenter er på flere måder tankevækkende. For det første holdes ikke-eksisterende valgmuligheder levende og åbne. For det andet gives vi indtryk af at vi som enkeltpersoner, lærere, fagfolk og debattører, efter forgodtbefindende kan tilsige, eller helt frasige os pædagogik. For det tredje disponerer debatten for en spørgerække, f.eks. hvis gymnasielærere som fagets professionelle formidlere kan frasige sig pædagogik, gælder det så også for fagets lærere i folkeskolen? I hvilke fag kan man især frasige sig, matematik og fransk? Over for hvilke grupper elever skal man især skrue ned for pædagogikken? Og hvis man giver fagligheden en ordentlig spand kul, fuld fart fremad, så giver man vel pædagogikken baghjul, ikke sandt?

Men er debatten således tankevækkende og spørgsmålsfremkaldende, er den også dybt mystificerende i sin omgang med pædagogik. Derfor må man starte forfra med et par fundamentale konstateringer, feks. Pædagogik og pædagogisk praksis findes i uddannelsesverdenen. Måden hvorpå det findes kan debattører mene meget forskelligt om, men fjerne det fra den samfundsmæssige, institutionelle og mellemmenneskelige praksis kan de ikke.

Som debattør kan Jerlung og dagens meningsfæller altså frasige sig pædagogikkens væsen. Som gymnasielærere har de derimod ikke skyggen af mulighed for at frasige sig. Jerlung kan være en blændende underviser, eller det modsatte: urimeligt dårlig til den metier. Men mens han underviser gennemfører han under alle omstændigheder en praktisk pædagogisk målrettet handling.

At undervisning er en pædagogisk handling, er svært at benægte, selv for en gymnasielærer. Og pudsigt nok gav både Whitt-Hansen og Jerlung, midt i alle benægtelserne, da også selv et par bud. Jerlungs bud var non-chalant: "Hvis man vil kalde det pædagogik, når man bruger sin sunde fornuft samt almindelig omtanke og indlevelsesevne i formidlingen af viden, kundskaber og færdigheder, så for min skyld gerne". Witt-Hansens er lidt mere kluntet, men sympatisk relateret til at 'man skal kunne lide eleverne, kunne sit fag og skabe gensidig tillid og respekt', som han understregede i Informations-indlægget. Om end det er akavet bliver de pædagogiske spørgsmål altså sat på de skeptiske gymnasielæreres dagsorden. Men set udefra efterlader gymnasiedebatten en med undren og med spørgsmålet om hvad der egentlig er rationalet blandt fagfolk.

Hvad er rationalet?

Skæres det polemiske af debatten for at se rationalet i kritikken af 'pædagogiseringen' er det som følger: Fag og faglighed skal styrkes, kvaliteten skal øges, og der bør ikke bruges for megen tid og energi på det pædagogiske, på pædagogisk udviklingsarbejde etc. Men hvis dette er rationalet, risikerer det i implementeringen af gymnasiereformen at blive irrationelt fortættet til en modsætning mellem faglighed og pædagogik.

I praksis er modsætningen tydeligvis irrationel. 'Mere faglighed/mindre pædagogik' lader sig ikke gøre. Fag og pædagogik er ej heller indbyrdes konkurrerende. Professionelt skal pædagogik snarere betragtes som meta-refleksion og som integreret i fagformidlingens og undervisningens praktiske handlinger.

Denne betragtningsmåde er tættere på, hvad pædagogik er, men også tættere på de forventninger og det rationale, der ligger i gymnasiereformen. Bruger man debattens argumenter forventes mere faglighed, ja, men også mere pædagogik, og især mere kvalificeret samspil mellem fag og pædagogik.

Udviklingsrationalet lægger også op til at velkendte faglige og pædagogiske argumenter udfordres og sætter hinanden i relief. F.eks. udfordres de velkendte pædagogiske argumenter for projektarbejde i de erhvervsgymnasiale uddannelser. På hhx og htx er projektarbejdets begrundelse ikke primært pædagogisk, men faglig, nemlig erhvervsfaglig. Eller klassiske fagligheder udfordres af de sen-moderne udgaver og gymnasiepædagogikken udfordres af dagens ungdomskulturer.

Der er udfordringer nok. Pointen er dog, at når reformens praktiske konsekvenser skal diskuteres, og de praktiske afgørelser skal træffes, skal der veksles mellem de faglige og pædagogiske begrundelser. At 'afpædagogisere' sagen er i den forbindelse hverken rationelt eller professionelt. Tværtimod.

Karen Borgnakke er professor i pædagogik på Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her