Læsetid: 7 min.

De pæne, de frække og de virkelig grimme

Fransk præsidentvalg. De franske boglader bugner af bøger om præsidentkandidater og brugsanvisninger til tvivlende vælgere, der blot risikerer at komme endnu mere i tvivl. For selv de ondeste bøger er måske slet ikke modbydelige mod dem, de selv tror
14. april 2007

De franske boglader bugner af bøger om præsidentkandidater og brugsanvisninger til tvivlende vælgere, der blot risikerer at komme endnu mere i tvivl. For selv de ondeste bøger er måske slet ikke modbydelige mod dem, de selv tror

Mens verden endnu engang undrende ser til fra sidelinjen i et fransk præsidentvalg, kan ikke engang franskmændene finde ud af, hvad de vil. Aldrig har så mange været i tvivl om, hvor krydset skal sættes. Blandt unge er det det eneste, der foreløbig er flertal for: over 50 procent ved stadig ikke, hvor de sætter krydset ved første omgang søndag den 22. april.

Hvis man som franskmand vil gøre sig en idé om, hvad kandidaterne vil, kan man altid læse en bog. Dem er der mange af op mod et valg i Frankrig, bogen er stadig et vigtigt, for ikke at sige nærmest sakralt medie i Frankrig, og det vælter med værker om valget.

Valgets 'tredje mand' centristen François Bayrou karakteriserer ganske godt det franske forhold til bogen og en dybtstikkende foragt for andre medier, når han skriver:

"I vor tid værdsætter man ikke det skrevne ord! For nogle årtier siden var bogen den eneste mulighed for at flygte og drømme, den eneste dør til de historier, man elsker som barn. I dag har billedet, skærmen og videospillene overtaget denne rolle."

Det kan man som franskmand ikke sidde overhørig. Men typisk fransk, er der for Bayrou ikke tale om alt det pjat med at overgive sig til moderniteten. Nej, "Det er en hård og interessant konkurrence, men det må besejres, for al den vigtigste viden og magtens univers går mere end nogensinde gennem skriften. Internettet er et imponerende univers. Og internettet er for størstedelen skrift".

Velkommen i en bogverden, der i sig selv beviser, hvor utrolig svært det franske folk har med at forlige sig med den moderne verden, og hvor langt dets præsidentkandidater er fra den. François Bayrous kommentar står at læse i hans egen 'præsidentbog', Projet d'espoir - Håbets projekt, hvor der altså ikke er meget håb for nye medier. Titlen skyldes uden tvivl, at Bayrou som troende katolik - han understreger selv, at han også tror på opstandelsen - ubevidst refererer til den tidligere paves opråb om at "gå ind i håbet".

Den hellige katolicisme

Religion er et af de emner, enhver fransk præsidentkandidat må en tur omkring. For Bayrou er der ingen tvivl om, at den kristne religion har et fortrin ved at gøre forskel på "hvad der er Guds, og hvad der er Cæsars". Muslimerne kan naturligvis godt lære denne distinktion, men den ligger ikke i deres egen religion, forklarer Bayrou omhyggeligt. At franskmænd trods deres republikanske sindelag og den verdslighed, de fleste kandidater højlydt priser, alligevel har et dybt traditionelt forhold til religion, kan aflæses af, at de tre spidskandidater endnu engang er katolikker - og nævner det i deres bøger. Selv protestantisme er for langt ude. Det er en offentlig hemmelighed, at socialisten Michel Rocard ikke havde en chance for at blive præsident, fordi han var protestant, og at det måske også var Lionel Jospins største svaghed.

Bayrous præsidentbog hører til 'de pæne'. Det er de bøger, kandidaterne selv skriver eller som er skrevet af 'negre' - som man i Frankrig med sin kolonialistiske arv kalder professionelle skribenter, der ikke selv optræder på omslaget. Man kan også lade sig interviewe frem til sit projekt i forhold til la France. Det helt store Frankrig, med Revolution, Oplysningstid, Republik og de Gaulle, fire elementer samtlige kandidater også må omtale.

Ego-litteratur

Den helt overordnede karakteristik er brugen af ordet 'jeg'. Med nogle gange op til 10 gange pr. side i Bayrous bog, aner man noget om frekvensen, der til tider virker hallucinerende. Til gengæld er ordet 'UDF' - navnet på Bayrous parti - kun brugt på støvomslaget. Over værkets næsten 200 sider har partiet ikke så meget som tre bogstaver; det franske præsidentvalg er, som de Gaulle formulerede det, "et møde mellem en mand og et folk". Med en patos, der ville få de fleste danskere til at dø af grin. Men som journalisten John Paul Lepers skriver det i en af de utallige 'frække' håndbøger om kandidaterne, "Putain, votons" - "For helvede, lad os stemme" - så nærmer dette 'møde' sig noget irrationelt, som gør, at man indsætter noget nær en republikansk monark. Og det gør de folk, der forsøger at opnå denne 'statens højeste stilling', lidt svimle".

Der skal uden tvivl en god portion eufori, for ikke at kalde det storhedsvanvid, til for at blive fransk præsident. Det har pludselig ikke noget med et parti at gøre, lige meget, hvor meget et parti er nødvendigt for at nå frem til sidste runde. Pludselig går der enegang i den på en måde, det ikke kendes i noget andet land i EU. Man svinger sig op til et møde med intet mindre end 'Sandheden', som UMP-kandidaten Nicolas Sarkozy formulerer det i sit spritfriske epos Ensemble - Sammen - med undertitlen er alt muligt.

Sarkozy uden pr0gram

Også for Sarkozy har dette 'Sammen' ikke noget med forholdet til det parti, han er formand for, at gøre. Det handler om, hvad 'Jeg, Nicolas Sarkozy' vil sammen med det franske folk.

"Jeg har ikke villet skrive et program for en regering, men tegne en stor kollektiv ambition. Denne ambition ønsker jeg at lade Dem få del i," skriver Sarkozy i, hvad der må kaldes et højdepunkt af magtskizofreni. Med så indgroet en retorik, at det ikke noteres i nogen fransk kommentar. Disse bøger er business as usual i en valgkamp, mange kalder amerikansk, men som først og fremmest forbliver gaullistisk.

Den eneste topkandidat, der ikke 'selv' har skrevet en bog, er socialisternes kandidat Ségolène Royal. Hendes bidrag er Elle-journalisten Colambanis interviewbog Maintenant - Nu, en alfabetisk gennemgang af Royals programpunkter. Og franskmændene er nysgerrige efter at lære Ségolène Royal at kende, antallet af værker om hende overgår langt de andre kandidaters.

Samtlige af disse bøger handler om, at Ségolène Royal er tvetydig: Ségolène, kvinden med to ansigter, Ségolène, lys og skygge - Sød - det er ikke så sikkert... - at hun på den ene side virker smilende og imødekommende, men at hun på den anden side er benhård, autoritær, arbitrær og egenrådig. Hvilket vel ikke kan undre i betragtning af, hvilke egenskaber, der åbenbart skal til for at blive præsident i Frankrig.

Alligevel kommer det åbenbart som en overraskelse f0r franskmændene. Måske i lyset af Ségolènes - hun er den eneste kandidat, der konsekvent omtales ved fornavn - ideer om et 'deltagerdemokrati' efter en række offentlige høringer, hvor hun har lagt øre til det franske folk. For at skabe sit helt eget program.

Angsten for Ségolène

Den absolut topsælgende politiske bog i Frankrig i øjeblikket er hendes tidligere økonomiske rådgiver Éric Bessons Hvem kender fru Royal?.

En 164 sider lang pamflet mod socialisternes kandidat.

"Jeg er bange for, at Ségolène Royal bliver præsident," skriver Besson.

"Jeg frygter for mit land og mine børn."

"Det, som Ségolène Royal skaber i denne valgkamp, er løgnagtigt og farligt, både for venstrefløjen og for Frankrig."

Besson er en meget skuffet mand. Men studerer man bogen nærmere, er det sna-rere det socialistiske partis funktionsmåde, han er skuf-fet over. Ségolène Royals autoritære og egenrådige måde at forvalte sit præsidentkanditatur på, kan vel ikke undre nogen, der allerede har tygget sig igennem Sarkozy og Bayrou. Men Besson er dybt skuffet over, at Royal ikke hører efter partiet og dets mange kloge eksperter og rådgivere. Så skuffet, at han for få uger siden droppede Royal og nu er hendes værste mod-stander. Eller partiets - for det er ikke noget rosenrødt parti, der beskrives her. Det er ikke engang rødt, men blot endnu en sort magtmaskine uden det mindste hensyn til et egentligt politisk program, eller partimedlemmernes arbejde dag og nat. Besson drømmer om socialistisk nederlag og starten på et nyt socialistisk parti i Frankrig. Hans bog ser ud til at hjælpe godt på denne vej.

Også Sarkozy har fået sin forræder, den netop i pro-test afgåede minister for 'ligeret' Azou Begag, der er gået over til 'fjenden', centristen Bayrou. Og hos denne indvandrer af algerisk oprindelse, sociolog og forfatter møder man et af de eneste værker, der pludselig, bare lidt, ligner litteratur.

I Un mouton dans le baignoire, Et får i badekarret, forklarer Azouz Begag om sine to år i Dominique de Villepins regering og sine opgør med indenrigsministeren Nicolas Sarkozy. Da Begag blev vred over Sarkozys måde at omtale de unge i forstæderne på, eller hans kommentarer om, at muslimer "ofrer får i et badekar", reagerede Sarkozy ved at love ham tæv. Endnu et portræt af sorte metoder.

Og hvem var det nu, man skulle stemme på? Var der nogen, der talte om virkelige politiske programmer? Franskmændene er forvir-rede. Det er deres politikere også. På en fuldkommen traditionel måde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu