Læsetid: 3 min.

Den pæne Powell

30. april 2004

VARM. ÅBEN. TROVÆRDIG. Sådan fremstår den amerikanske udenrigsminister Colin Powell. Det gør han, hvad enten han er på tv-skærmen eller – som i går – møder eleverne på Frederiksberg Gymnasium. Af reportagen i dagens avis kan ses, at han hurtigt vandt salen for sig. Han er fast på en mild måde.
Powell er ud af en amerikansk tradition for civiliserede generaler i politik. De, der selv har måttet kæmpe en krig, kan have draget den lære, at krig bør være den aller, aller, aller sidste udvej. Det gjaldt general George Marshall, der var Franklin Roosevelts stabschef under Anden Verdenskrig og blev udenrigsminister og siden forsvarsminister for Harry Truman – og fik Nobels Fredspris for opbygningshjælpen til Europa 1948-51. Og det gjaldt general Dwight Eisenhower, der ledede den allierede landgang i Normandiet 1944 og 1953-61 tjente som en af de mindst krigeriske præsidenter i USA’s historie.
Som republikaner er Colin Powell ætling af Eisenhower. Også derved, at deres partis højrefløj har set med lige dele skepsis på deres fredsommelighed og deres indenrigspolitiske midterkurs.

NETOP FORDI Powell af verden uden for USA bliver opfattet som garanten for, at højrefanatisme og religiøs fundamentalisme ikke løber aldeles af med supermagten, bliver han af Bush-kredsen brugt som charme-sendebud. Som da han forud for Irak-krigen fik til opgave at fremlægge de amerikanske »beviser« på Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben for FN’s sikkerhedsråd og alverdens fjernseere. På denne avisforside vil man kunne læse, at Powell i går måtte medgive eleverne på Frederiksberg Gymnasium, at »beviserne« nok lod noget tilbage at ønske.
Det tragiske strøg ved Powell er, at han i den realpolitiske hakkeorden står lavere end Bush-regeringens høge: Vicepræsident Cheney og forsvarsminister Rumsfeld, som udstøder de skræp, præsidenten helst vil høre.
Direkte adspurgt af gymnasieeleverne om sin enighed med Bush, svarede Powell med diplomatisk elegance, at de to havde haft udvekslinger »af debatlignende karakter«. Det svarer vist til, hvad der i den hedengangne Sovjetunion kaldtes »drøftelser i en kammeratlig atmosfære af gensidig tillid« og betød, at det var gået ret råt for sig.

POWELLS ÆRINDE i København var ikke bare at charme. Han kom også for at føre konsultationer med den danske regering.
Og hvad er det vigtigste spørgsmål, som udenrigsminister Per Stig Møller kunne tage over for ham i deres direkte drøftelser? Det spurgte gårsdagens avis de politiske partiers ordførere om. Interessant er det, at Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti i deres svar røber, hvor de virkeligt ømme punkter er i det danske forhold til USA.
Venstres Troels Lund Poulsen svarer: »… først og fremmest, hvordan vi kan sikre, at FN får størst mulig indflydelse i forhold til fremtidens Irak.«
Jamen Troels: Det er faktisk meget nemt. Det kan Danmark gøre sit bedste for ved at meddele, at de danske tropper bliver trukket hjem fra Irak, medmindre den militære aktion fortsætter under et FN-mandat. Det var et sådant mandat, som den danske udenrigsminister oprindeligt ønskede for dansk deltagelse, så det volder ham næppe besvær at se de mange gode begrundelser. Per Stig Møllers problem er her, at den danske statsminister er mere på linje med USA’s høge, end Colin Powell er.
Dansk Folkepartis Peter Skaarup og De Konservatives Gitte Seeberg udnævner begge Israel-Palæstina konflikten som prioritet nr. 1 over for USA.
Peter Skaarup med ordene: »Hvad vil USA gøre for at sætte ekstra tryk på fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne?«
Og Gitte Seeberg: »Hvad vil man gøre for at få den proces ind i en bedre gænge, end den er i dag?«
Også her kan der svares enkelt: USA’s præsident har besluttet, at det skal ikke ske. Det kan være, at hans løfter om aktiv fredsmægling aldrig var oprigtigt ment. Men har han ved sin ensidige støtte til Ariel Sharons sabotage af fredsprocessen bragt USA i en rolle, hvor det ikke længere kan formidle fred. Det har Bush gjort for at hente stemmer fra Sharon-fans ved det amerikanske præsidentvalg i november.
At dette er en kortsigtet og dødsensfarlig politik, er Colin Powell formentlig enig i, uanset hans udglattende ord i går. Han og Per Stig Møller er helt åbenbart på bølgelængde. Deres fælles erfaringsgods omfatter ubehaget ved rollen som en regerings intellektuelle alibi.

dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her