Læsetid: 3 min.

Pænhed, nazisme og den moderne stress

Oliver Hirschbiegel viser i 'Der Untergang'Det Tredie Riges højtplacerede mænd og deres kvinder som helt middelmådige og konforme mennesker
2. maj 2005

Oliver Hirschbiegels film Der Untergang er blevet kritiseret - sidst i DR2's Smagsdommerne, fordi Hitler bliver fremstillet med menneskelige træk. Filmen lader os opleve Hitler gennem hans sekretær, Traudl Junges øjne. Og over for den unge kvinde er han altid faderligt venlig og tålmodig. Men anklagen for at gøre Hitler forsonlig er helt forkert. Oliver Hirschbiegel gør derimod det kunststykke at give svaret på filmens indledende spørgsmål om hvad ondskab er, så at vi alle drages ind i det.

Førerbunkerens dagligdags møblerede vinduesløse rum og klaustrofobiske gange på en gang håner og gentager det borgerlige hjem. Her sidder Eva Braun i den medbragte plyssofa med kaffebordet foran og byder den indtrædende på småkager, imens bomberne regner og Berlins civilbefolkning mejes ned bogstavelig talt på dørtrinnet. Her tager Frau Göring iført ulastelig spadseredragt, velmanicurerede negle og nypermanentet hår livet af sine fem børn et for et. Lige så ordentligt og metodisk som drejede det sig om at rense deres negle.

Det er den dagligstueagtige småborgerlige normalitet i Førerbunkeren lige op og ned ad krigens malende, kværnende vold og vanvid, der er svaret. Det stikker i øjnene, at Oliver Hirschbiegel viser Det Tredie Riges højtplacerede mænd og deres kvinder som helt middelmådige og konforme mennesker.

Hvad er ondskab?

Der Untergang giver svaret.

Det er konventionen, der er det onde... Eller som filosoffen Hanna Arendt konstaterede i sin berømte afhandling: Ondskaben er banal. I menneskers forskelsløse identifikation med samfundsordnen kan vanviddet få lov at tage over. Netop de pæne kontormænd, der aldrig skæver til siden er de bedst skikkede forvaltere af et blodigt Holocaust.

Men i denne forstand er vi også alle skyldige. For vi er alle skyldige i konvention. Der Untergang handler ikke kun om nazismen, men om at være menneske til alle tider. Havde vi ikke forudfattede tolkninger af livet, mennesket og hverdagen at holde os til, kunne vi ikke få et samfund til at fungere. Ingen kan tåle at være i total kontakt med det ubevidste hele tiden. Derfor er svaret på den problematik, som Oliver Hirschbiegel åbner, at vi mennesker må erkende og acceptere at vi er henvist til konventionen som et vilkår. Men at det derfor også er nødvendigt jævnligt at gennembryde konventionen. Dette er en individuel og indre proces i det enkelte menneske. Men kulturen har udviklet former, som befordrer denne proces. Kunsten, religionen, psykoterapien er ideelt set beregnet på at gennembryde konventionen og momentant bringe mennesker i en mere omfattende og autentisk kontakt med sig selv. Ægte civilisation indrømmer mennesket et rum til at overskride samfundsnytten og forbinde sig med sit indre.

Individualitetens kultur

Vi synes imidlertid at stå over for en ny og raffineret form for undertrykkelse. Informations artikelserie på det seneste om stress og kulturen på det moderne arbejdsmarked, viser at det økonomiske system nu forsøger at beslaglægge endog denne proces i mennesket, for at sætte den i produktivitetens tjeneste. Er det, vi ser ikke, at det økonomiske system med dyrkelsen af begrebet om 'det hele menneske' og selvudvikling til medarbejderen netop gør krav på 'hele mennesket'? Et menneske som på et næsten metafysisk plan identificerer sig med arbejdspladsens interesser og som oplever berettigelsen af egne udviklingspotentialer ved, at de forøger hans brugsværdi som arbejdskraft. Selv fritiden er blevet 'produktiv' for dette menneske, som styrter rundt for at nå alle de gavnlige aktiviteter, der er på programmet. Always on-mennesket.

Det rejser et andet nervepirrende spørgsmål: Hvilken individualitet har individet her i individualitetens tidsalder at udtrykke? - Identitet udtrykt igennem forbrugsvaner og evnen til helt af sig selv at vælge det samme som alle de andre? Individualitetens kultur sætter parakdoksalt nok det virkeligt individuelle over styr.

Borgerlighed og konformitet fejrer nye triumfer i den moderne socialkarakter. Den fleksibilitet, omstillingsparathed og kreativitet, som nutidssamfundet hævdes at efterspørge hos arbejdskraften, er i realiteten blot en form for højt udviklet konformitet.

Forsvarerne for den moderne arbejdskultur hævder igen og igen at mennesker ikke arbejder mere nu end tidligere, og at det er en myte at den omsiggribende stress kan forklares med øgede produktivitetskrav.

Men sagen er måske, at denne stress mere end at være et udtryk for en konkret arbejdsbyrde, som folk er underlagt, er et udtryk for at menneskers indre frirum i stigende grad er eksproprieret af produktionens præstationskrav og nyttehensyn - som et blik der aldrig nogensinde slipper dem.

Så er stress Guds sidste talerør i en kultur, der mister begrebet om individets iboende suverænitet og betydningen af det overflødige.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu